 RJK | Skrevet 02/04-10 17:11, rettet 02/04-10 17:20 | Efter gennemførsel vil jeg her lige prøve at opsummere mine tanker og kritik om spillet, mens jeg stadig prøver at lægge mig helt fast på, hvor godt det var (dvs. 7/10 eller 8/10). Sådan helt overordnet var det en fængende og fængslende oplevelse, som holdt min interesse hele vejen (hvad mange RPG'er på den længde ikke formår), og jeg mener at det indiskutabelt er fremragende på mange punkter. Omvendt set lider det også under at skulle leve op til nogle minder fra fortiden, som det af flere grunde ikke kan, og heller ikke rigtigt prøver på. Det rejser vel også nogle nye diskussioner om hvad spil kan og skal i form af interaktivitet, og det er tydeligt nok hvorfor serien (igen) får fx Edge på nakken. Men når man ikke lige er ude i dét korstog og på afstand formår at bedømme spillet på hvad det egentligt ér, så tror jeg bestemt det vil stå tilbage som en af de spiloplevelser, man vil huske fra denne generation. På godt og ondt.
Nu bliver det lidt mere konkret, så der er en del overordnede spoilers i følgende, især for dem der ikke har spillet igennem den første halvdel (og derfor skriver jeg i selvstændig tråd). Jeg synes ikke de ødelægger noget, og håber nogen alligevel vil læse og tænke over det, men for the record:
SPOILERS!
Som mange gange før er historien (herunder tildels figurerne) det mest relevante kritikpunkt, når alt kommer til alt. Det er samtidig også én af spillets største styrker, så det undrer mig egentligt at der ikke har været mere om dette (som jeg har opdaget). Som jeg har advokeret for før, så bør historiebaserede spil i højere grad handle om noget reelt og dybere, og også gerne noget der er relevant i samtiden. Det er alt, alt for få spil der gør og tør dette, så her er det rigtig positivt at FFXIII gør. Spillet handler om terrorisme og vel mere præcist (selvmords-)terrorister, og der er mange åbenlyse sammenligninger med USA's krig mod terror og fx Israel/Palæstina-konflikten. Man sættes tilmed i terroristernes sted og sympati, og der berøres således hvordan almindelige mennesker kan drives så vidt, at de ofrer deres liv og slår en masse uskyldige ihjel for tro og idealisme.
Lad mig lige underbygge med et par eksempler, inden nogen mener jeg overfortolker. Hovedpersonerne og de øvrige L'Cie gives en destruktiv selvmordsmission (fokus) af "højere magter", som de så tvinges til at udføre med garanti om efterfølgende evigt liv i det hinsides (i krystaliseret form) og ellers evig forbandelse (Cieth) - altså åbenlyst samme fremgangsmåde som mange mellemøstlige terrorister opererer ud fra. Styret på Cocoon spiller bevidst og kynisk med på tanken om terroristtruslen fra Pulse, og udnytter det med skræmmekampagner til at holde befolkningen i kontrolleret (og hovedsageligt ubegrundet) frygt, så de kan tvinge alting igennem, uanset hvor meget det strider mod grundlæggende retsstat-principper og medmenneskelighed - altså ikke ulig hvordan styret i USA opererede efter 11. september. Der er i øvrigt mange flere eksempler.
Den første halvdel af spillet handler således om, hvordan de her fire ellers normale og egentligt i høj grad samfundstjenestelige og -støttende personer, kommer derud, at de accepterer og er villige til at ødelægge alt dét, de har troet på hele deres liv. Ikke så meget fordi samfundet som sådan er en løgn, de vil gøre op med, men mere fordi de presses så voldsomt af faktorer udefra, at de til sidst bliver knækket og giver op. Startende med at de alle fire mister den eneste tilbageværende person de elsker, over udstødelse fra deres eget samfund til omfattende manipulering fra de højere magter. Og hele tiden med selvmordsmissionens indbyggede fatale konsekvens hængende over hovedet.
Når man således har valgt, at spillet handler om dette - hvad jeg kun har lovord for - så mener jeg bestemt også, at man samtidig forpligter sig til at følge det til vejs ende. Og det er således min hovedkritik af historien og spillet som helhed, at det ikke gør dette. På alle måder knækker spillet i to halvdele omkring halvvejs, kort efter hele partyet for første gang samles, og siden da formår det slet ikke at holde fokus på temaet og hovedkonflikten. Helt konkret er det simpelthen alt for let for hovedpersonerne at afvige fra deres selvmordsmission. Hele stykket herfra og frem til slutningen burde spillet have insisteret på, at det var et voldsomt dilemma for den enkelte hovedperson, om de ville fuldføre missionen eller ej, med alle de konsekvenser det havde både at træffe det ene eller andet valg. Og der bliver spillet simpelthen for blødsødent, indtil slutningen.
