 Exception | Skrevet 19/05-21 16:46 | Har selv PAL versionen af SoR 3, og må sgu sige at næsten alt er gået "tilbage" IMO. Både mht. musik, men sandelig også lydeffekter for slag og hits (meget mere satisfying i 2'eren). Der er også en bug i SoR 3, hvor lydeffekterne nogen gange mangler/drukner i musikken.
Det eneste 3'eren har kørerende for sig, er at man kan spille som nogle af bosserne (Shiva er klart den fedeste, om end i svag udgave). |
|
 Sumez | Skrevet 19/05-21 19:24 | Jeg er ikke så vild med boss-karaktererne (Shiva, Victy, og Ash), de mangler allesammen centrale moves. Sammy virker også ligegyldig i 3'eren, når alle de andre figurer også kan dashe, men til gengæld er Zan virkelig sej at spille som pga. hans rækkevidde.
Men jeg kan stærkt anbefale den japanske udgave, rent spilmekanisk synes jeg det er et mere tilfredsstillende spil end 2'eren, primært fordi der er større fokus på crowd control, og mindre på at spamme "GRAND UPPER!" :D Til gengæld kan man lave desperation moves uden at miste liv, så længe man har fuldt meter, hvilket giver dem større taktisk værdi.
Jeg kan godt nikke genkendende til at det at lande et slag giver en smule bedre feedback i 2'eren, men så stor er forskellen heller ikke. De fleste andre lydeffekter (især stemmerne) er virkelig "tinny" og lyder ikke særlig godt, hvilket står i stor kontrast til musikken der jo lyder fantastisk.
Jeg har svært ved at vælge en favorit ud af de to, men jeg synes 3'eren har mere at byde på, det er kun soundtracket der kan gøre forskel nok til at give 2'eren flere point. Helt generelt synes jeg bare det er rart at spillet ikke er "mere af det samme", men tilbyder en alternativ tilgang til samme opskrift. Begge to er rigtig gode, og Bare Knuckle 3 med BK2's soundtrack ville være gudespillet :D | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
 millennium | Skrevet 11/08-21 07:59 | Untitled Goose
Jamen, det er jo et hyggeligt spil. Kan nydes med en kop te søndag formiddag, og det er nok gennemført inden teen er blevet kold. Medmindre man går efter 100%.
Casual spil i fin form, uden det store maskineri. Ren hygge! | The medium is the message.
|
|
| Exception | Skrevet 11/08-21 18:12 | Metal Gear Solid: The Phantom Pain
Xbox Series S
Denne titel har ligget og ventet i lang tid (6 år), men jeg ville simpelthen ikke påbegynde spillet før jeg følte, at jeg havde tiden at dedikere til dette mesterstykke.
Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde da alt i spillet virker utroligt gennemført.
GRAFIKKEN er super flot at beskue, dette hvad enten vi snakker omgivelser, teksturer, modeller eller generelle "assets". Animationerne er også meget gennemførte, det er enormt fedt at kravle og snige sig ind på fjender og baser b.la. fordi at "motion capture" er så gennemført som den er. Man føler virkelig at man ligger i græsset/sandet sammen med Snake og beslutter om fjenden i den nærmeste "outpost" blot skal bedøves, eller nedlægges permanent.
LYDEN er klart et kapitel for sig selv. Hold nu kæft hvor er "impact" bare tilstede på den helt rigtige måde. Jeg bliver stadig helt nøjeren af, at tænke på hvor lille man føler sig når en russiske kamphelikopter cirkler over hovedet på en, og man (endnu) ikke er opdaget. Stemmeskuespillet og våbenlyde er også super godt implementeret. Dog synes jeg at David Hayter var mere "tilstede" som Snake, men det er jo ikke Kiefer's skyld.
GAMEPLAYET er også ganske afhængighedsskabende. Jeg har gennemført "Single Player" og er nu i gang med FOB's (Multiplayer) aspektet af spillet. På trods af det, så har jeg stadig "kun" gennemført 85% af spillet fortæller hovedmenuen mig. I kombination med at infiltrere andres baser, forsvare sig egen og udvikle nyt grej forekommer der en følelse af "bare lige én mere".
