The Last Guardian

slk486>
Disclaimer: Jeg har ikke set Sterlings video, da jeg absolut ikke vil have nogen spoilers. Har bare set andre steder at reviewers brokker sig over AI, selvom det rent faktisk er bæstet, der nægter at gøre et eller andet fordi det ikke er en tam hund - by design.

Konsolkongen>
Jeg synes at hunden

slk486>
Det er efter sigende et bevidst valg at man skal observere bæstets reaktioner og på den måde aflæse om man gør det rigtige eller forkerte. Det mener jeg ikke er dårligt spildesign - tværtimod, men det appellerer naturligvis ikke til dem der ikke har tid til at gide det.

Beano>
Det er så spørgsmålet om dyret er snotdumt pr. design eller om AI'en bare er dårlig :)

Konsolkongen>
Jeg er tydeligvis typen der ikke orker unødvendigt belastende spil. Det fylder tydeligvis mere for mig end det gør for jer.
Jeg mener dog at kritikken er fuldt ud berettet og værd at nævne. Ville I seriøst ikke have fået en bedre oplevelse hvis I ikke skulle ha' kæmpet mod broken gameplay undervejs?

Edit: Jeg vil dog lige tilføje at jeg synes den der med blankt at afskrive de broken elementer i et spil, som værende meningen, lyder fuldstændig vanvittig i mine ører :)

Sumez>
Efter at have gennemført spillet, kort opsummering:

- Spillet er præcis hvad man kunne regne med efter at have set det grundlæggende præmis, men heller ikke "mere" end det.
- Spillet er absolut ikke broken.
- Performance er ikke så slemt på en amatør-PS3 som det rygtes.


Lang uddybning:

Spillet er en fantastisk teknisk præstation. Tricos bevægelser og dynamiske reaktion på sin omverden og hvad der sker, er ulig noget andet jeg har set i et spil - det alene gør spillet værd at opleve. Han virker levende, og illusionen bliver _på intet tidspunkt_ brudt. I hvert fald af hvad jeg har oplevet.
Med fysiksimuleringen og den rimelig frie mulighed for bevægelse er det helt utroligt at det ikke har været muligt for mig at glitche spillet mere effektivt end en den typiske minimale clipping og drengens fødder der spasser lidt ud. Det er ret imponerende sammenlignet hvad man plejer at se ved spil med et stærkt simulations-aspekt. Jeg kan ikke forestille mig andet end at det burde være muligt at ende med en tønde der sidder fast et sted hvor hverken du eller dyret kan få fat i den, men jeg har ikke været ude for det.

Trico dukker sig for at komme gennem smalle passager, væggene støver og smuldrer når han rammer dem, og halen giver og bukker sig for at følge med omkring fysiske forhindringer. Han holder øje med hvor du bevæger dig og reagerer på hvad du gør, han strækker sig når han har brug for det, han puster sig op når han føler sig truet, og ryster vandet af sig når han har været ude og svømme. Det er ikke perfekt rent teknisk set, men i forhold til den oplevelse det skal give af et levende dyr, er der ikke rigtig noget at sætte en finger på.

Men når det så er sagt, så er det Ico-gameplay med en stor kat/hund/kylling. Hvor både Ico og Shadow of the Colossus begge er langt mere end summen af deres delelementer, er TLG præcis hvad det giver sig ud for at være og ikke mere. Selv historien er langt mere konkret og ligetil uden de vilde mysterier og større sammenhæng. Det faktum at fortællerstemmen flere gange fortæller dig hvad du skal opleve og føle synes jeg faktisk er lidt af en "falliterklæring" fra Ueda. I Ico begynder det langsomt at gå op for dig hvordan slottet hænger sammen og hvad formålet med de forskellige områder og apparaturer er. Dette sker aldrig rigtig i TLG. Stederne er der bare, og når du første gang havner et sted hvor du har været før, venter spillet ikke på at det går op for dig, men fortæller det i stedet med det samme via fortællerstemmen.

Bevares, det er ikke fordi man ikke knytter sig til Trico. Som nævnt føles han ægte og levende, og jeg brugte flere gange knappen det får drengen til at klappe Trico og snakke til ham, bare fordi jeg kunne. Det i sig selv er en præstation - men det er også dertil spillets formåen rækker. Det er en ekstremt velgjort oplevelse, det er bare ikke på niveau med forgængerne.


Mht. styringen og AI vs kontrol. Der var tre steder i hele spillet hvor jeg ikke umiddelbart kunne få Trico til at gøre det han skulle/det jeg ville have ham til. Det var et irritationsmoment, men så er der heller ikke mere i det. Styringen er ikke perfekt, men på den anden side er der heller ikke meget man kan gøre for at polere det aspekt uden at fjerne de muligheder man har, eller miste oplevelsen af at drengen er et levende individ med to ben, fremfor en bunke data i maskinens ram.

Når Trico skal foretage et hop eller hjælpe dig et sted hen, så skal han selvfølgelig lige overtales, han skal tage sig sammen og udspille en lille animation før han bevæger sig afsted, men bortset fra det par steder jeg har nævnt, så har det ikke været et decideret problem. Det meste af tiden var det ikke engang nødvendigt at give ham kommandoer, han vidste godt hvor vi skulle hen. Det kan godt være at nogle vil se det som noget der kræver særlig tålmodighed og er unødvendigt, men altså hvis man vil have hurtigt gameplay med pixelperfekt styring og reaktioner så snart man trykker på en knap, så er det heldigt man stadig kan spille Mega Man, det er ikke det man skal spille TLG for - så kan man ligeså godt springe det helt over. :)

Kameraet er en rimelig stor lort mange steder, men nærmest udelukkende når man prøver at kravle rundt på Trico i snævre områder, og igen ikke noget der ødelægger spillet. Framerate drops er der meget af, især når der er meget action, men igen ikke noget der går ud over oplevelsen, og slet ikke ligeså slemt som i SotC.

Sumez>
...Det er et absolut non-issue, og det virker som om Sterling (formentlig ubevidst) PRØVER at gøre det til et problem. Der er absolut intet behov for at kalde Trico op på den afsats, han hopper op helt af sig selv, og følger efter drengen som han lyster. Så hvorfor spillet sin tid på at prøve at styre ham?