Jeg havde planer om at gå tilbage og genspille de vigtigste af Ratchet & Clank spillene, oven på det nye på PS4, men da jeg så begyndte at udvælge titler meldte lysten sig til at spille alle de tidlige Insomniac spil igennem. Disruptor kunne undlades, da jeg gennemførte det med en kammerat dengang jeg var ung, hvilket efterlod de tre Spyro spil, som jeg havde prøvet en smule og set blive spillet ... Se hele indlægget
Jeg havde planer om at gå tilbage og genspille de vigtigste af Ratchet & Clank spillene, oven på det nye på PS4, men da jeg så begyndte at udvælge titler meldte lysten sig til at spille alle de tidlige Insomniac spil igennem. Disruptor kunne undlades, da jeg gennemførte det med en kammerat dengang jeg var ung, hvilket efterlod de tre Spyro spil, som jeg havde prøvet en smule og set blive spillet en del.
Fra hvad jeg havde set var det aldrig spil, jeg synes virkede specielt interessante, mest bedømt ud fra hvor simple banerne så ud og en styring jeg ikke var fortrolig med: Discount Banjo til folk der ikke havde mulighed for at spille den ægte vare. Naturligvis ikke en fair vurdering, men omvendt heller ikke en der er blevet fuldstændigt vendt på hovedet, ovenpå nærmere bekendtskab med serien.
Det er collectathon platformers som opnåede en stor popularitet i tiden og på mange måder følges samme mønster som vi så i mange andre serier dengang, der tit resulterede i en overgang i starten af en serie fra en mere simpel udforskningsplatformer til reelle opsamlingsspil fyldt med mangfoldige minigames, hvor selve platformsdelen kun var en begrænset del af det samlede billede. Tænk udviklingen fra Crash til Crash 3, Banjo til Donkey 64 til Tooie, Jak til Jak 3 og selv generationen før med Donkey Kong Country til DKC3. Selv om jeg holdt af spillene isoleret set, var det ikke noget jeg var begejstret for, fordi det jeg altid har elsket ved platformers er direkte at navigere platforme ved at hoppe og det aspekt blev tonet mere og mere ned, efterhånden som opsamling og minispil blev det primære. I dag er det, sammen med fuldbyrdige 3D platformers, nogle af de spil jeg savner mest og det er en af grundende til, at jeg nyder at spille Spyro lige nu.
Kameraet er en af de største skavanker i serien, hvilket Insomniac har været opmærksom på, for de tilbyder to forskellige valgmuligheder: aktivt eller passivt kamera, nogen som øjeblikkeligt sender et signal om, at de ikke har ramt et velfungerende af slagsen og i stedet tilbyder to halve løsninger som et plaster på såret. Passivt er standard, men benytter selv aktivt, der mere velvilligt forsøger at holde sig bag ved Spyro. I stædig 90'er stil nægter kameraet nogle gange at blive roteret overhovedet, hvis man er for tæt på en væg og taget i betragtning af hvor sent spillene udgives, er de ikke helt på højde med de bedste af konkurrenterne.
Styringen er svær at blive fortrolig med, især i kombination med kameraet, men det kommer dog med lidt øvelse. To ting der bliver ved med at være svære, er når man benytter løbeknappen er styringen meget følsom og når man hopper kan man svæve, men Spyro hæver farten markant når man gør det, med mindre man holder tilbage på sticket.
Banedesignet gennemgår en stor udvikling over de tre spil mht. kompleksitet, men specielt imponerende bliver det aldrig. Mange steder er verdenerne tomme og man laver ikke andet end at samle ting op, men nu og da er der anløb til større. Fx er der en sti på et bjerg på et tidligt tidspunkt i det første spil, som man kan se, men ikke nå op til. Den anden side af bjerget kan man komme op på og ved hjælp af Spyros evne til at svæve, kan man hoppe ud i luften og følge bjerget rundt indtil man lander på stien, man før kun kunne se. En positiv ting er også at banerne tematisk kun i begrænset omfang forfalder til klicheer, selv om der naturligvis er både ild- og vandbaner :)
Jeg er i gang med det tredje spil i øjeblikket og hygger mig virkelig med dem. Det er mest spil for genrefans, der kan tolerere de aftryk tiden de blev lavet i har sat. Hvilket er det bedste afhænger nok af, hvordan man forholder sig til den udvikling serien gennemgår. Der er åbenlyse forbedringer i banedesignet, cutscenerne, måden man gemmer spillet på osv. som serien skrider frem, men omvendt resulterer det øgede fokus på minispil og opsamling også i en helt anden oplevelse, end fx det første spil, hvor der bortset små flyvesekvenser ikke er så mange dikkedarer.
Er resten af serien ren shovelware til børn eller er der noget at komme efter for en der kan sætte pris på de første tre? De håndholdte spil ser ikke umiddelbart ud som noget jeg vil give mig i kast med, men nogle af dem til stationære konsoller ser omtrent acceptable ud.
|