Skulle der være noget negativt og sige om spillet må det være at det nogle steder muligvis godt kan føles en smule "upoleret" for mangel på bedre ord. Da jeg tænker, at vi alle kender til historien mellem Kojima og Konami, så skal jeg lade denne være uskrevet, men mon ikke det har haft en smule at sige iht, ovenstående?
Nå ja, og så tager nogle "developments" senere i spillet 7-12 dage i REAL-TIME!!!.
Vil jeg anbefale MGS:TPP ja for fanden da. Er du "sent ude" som undertegnede så har du en stor oplevelse i vente. |
|
 Jmog | Skrevet 11/08-21 18:19 | | Ganske enig - det er et fremragende spil. Fik du også spillet Ground Zeroes? |
|
| Exception | Skrevet 11/08-21 18:33 | | Ja, jeg fik endda importeret både "the man himself" Kojima og et par andre soldater til Motherbase. Tror også der var et par "developments" der bliver tilgængelige hvis man importere data fra GZ. :) |
|
| millennium | Skrevet 03/04-22 16:06 | Streets of Rage 4
Ok, indrømmet, jeg måtte lige afslutte sidste level med lidt assists, men mest for lige at indlære tricks og taktik. Imponerende hvordan sidste boss først kan føles så komplet umulig, og når man først har knækket koden, så er vanskeligheden en bagatel. Derefter er den sikker do-able uden assist.
Iøvrigt et sygt godt spil. | The medium is the message.
|
|
| Sumez | Skrevet 04/04-22 09:54 | Hvad gør assist? Tror ikke jeg har bemærtket den funktion.
Jeg syntes slutbossen var noget nemmere end flere af de andre bosser, primært da det er en gimmick boss hvor dens angreb kun rammer bestemte områder. Så der er ikke samme element af crowd control og hurtige reaktioner der ellers præger spillets sværeste bosser. :)
Eller snakker vi en anden boss som er kommet med det "nye" DLC? | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| millennium | Skrevet 04/04-22 15:56, rettet 04/04-22 16:00 | Assist er når man dør, og kan prøve igen med eksempelvis et ekstra liv (og reduceret point).
Ofte synes jeg spillets (gode) udfordring er, at økonomisere med liv og healthbar i forhold til hvornår man ved der er ekstra energi, så man ikke mister for mange liv inden man når til bossen. Det gør i det hele taget hele banerne mere relevante for boss-kampen. | The medium is the message.
|
|
| millennium | Skrevet 24/04-22 15:56 | Mafia - Definitive Edition
Det er godt nok den lineære historie, miljøet og stemningen der holder engagementet oppe, for gameplay-mechanics er reduceret til en rimeligt ensartet omgang, kør, skyd og duk dig. Tydeligvis ret gammelt gameplay. Finalen er ikke noget der får adrenalinet op. Heldigvis ikke længere end det kan bære, og hvis man er fan af gangster-genren, så giv det et skud. | The medium is the message.
|
|
| Sumez | Skrevet 25/04-22 13:13, rettet 25/04-22 13:14 | Det lykkedes mig langt og længe at spille hele vejen gennem et Resident Evil spil.
Det blev PS4-udgaven af REmake, og er glad for at jeg endelig har fået et ben indenfor i serien så at sige. Jeg har altid haft rimelig svært ved at blive grebet alle andre gange jeg har spillet.
Men mit indtryk er at remaket er et pragteksempel på hvordan et remake skal laves. Det føles overraskende old-school, og uden at have spillet originalen, får jeg fornemmelsen af at der er gjort meget ud af at bevare de aspekter der fik det til at fungere, selvom flere af spillets gameplay-elementer, når man ser enkeltvist på dem, måske ikke fungerer supergodt. Det kunne være fristrende at lave "quality of life" "forbedringer" mange steder, med det resultat at det går på kompromis med helle spillets overordnede balance, men det virker som om at alle de "nye" tilføjelser at gjort med fuld respekt for dette.
Derudover ser det bare hammergodt ud stadig. Jeg så nogle videoer af GameCube-versionen, og selvom der er sminket lidt på PS4-udgaven, er forskellen overraskende lille, det holder sig bare virkelig godt.
Jeg husker mange tilbagevendende diskussioner her på forummet gennem årene om de gamle RE spils design omkring begrænsede ressourcer, hvor det ofte blev bragt op som et kritikpunkt. Noget jeg synes er lidt trist, for det er da netop det, der er hele spillets omdrejningspunkt.