Som jeg ser det skyldes det grundlæggende to ting, der ikke er overbevisende nok. For det første overbeviser spillet på ingen måde om, at et evigt liv som krystal er noget hovedpersonerne ønsker. Selvfølgelig er det svært som vestlig ateist at få forståelse for, at evigt liv i himmerige kan være en afgørende faktor for så alvorlige handlinger, men jeg synes ikke engang spillet prøver. Derfor bliver dilemmaet væsentligt forringet, fordi det i vores tankegang stort set kan være ét fedt, om man dør på den ene eller anden måde. Det andet problem er det omvendte, nemlig forbandelsen som Cieth ved ikke at opfylde missionen. Mange af spillets øvrige designvalg er baseret på, at enden hele tiden er nær og konstant tæller ned over hovedet på personerne (ofte bogstaveligt), som derfor skal skynde sig med alt - men det er alt for tydeligt i historien, at dette blot er en illusion. Hvis det her havde været en film (eller måske bare en anden spilgenre end et RPG), så var mindst halvdelen af partyet blevet til Cieth inden slutningen. Ikke fordi jeg er forhippet på at slå hovedpersonerne ihjel, men det er jo nu engang sådan at man ændrer en trussel fra at være tom til reel. Igen bliver resultatet at dilemmaet svækkes voldsomt, fordi man ikke tror på truslen.
Så er udviklerne sikkert igen faldet for fristelserne ved at ændre alt der har været kritiseret ved serien (det ville i hvert fald forklare mange andre ting i denne omgang), og nogle vil måske påskønne at der ikke er så meget melodrama og følelser som i FFX og tidligere, men jeg mener det er for tyndt i forhold til, hvad der er på spil for hovedpersonerne. Det er vel stort set kun Vanille, der ender med at blive følelsesladet nok til at man tror på, at hun befinder sig i denne umenneskeligt pressede situation (ja, den person jeg havde det absolut sværest med i begyndelsen, endte med at blive den bedste og mest troværdige). Summa summarum så synes jeg ultimativt FFXIII svigter det oplæg og setup, det ellers modigt havde bygget op. Og det er også derfor at det i sidste ende er lidt vanskeligt om man primært skal rose spillet for at prøve, eller kritisere det for at fejle.
Derudover er der en helt anden diskussion, som jeg synes mange og de fleste negativt-indstillede tager: hvad spillet IKKE er. Som skrevet ovenfor mener jeg bestemt at mange af de radikale designvalg der er taget ift. resten af serien, er gjort tro mod spillets koncept - altså primært at hovedpersonerne er udstødte, jagede som offentlig fjende og konstant i kapløb med tiden, hvilket jo selvsagt ikke lægger op til at man slapper af i byer, udforsker, køber udstyr og snakker med indbyggere. Så jeg mener det er en malplaceret kritik ift. hvad FFXIII nu engang er, men det er meget passende at stille spørgsmålet: om konceptet i første omgang overhovedet egnede sig til at være et RPG. Og det synes jeg ikke. Jeg tror et godt RPG's grundlæggende styrke mere er, at man lever sig ind som en del af et interessant univers, som man kan rejse rundt i og opleve og udforske. Om det så er fantasy eller scifi er underordnet, men det er selve eventyret, der er så dragende - og der er bare ikke meget eventyr over konceptet i FFXIII.
Jeg har lige læst min "dom over FFXII", og egentligt er det jo meget af det samme, nærmest bare omvendt. Sådan rent personligt smagsmæssigt kan jeg meget bedre lide FFXIII, selvom det objektivt og overordnet er et dårligere spil, og jeg er rigtig glad for at forgængerens forsøg med nærmest at droppe dialog, tema, personkonflikt og plot forblev en enlig svale. Det virker som om der enten er en enorm uenighed hos udviklerne eller misforstået leflen for kritikerne, for endnu engang har man nærmest skrottet alt der blev kritiseret ved forgængeren, og dermed også alt dét, der var godt. Grundlæggende er de to spil vel så forskellige, at det næsten er uforståeligt, at de er i samme serie. Jeg mindes nogen der påstod at Square lavede FF'er på samlebånd og at de alle var ens, men det kan jeg vist rolig konstatere ikke kunne være mere forkert. Men heldigvis er de da stadig præget af virkelig høj produktionskvaltiet og generelt gør de dét, de gør, rigtig godt, og ligger stadig i den høje ende af kvalitetsskalaen - på trods af de mange misforståede designvalg. Desværre er der jo ikke så mange spil der har så meget at byde på, at de overhovedet kan diskuteres i denne slags detaljer, så jeg lever fint med bristerne og ser frem til FFXV :) | »This Is Beginning Of A Fantastic Story«Spiller nu: Fire Emblem: Three Hous..., Hellblade: Senua's Sacr..., Fire Emblem Fates
|
|
 Chrono | Skrevet 10/05-10 22:40 | Nu fik vi jo talt lidt om det til Copenhagen Robot, men synes ikke dit indlæg skulle stå alene og uimodsagt, så her følger min mening efter første gennemspilning. Ikke at jeg er stort uenig overhovedet dog.
