Det er virkelig fantastisk hvad man kan finde nogen gange. Jeg bringer her en lille præsentation af den Famicom klon, der bliver omtalt i en anden tråd, og som Elgen vist også købte:
Æsken. Udover at udstille maskinens horrible design, er det så ekstremt firserpræget, at det overrasker mig at de forsøger at sælge den i en moderne legetøjsafdeling.
På bagsiden er der en præsentation af de indbyggede spil, samt maskinens features: "Tænd/Sluk-knap" og "Genstart-knap". Jeg er imponeret over at nogen har gide producere en dansk version af det her. Screenshots på bagsiden burde advare ungerne om at "Det her er IKKE en PlayStation!".
Det er åbenbart "time4toys", der står bag maskinen. Deres hjemmeside har mange åndsvage ting, men så vidt jeg kan se, er det ikke muligt at finde noget om maskinen her. Måske har de fået sagsanlæg fra Nintendo og trukket den tilbage?
Der står desuden også at den er importeret af Dansk Supermarked. Det er vel også dem, der står for den danske pakning og "brugsvejledning" så. Måske er det der, jeg skal finde min praktikplads? :)
Maskinen, som den ser ud. Når der på billedet er en finger, der holder låget nede, skyldes det at når først man har åbnet det er det tilsyneladende ikke muligt at lukke det igen. Måske er der en eller anden smart mekanisme, jeg har overset.
Designet ser ud til at være inspireret af MegaDriven, bare mindre og betydeligt grimmere. Omend betydeligt større end den behøver være jf. hardwaren. Knapperne er så store, at man ikke kan se dem og minder meget om dem på den gamle PlayStation, bare grimmere (igen). Om det er et tilfælde at farverne er næsten identiske med dem på den amerikanske SNES ved jeg ikke, men det er i hvert fald et ualmindeligt dårligt valg!
Et andet tåbeligt valg er at der ikke følger nogen strømforsyning med. Man kan kun køre maskinen på fire D-batterier, som iøvrigt ikke medfølger og skal isættes med skruetrækker. Det er dog ret praktisk ikke at skulle rode med flere strømforsyninger når først batterierne er sat i. Gad vide hvor længe sådan en svend lever på fire batterier købt til en samlet pris af 20kr i Tiger?
Værd at bemærke er iøvrigt at de har flottet sig og lavet en diode, der lyser når maskinen er tændt. Det var der ikke engang på den gamle Famicom, eller den amerikanske SNES 2 for den sags skyld, og det er altså ret rart at have.
For at sætte en kassette i maskinen, skal man åbne låget. Det ser dumt ud, men i det mindste virker det. Det er fjollet overhovedet at have muligheden for at sætte spil i, da maskinen alligevel kun kommer med én kassette, der ligeså godt kunne være indbygget.
Men hvad den almindelige forbruger ikke ved er, at der er tale om tyvstjålet hardware, og connectoren virker perfekt med japanske Famicom-spil. Spillene kører perfekt, og der har hidtil ikke være nogen problemer med løse forbindelser eller støv. Maskinen er altså en temmelig god substitut for en Famicom, hvis man kan leve med det horrible design.
Som man svagt kan se på billedet, ser connectoren temmelig gammel og ramponeret ud. Kan det tænkes at maskinen er sat sammen af kasseret hardware? Sært.
Controlleren er ved første øjekast det værste juks, jeg har set. Den ligner en smagløs hybrid mellem en PlayStation- og en Saturn-controller. Knapperne virker lidt tilfældigt placeret, og har hver deres individuelle trykmodstand (i mangel af bedre ord?). D-pad'et sidder løst på og føles nærmest mere som en stick end et D-pad. På den dårlige måde. Fanden tage Nintendo for at tage patent på krydset! Logoet i toppen er et sløset påsat klistermærke, og hele herligheden lader til at være lavet i ekstremt billig plastic, og besidder en kraftig lugt der bedst kan beskrives som "formningslokale".
Den sættes til maskinen via et standard 9-pin stik som vi kender dem fra Mega Drive, Amiga, Atari, osv. Så hvis man ikke kan lide controlleren kan man heldigvis benytte en af de utallige andre, en videospilsaficionado som jeg selv besidder. Men mod al forventning, fungerer controlleren faktisk ret godt. Der er ingen problemer med D-pad'et, og knapperne virker fint. Eneste betydningsfulde indvending er at den vejer for lidt. Det er til gengæld fuldstændig åndsvagt at der er seks knapper på controlleren. Du kan godt glemme alt om at bruge den her til at spille Street Fighter II på din MegaDrive, for der er nemlig bare tale om fire knapper, der fungerer som A-knap, og to der fungerer som B. Hvorfor de har valgt at placere seks knapper på en controller, der skal bruges til spil, der kun bruger to knapper, vil for evigt stå hen i det uvisse. Måske var det et ynkeligt sidste forsøg på at få maskinen til at fremstå mere moderne?
Jeg ville nok have foretrukket hvis de havde byttet om på deres A og B-knapper, men man kan altid bruge de knapper yderst til højre, hvis man savner at knapperne sidder i den "rigtige" rækkefølge.
Som en sidste indskydelse vil jeg rose dem for at have inkluderet to controllers. Det kunne resten af videospilsbranchen godt lære lidt af!
Der følger en SCART adapter med, hvilket i sig selv er temmelig flot. Godt nok har jeg et utal af disse i forvejen, men sådan nogle er faktisk relativt dyre i de fleste elektronikbutikker. Husk på at hele den her pakke kun har kostet 100 kr ialt.
Den her er interessant. Der medfølger en lyspistol, og modsat alt andet i pakken ser den gennemført og professionel ud. Den ligger godt i hånden og fungerer upåklageligt. Igen, det er en pakke til samlet 100kr, og jeg formoder at pistolen også virker til andre maskiner.
Men hov - Hvad er det? På pistolens side, står der indprintet "Lethal Enforcers". Kan det tænkes at de bare har taget en gammel lyspistol fra MegaDrive-udgaven af Lethal Enforcers og smidt i pakken? Det ville faktisk være ret fedt. Original Konami-hardware er til enhver tid bedre end grimme, farverige controllers fra "time4toys".
Men så vidt jeg ved, er Lethal Enforcers-pistolerne udformet som revolvere, og den her ligner mest en efterligning af pistolen fra Virtua Cop.
Nogen der ved noget, der kan kaste lidt lys over denne sag?
Ang. spillene er de uden undtagelse eksisterende NES-spil, der har fået ændret grafikken og i de fleste tilfælde også musikken. Og næsten uden undtagelse til det værre. Selvfølgelig. Men utroligt nok er der faktisk en del kvalitetsspil iblandt, og kun to gentagelser af samme spil.
Jeg vil vende tilbage senere med en gennemgang af spillene..