Allermest genialt er de begrænsede saves. Man får mere end nok til at komme rimelig komfortabelt gennem spillet uden at løbe tør, men alene det faktum at man ikke bare kan gå tilbage og gemme når et enkelt encounter er gået godt, ændrer fuldstændig hvordan man tilgår spillet i forhold til standarden i spil med savefunktion.
Faldt over denne artikel der opsummerer præcis mine tanker omkring systemet bedre end jeg selv kunne.
https://www.dreadxp.com/editorial/dying-to-save-how-resident-evils-ink-ribbons-encourage-risk-taking/
Faktisk kunne ens antal godt have været en smule mere begrænset selv på Normal. Et af de bedste oplevelser jeg havde med spillet var lidt over halvvejs inde hvor jeg havde været lidt for liberal med mine saves og faktisk var ved at løbe tør. Jeg eksperimenterede med forskellige retninger fra mit sidste save indtil jeg døde eller selv stoppede spillet, for til sidst at sætte mig og planlægge den mest optimale rute fra samme startpunkt, hvor jeg opnåede mest mulig fremgang på den sikreste måde med færrest brugte resourcer, før jeg ville save igen. Kombineret med det absurd begrænsede inventory, resulterer det i en strategisk puzzle-agtig struktur som jeg aldrig helt har oplevet udført på lignende måde i nogen andre spil.
Som nævnt er spillets gameplay stringent set ikke voldsomt godt. At alle ens ressourcer kun findes i begrænset antal gennem hele spillet ville nok have været et kritikpunkt i næsten alle andre spil, og det virker som udgangspunkt helt hul i hovedet at ens overlevelseschancer imod flere af fjenderne, eller antallet af skud der skal benyttes for at lægge dem ned, er så drevet af tilfældigheder - men parret med spillets save-system er det netop det der gør det til mere end summen af dets delelementer. Du kan aldrig vide dig sikker på noget, og jo flere ressourcer man ønsker at spare, jo flere chancer må man tage.
Så af samme årsag har jeg sat mig på et 7/10 til spillet i min vurdering, for det er svært at argumentere for at det er et rigtig godt spil, når man tager de ting i betragtning. Men i kraft af at det har givet mig en unik spiloplevelse jeg aldrig har set andre steder synes jeg det er meget mere beundringsværdigt end den score giver udtryk for. Jeg vil lade den ligge og simre i nogle år, og så må vi se derefter om det i virkeligheden burde have været mindst en 8'er. :P
Jeg har planer om at give mig i kast med originaludgaven af RE2 snart, da det efter sigende skulle være det eneste andet spil i serien der kommer i nærheden af at gøre disse ting så godt som 1'eren(/remake). Hvis nogen kender andre spil der er i stand til at trykke på nogle af de samme knapper (det behøver ikke være "gyserspil") er jeg også meget nysgerrig efter anbefalinger. :) Og ja, Sweet Home er også på listen. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
 ChronoSousa | Skrevet 25/04-22 17:32 | Husk at spille RE2 igennem med A/B scenario. ( new game plus , med ny historie)
F.eks Gør du noget i scenario A med Leon ? Vil du se det fra Claire side i scenario B. | Spiller nu: Plumbers Don't Wear Ties
|
|
| Sumez | Skrevet 11/05-22 11:25, rettet 11/05-22 11:26 | Kom gennem Resident Evil 2, med begge figurer som foreslået.
Ganske underholdende spil, som har ændret mit perspektiv en lille smule på hvad jeg forestiller mig var ændret i RE1's Remake, hvilket kun får mig til at værdsætte det remake endnu mere.
RE2 er reelt set "Resident Evil 1, men ikke helt ligeså godt", og jeg tror at det faktum at jeg spillede en virkelig god udgave af opskriften først har gjort det nemmere for mig at værdsætte en ikke helt ligeså god udgave af den også.
Grundlæggende minder 2'eren rigtig meget om 1'eren i forhold til strukturen, men den primære backtracking-orienterede del (på politistationen) var noget mindre - i forhold til remake altså, hvilket jeg synes var ærgerligt. Det føles mere ligefremt, så der var færre scenarier hvor man skulle planlægge sine ruter.