Overordnet set, så har min oplevelse med spillet være virkelig positiv - også mere end jeg egentlig havde forventet.
Jeg blev hurtigt grebet af spillet, især pga. personerne som jeg fandt det let at fatte sympati for. Jeg synes de små historier og intriger mellem personerne fungerede rigtigt godt, og gjorde at der var noget ved dem alle der gjorde dem interessante og bandt dem sammen som en gruppe - uden at de i den forstand egentlig opførte sig som en samlet gruppe, før langt senere i spillet. Det er også interessant, at spillet ikke har nogen egentlig hovedpersone - det synes jeg i det mindste ikke det har. Nogle vil mene det er Vanille og andre Lightning, men jeg synes egentlig de alle fylder ligemeget i historien. Lightning er nok min favorit - en stærk kvindelig hovedperson, der virker mere original end de andre. For mig er hun en slags blanding af Tifa og Auron. Jeg endte også, som Rune, med at kunne lide Vanille og fandt mening med hendes underlige handlinger i starten af spillet.
Omkring det store overordnede plot, så er jeg ret enig med Rune. Det falder en smule til jorden til sidst. Jeg blev en smule frustreret over den mirakuløse slutning, der for mig ikke gav nogen mening. Der var ikke nogen logisk forklaring på noget. I det store hele, så kan jeg dog mærke at det ikke betyder så meget for mig - personhistorierne var nok for mig, og gjorde at jeg oplevede fortællingen som både rørende og spændende.
Hvad angår kampene og andet der ligger udover det historiemæssige, så oplevede jeg det meste som både originalt og overraskende tilgængeligt for et spil der er nummer 13 i en serie. Spillet opgiver mange genrekonventioner til fordel for en mere styret og lineær oplevelse, og en oplevelse der er så godt som renset for frustrerende elementer. Jeg synes Auto Battle fungerede glimrende, da det tog mange ellers trivielle beslutninger ud af kampene. Det var lækkert, at man ikke skulle starte længere tilbage end sidste kamp hvis man tabte, og sværhedsgraden føltes generelt perfekt afbalanceret efter at man ikke skulle kæmpe andre kampe end de som lå på stien. Der var ingen grund til at blive samle CP, medmindre man som jeg ville sørge for at fremtidige kampe blev endnu lettere. Der var to gange i løbet af spillet, hvor jeg fandt nogle særligt givtige kampe, hvor jeg valgte at slås lidt ekstra. Det gav pote, for jeg tabte meget få kampe i løbet af spillet. Paradigm-systemet er også interessant, og giver mulighed for rigtigt mange strategier. Man følte mange gange at kampene blev udkæmpet på et højere plan end man er vant til i serien - Auto Battle sørgede for mikro-beslutningerne, mens man selv kunne træffe beslutninger som valg af paradigme og hvilket monster der skulle angribes først.
Mange har nævnt at spillet er alt for lineært og mangler friheden fra tidligere spil, men det var jo ikke frihed til at man selv kunne forme historien - det var blot frihed til at gå ud på sidemissioner. Det kan man slet ikke i samme grad nu i løbet af spillet, men efter spillet har man mulighed for det - der er masser af sidemissioner og ting at tage sig til. Jeg synes udviklerene har truffet et modigt og rigtigt valg, i og med at de har været så fokuserede på at fortælle en historie i et bestemt tempo. Havde spilleren kunne gå omkring og spilde tiden, så ville historien havde været mindre effektfuld. Friheden er der jo stadig - den er bare flyttet til hovedhistorien er overstået.
Det eneste der rigtigt generede mig i løbet af spillet, var den mangel på geografisk fornemmelse jeg havde i den første halvdel. Jeg havde simpelthen ingen idé om hvor i verdenen jeg befandt mig, og hvordan Cocoon var bygget op. Det fik jeg egentlig aldrig. Jeg er vandt til at byer osv. er uden på en planet - ikke inden i den. Et simpelt kort eller nogle mellemsekvenser der viste hvordan verden hang sammen ville have gjort det for mig.
Men slutteligt er jeg glad for spillet. En stor oplevelse, og et spil der ikke blot er endnu et afsnit i en serie - det gør rigtigt mange nye ting, og de nye ting fungerer endda glimrende. Jeg hælder til 9/10 :) | I can't go fighting evil on an empty stomach, you know!
|
|
copyright Play:Right 2002-2024