Spillet har også langt flere ressourcer, jeg havde et kæmpe arsenal af ammunition og healing hen imod slutningen af begge scenarier, selvom jeg nedlagde næsten alt på min vej, samt et lager af ubrugte ink ribbons, så det fjerner en kæmpestor del af det press der gjorde 1'eren så spændende.
Den sidste, mere lineære del af spillet er stadig også den mindst interessante her, men er dog nok bedre udført i 2'eren, og der er gjort meget for at det føles som et spændende klimaks på spillet, især når man sætter de to figurers scenarier sammen med det ekstra lille twist på slutningen.
B-scenariet var tilfredsstillende nok mest fordi sværhedsgraden er en lille smule højere, men jeg savnede lidt flere twists i historien. Det føles f.eks. lidt spildt at flere af de puzzles man løser er præcis de samme mellem de to gennemspilninger, mens de relativt få steder hvor der faktisk er tilføjet ændringer der får det til at føles som om de to historier kører sideløbende, førte til nogle ret sjove påfund. :)
Jeg har egentlig lyst til at køre serien igennem slavisk nu, og prøve at se hvad RE3 og Code Veronica har at byde på (selvom folk generelt ikke er ligeså vilde med de spil), men jeg tror jeg holder mig til en mere presset tidsplan, og giver Resident Evil 4 et friskt nyt forsøg, og følger op med RE2make. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| Sumez | Skrevet 23/05-22 08:05 | Kom gennem et par andre Resident Evil spil, det må næsten være nok for i år :D
Resident Evil 4 - Jeg ved ikke hvor mange gange i fortiden jeg har prøvet at få hul på det spil, men er gået kold i det hver gang. Denne gang kom jeg hele vejen igennem, og når først man kommer ind i det, er der tilpas med særlige gimmicks og setpieces til at holde det interessant, selvom spillet i sig selv ikke rigtig undgår at blive ret ensformigt, eftersom det er rundt regnet de samme typer fjender man bekæmper på den samme måde hele vejen gennem spillet.
I det mindste er det grundlæggende gameplay rigtig underholdende, den freeform tilgang til crowd control hvor det sted på fjenderne man skyder har en effekt på hvordan de reagerer men ikke hvor meget skade de tager, er en god opskrift der gør at man ikke føler at man spilder tiden ved ikke bare at gå efter headshots.
Kombinationen af de begrænsede bevægelsesmuligheder mens man skyder, og det faktum at næsten ingen fjender bruger projektilvåben (og de der gør kan som regel skydes ud af luften) giver spillet en sjov skydegalleri-vinkel i bedste Cabal-stil, og jeg husker ikke at jeg nogensinde har set andre spil der føles sådan at spille (men det er nok snart på tide for mig at genopdage RE5)
Det er lidt synd at RE-serien (eller andre spil) aldrig rigtig formåede at forbedre på den opskrift, for resten af spillet halter en smule efter, og kunne efter min mening have godt af en struktur der enten byggede på den mere arkade-agtige udfordring, i stedet for bare at begrave spilleren i healing-items, eller gjorde lidt mere ud af banernes gennemgående struktur for at gøre udforskningen mere tilfredsstillende i stil med de ældre spil.
Mest irriterende er inventory-systemet, der rammer en uheldig balance hvor det både er frustrerende hele tiden at skulle prioritere mellem de ting man helst vil have, men man alligevel har langt mere plads end man behøver, så den prioritering aldrig har nogen reelle gameplay-konsekvenser - du kan stadig sagtens slæbe adskillige våben, ammunition, healing og masser af granater med rundt alle steder.
Så ja, måske et rimelig overvurderet spil når man hører hvor meget ros det typisk får, men ikke desto mindre stadig et ret sjovt et, om ikke andet så pga. hvor lidt det minder om noget som helst andet. Er glad for endelig at have fået lukket den del af backloggen. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
 Konsolkongen | Skrevet 23/05-22 08:51, rettet 23/05-22 08:51 | Det var en skam at du spillede Wii-versionen. For mig er den udgave dømt ude da sigtet gør det så let at man nok ikke når at blive ordentligt presset på noget tidspunkt, som er virkelig synd da der ellers er nogle super fede øjeblikke af slagsen.
For Resident Evil 5 vil jeg anbefale at du spiller med en kammerat i co-op. PS4-versionen kører 60fps i splitscreen (på Pro i hvert fald), og er klart at foretrække frem for ældre versioner af spillet :) | Spiller nu: Phantasy Star IV
|
|
| Sumez | Skrevet 23/05-22 10:19 | Ja jeg kan godt se at Wii-udgaven nok gør spillet noget lettere, men på samme tid så fungerer Wii-sigtet bare utroligt godt, og spillet føles som skabt til det. Alene det at der findes et spil hvor wii-waggle faktisk gør det bedre er ret utroligt (bare ærgerligt med QTE'erne)
At skulle prøve spillet med analog-pind nu forestiller jeg mig føles lidt som at skulle spille et arkadespil med sådan et amerikansk industri-joystick der har fået tæsk i 15 år og hænger lidt til siden :D
Jeg overvejede at spille PS4-udgaven, men har også set folk brokke sig over analog-sigtet på de nye ports, noget med at spillets deadzone er alt for stort, og man skal have fat i de gamle GC eller PS2 udgaver for at det føles ordenligt. Jeg er i forvejen ikke særlig god til præcisions-sigte med analog-pind. :/
Jeg har også forhåbninger om at spille RE5 med en kammerat på et tidspunkt - jeg har dog kun X360 udgaven. Udfordringen kommer også i at finde en anden person der aldrig har spillet gennem spillet før, men som gerne vil. Jeg har ikke lyst til at opleve det "første" gang sammen med en der bare stormer gennem og ved hvor man skal hen. :P | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
 silverstar | Skrevet 23/05-22 10:54 | Sumez>
I det mindste er det grundlæggende gameplay rigtig underholdende, den freeform tilgang til crowd control hvor det sted på fjenderne man skyder har en effekt på hvordan de reagerer men ikke hvor meget skade de tager, er en god opskrift der gør at man ikke føler at man spilder tiden ved ikke bare at gå efter headshots.
Øhh, som jeg husker RE4 så gør headshots større skade end tilfældigt placerede skud? | "Listen to them. Children of the night. What music they make."
|
|
| Sumez | Skrevet 23/05-22 11:24, rettet 23/05-22 11:32 | Alle skud har en sandsynlighed for at lave critical, og nogen våben har højere sandsynlighed for crit, ligesom forskellige targets hvis også har forskellige sandsynlighed.
Crit på et headshot dræber fjenden øjeblikkeligt, så det er nok det du tænker på, men hvis en fjende kommer stormende efter dig er det næppe en chance der er værd at løbe, så hellere skyde dem i knæene og skabe noget afstand til dem. Men f.eks. med en riffel er det næsten altid bedst at gå efter hovedet :)
EDIT: Kan se nogle påstande om at headshots gør en smule mere skade, men der er lidt delte meninger om det :D | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| Konsolkongen | Skrevet 23/05-22 11:29 | Sumez>
Ja jeg kan godt se at Wii-udgaven nok gør spillet noget lettere, men på samme tid så fungerer Wii-sigtet bare utroligt godt, og spillet føles som skabt til det. Alene det at der findes et spil hvor wii-waggle faktisk gør det bedre er ret utroligt (bare ærgerligt med QTE'erne)
At skulle prøve spillet med analog-pind nu forestiller jeg mig føles lidt som at skulle spille et arkadespil med sådan et amerikansk industri-joystick der har fået tæsk i 15 år og hænger lidt til siden :D
Jeg overvejede at spille PS4-udgaven, men har også set folk brokke sig over analog-sigtet på de nye ports, noget med at spillets deadzone er alt for stort, og man skal have fat i de gamle GC eller PS2 udgaver for at det føles ordenligt. Jeg er i forvejen ikke særlig god til præcisions-sigte med analog-pind. :/
Du kan faktisk godt spille Wii-versionen med GameCube-controller fandt jeg ud af. Det er en totalt underlig måde du skal aktivere det på, for det er ikke en rigtig understøttet mulighed.
Svjh. skal man tænde spillet med GameCube-controlleren tilsluttet og når man er i spillet skal man pille batterierne ud af Wiimoten og så kan GameCube-controlleren bruges. Dog med Wiimote button promts så det er ikke super ideelt. Ved heller ikke om det breaker et eller andet senere i spillet :D
Jeg synes ikke jeg havde problemer med at spille det på PS4, men du kunne godt bilde mig ind at sigtet er mere tight på en GameCube-controller. | Spiller nu: Phantasy Star IV
|
|
 3of19 | Skrevet 17/08-22 12:54, rettet 17/08-22 16:09 | Final Fantasy VII REMAKE PS5
Demoen dengang på PS4 overbeviste mig ikke rigtigt, så jeg undlod at købe det, men med spillet på PS+ Game Catalogue og boget ferie var der en god lejlighed til at prøve igen.
Kampsystemet blev jeg aldrig en stor fan af, ideen at bygge ATB (altså aktionspoint) med almindelige angreb virker klodset. Man ender ofte med bare at hakke løs på fjender med Cloud hvis det ikke er nogen der er ude af rækkevidde og skal skydes ned med Aerith eller Barret.
Ideen at brede hvad i princippet bare var originalens første akt ud til et helt spil virker til bedre at forstå karakterers motivationer og realiseringen af Midgar som samfund er meget vellykket, endda imponerende.
Til gengæld hænger det med pacing til tider hvor en simpel rejse fra A til B der i originalen tog 5 minutter plus 10 minutters random kampe mejes ud til et helt kapitel på to eller flere timer.
FFVIIs store styrke var netop den store varierede verden man bliver kastet ud i, men når man så til i Remake bruger ca 30 timer på at rende rundt i Midgars slums og 15 i Shinra bygningen begynder der at komme ordentlige ridser i lakken, ligemeget hvor vellykket danseminispillet er :) |
|
| silverstar | Skrevet 17/08-22 14:06 | | Hvor mange timer tog det at spille igennem? Sådan ca? | "Listen to them. Children of the night. What music they make."
|
|
| 3of19 | Skrevet 17/08-22 16:08, rettet 17/08-22 20:42 | Mener timeren stod på 45 timer til sidst.
Lavede alle sidequests undervejs, men har nok misset en eller anden skat med et våben til Barret.
Rettelse: 39:30 |
|
| Sumez | Skrevet 22/08-22 08:13, rettet 22/08-22 08:14 | Jeg synes FFVII Remake was fantastisk, og selvom jeg er enig i at kampsystemet virkede kluntet den første lange tid, så er det faktisk virkelig godt når det endelig klikker. Du skal bare holde dig rigtig langt fra "classic mode", det var en fejl at inkludere det.
Men det er reelt set først på Hard Mode at systemet virkelig klikker, da man kan komme alt for langt på normal (faktisk kan man nemt gennemføre hele spillet) selvom man ikke aner hvad man laver, med en god blanding af button mashing og held. At genspille alle missionerne på Hard er der hvor spillet virkelig begynder at skinne, så derfor synes jeg også det er synd at kigge på timeren efter credits - det er på mange områder der spillet starter ;)
Story-mæssigt synes jeg også det er synd at sammenligne de to spil med de briller på at Remake kun er en fjerdedel af det originale spil. Det er rigtigt at historien bliver trukket meget tyndt, men spillet bruger til gengæld også den tid virkelig godt. Figurerne og deres personlighed bliver udpenslet ufatteligt godt. De er på én gang fuldstændig tro imod originalspillet, og samtidig meget mere menneskelige fordi de får så meget mere tid til at komme til deres ret. Det engelske stemmeskuespil er iøvrigt også rigtig godt.
Jeg savner også den bredere historie og den større verden, men set isoleret på hvad FF7R gør, så nyder spillet kun gavn af at være begrænset til Midgar - der er her den jordnære og relaterbare historie fortælles om det underkuede folk i storbyens slumområder. I originalspillet var det en fed måde at lægge grundstenene for FF7's bredere og mere fantastiske historie, men jo længere man kommer i den, jo flere tossede påfund og absurde og formålsløste poltwist begynder at præge den. Det er selvfølgelig spændende og super underholdende, men det er ikke særlig godt skrevet, og det jeg synes FF7R gør godt i forhold til Midgar og figurerne der bor der, synes jeg er en meget stærk kontrast til den fortællestil.
Det jeg så til gengæld ikke synes FF7R gør så godt, er netop når de elementer alligevel sniger sig ind i historien, selvom de ikke var der i originalen. Sephiroths tilstedeværelse virker meget malplaceret, men jeg kan godt forstå (ud fra et marketingsperspektiv) hvorfor han er taget med. Og dermed også de nye plottwists der introduceres helt til sidst i spillet, som kun bør diskuteres i spoiler-tags - jeg synes ikke det går særlig meget udover det FF7R gør godt, men det gør mig meget tvivlsom overfor hvor de vil tage det hen i efterfølgeren. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| Sumez | Skrevet 01/10-22 12:39, rettet 01/10-22 12:40 | The Last of Us 1 og 2
Det var egentlig kun meningen at jeg ville spille 1'eren, men jeg syntes historien var så ufokuseret og slutningen så uforløst at jeg var nødt til at se om 2'eren kunne råde bod på det.
Det gør den heldigvis. Spiller man 1'eren for sig selv er det lidt svært at gennemskue hvordan spillet egentlig vil have at man betragter Joel, men introen til efterfølgeren gør det rimelig klart hvor vi står.
Fortællingens egen moralske standpunkt er stadig utroligt tvetydig, men det vil jeg nok primært tilskrive den absurde størrelse af produktionen som det må have været helt umuligt at holde styr på, især når spillets figurer selv er designet til at have et tilsvarende tvetydigt moralkodeks. For det virker som om forfatteren helt sikkert har haft en klar vision, det har bare tendens til at drukne i *stærkt* forsimplede forsøg på at skabe kontroversielle spiløjeblikke formentlig inspireret af Spec Ops The Line's tilgangsvinkel til det samme emne.
Helt generelt synes jeg at når historien forsøger at være så seriøs og jordnær som den er her, så bliver det meget ubehageligt at spille som en figur med så ubehagelige psykopatiske tendenser som det TLOU-spillene beder os om, men af samme grund steg spillet også betragteligt i min agtelse da TLOU2
SPOILER-TEKST:nåede andet akt, og perspektivet i stedet skifter til Abby, der på trods af sine egne moralske problemer fremstår som en langt mere sympatisk figur, der rent faktisk har en relaterbar baggrund for sine mere ubehagelige handlinger.
En af mine venner sagde at det føles som om The Last of Us brugte halvandet spil på at introducere historiens *egentlige* hovedperson, hvilket er et perspektiv jeg udmærket kan skrive under på :)
På alle områder er TLOU2 i det hele taget et langt bedre spil end 1'eren. Historien er meget mere spændende og indlevende fortalt, grundgameplayet er mere finpudset og mekanisk solidt, selvom det er også mærkbart nemmere (i forhold til begge spil spillet på Hard), og der er mere variation i encounters. Inklusiv flere områder der giver spilleren mere råderum til selv at udforske områder på egen hånd fremfår bare at presse dem gennem én korridor ad gangen (omend der desværre bliver mere af de jo længere ind man kommer).
TLOU1 havde også ret voldsomme pacingproblemer, hvor der går ca. 10 timer efter introen hvor der reelt set ikke sker noget, for at spillet først bliver interessant igen hen imod den sidste tredjedel. Det hjælper ikke at alle områder du er i bare er variationer på "amerikansk by". Det er faktisk imponerende hvor meget mere interessante og varierede TLOU2's locations er på trods af at næsten hele spillet foregår i den samme by, og helt generelt er det bare fyldt med AAA-setpieces der er imponerende og flotte at beskue - når man nu endelig *skal* udsættes for et moderne AAA-spil, så må det også meget gerne levere på den front. :)
Helt generelt ser jeg meget lidt grund til at spille 1'eren i dag, da det i mine øjne kun eksisterer for at etablere fundamentet som TLOU2 bygger på. Det virker som om det er den historie Naughty Dog hele tiden ville have fortalt, men skubbede ind til de kunne iagttage hvordan det første spil blev modtaget.
I stedet for at remake hele TLOU1 i samme stil som 2'eren, burde de bare tage den halvdel af spillet hvor man ikke fedter rundt i ensformige lokationer uden der sker noget, og så koble dem sammen som ét langt spil i X antal kapitler. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
copyright Play:Right 2002-2024