Anders Pugé

1984

Mit første spil er et håndholdt LCD-skydespil, hvor man skal nedskyde ufoer med en tankvogn. Genren bliver min "sutteflaske". Undrer mig samtidig over, hvad det er for en spil-tingest min storebror er i besiddelse af. Viser sig at være en Atari-konsol, som jeg dårligt får lov til at spille på. Den observeres misundeligt på afstand.

1985

Jeg mestrer mit eneste LCD-spil og nulstiller "999999-highscoren" adskillige gange. Min bror sælger sin Atari foran næsen på mig. Bliver broderligt mindet om noget i stil med, at jeg ikke "er gammel nok til den", og, at jeg bare ender med at ødelægge den. I mangel på digital udfordring roder jeg med elektronisk legetøj såsom illusorisk bilkørsel via en plasticfront af en bil: med rat, gearskift og skærm. Er nær ved at bytte en racerbane-tranformator til en mere avanceret udgave af et håndholdt elektronisk bilspil. Min far sætter en stopper for byttehandlen, da han mener, jeg snydes til noget bras. Øv!

1987

En kvalmende flyvetur til Gran Canaria ender som en ferietur i et arcade-paradis. Vi finder et storcenter med etage på etage af arcade-afsnit og jeg overtaler mine forældre til at lade mig spendere rundt her et stykke tid (timer) hver dag. Møder en tysk turist, som jeg dårligt udveksler et ord med. Men der er ingen tvivl om, at vi deler samme interesse for arcade-spil. Med "Sesame Strasse"-grammatik formår jeg at klemme en enkelt sætning ud, da jeg løber tør for mønter: "Hast du geld?!". Særligt Nintendos Kung Fu kickstarter en interesse i scrollende kampspil sidestillet med min begejstring for skydespil.

1988

Det viser sig, at min nabo Jesper og jeg er ligesindede tilhængere af skydespil. Han introducerer mig for Slayer til Commodore 64, der bliver min første store oplevelse i genren. Vi bliver sjældent træt af at spille Slayer på skift, selvom det er enormt svært. Det spilles over en lang periode, hvor vi hver gang kæmper om hvem, der kan komme én skærmlængde længere end sidst. Jeg begynder at leje NES på en Q8-tankstation. Ice Climber og Kid Icarus er hurtigt mine favoritspil. Hermed sidder platform-genren på rygraden. På det lokale Tivoli-gøgl får Out Run en masse opmærksomhed.

1989

Da jeg aldrig får en Nintendo af familien, står demo-standeren i BR for tur stortset hver eneste dag efter skole. Bruger hele eftermiddage på de mange titler: Double Dragon, Ghosts 'n goblins, Trojan, Castlevania og Super Mario Bros. 2 er ubetingede favoritter. Spillene kører på tidsbegrænsning i ca. 30 sek, men nogle medspillere er modige nok til at hacke demo-standerens ur med en lommekniv. Spillene kører nu på ubegrænset tid og alle er glade - vist undtagen BR's personale. Pludselig kommer jeg ikke længere i BR. Får overtalt min gudmor til at lade mig vælge en fødselsdagsgave selv i BR. Det bliver min første store Game & Watch-oplevelse med dobbelt-LCD-skærm - Zelda.

1990

Kan efterhånden ikke undvære en dag uden lugten af friture og arcade-stemning, og hænger dagligt ud i flere timer sammen med en kammerat på et par lokale grillbarer. Vi er ikke i tvivl om, at Raiden tager førstepladsen fra Slayer som vores nye horisontale yndlingsskydespil. Two Crude Dudes ender som en solid scrollende kampspil-oplevelse, da jeg kan komme langt på én credit. Flere lokale spillere vil kun spille 2-player med mig, og jeg nyder respekten. Ynder sideløbende at observere et par lokale spillere, der er gode til Snow Bros. Nick & Tom. Min gudmor fra Irland sender mig et LCD-spil fra Tiger Electronics i fødselsdagsgave. Jeg får et de efterfølgende år også, og begynder så småt at mærke en samlergejst overkomme mig. Især After Burner imponerer mig. Får samtidig en LCD-projektor af familien. Køber omsider en Commodore 64 på grund af et godt tilbud og får øjne for Golden Axe. Er stor tilhænger af det originale arcade-spil.

1991

En kammerat udbryder entusiastisk, at han har prøvet et spil, der er hurtigere og sejere end Mario. I højt tempo brændes weekend efter weekend af med Sonic The Hedgehog. Little Nemo: The Dream Master sjæler helt min opmærksomhed på Nintendo, så jeg låner en kammerats konsol og spil, da han alligevel har travlt med sin nye Amiga. Kender i øvrigt på det tidspunkt tre indehavere af en sådan. Især Turrican får mig til at savle. Samtidig kender jeg en anden, der har en Atari magen til den min bror solgte i sin tid. Der følges op på alle de spil, jeg gik glip af dengang. I sandhed et år hvor jeg savner at eje flere konsoller.

1992

Min årelange savlen efter en Amiga, stopper brat ved lanceringen af Super Nintendo, hvor en kammerat og jeg skynder os at leje konsollen med Super Mario World. Vi spiller til langt ud på natten, selvom vi skal møde i kirke næste morgen til forberedelse grundet kommende konfirmation. Jeg beskyldes for at være faldet i Mario-træthedstrance under prædikenen. Super Castlevania IV er min første spiloplevelse, hvor gameplay, banedesign, grafik og musik går op i en højere enhed. Familiens hund sælges, og jeg overtaler min mor til at give mig en SNES for pengene. Jeg har svært ved at vælge mellem Final Fight og Super Ghouls 'n Ghosts. Men det bliver Final Fight, da jeg er vild med arcade-spillet. Det ligner i mine øjne også en perfekt konvertering (flere år senere bliver jeg klogere). Mit første konsolspil, som jeg med stor tilfredsstillelse - mestrer fuldt ud - og gennemfører juleaften. Nintendo Magasinet bliver min Bibel og vejen til sand frelse og gode spil. Ender dog sideløbende med at bruge mange penge på udenlandske magasiner. Det officielle engelske Nintendo-magasin købes hver måned i mange år frem, så jeg er helt opdateret om Nintendo-markedet.

1993

Forventningerne til Street Fighter II ender med et jævnligt smugkig på U.S. Golds udgave til Amiga efter skole hos en kammerat. Stormer BR ved spillets udgivelse til SNES, og spiller stortset ikke andet i måneder, indtil jeg mestrer det på højeste sværhedsgrad. Jeg bryder sammen i et glædesudbrud og lettelse over den hårde kamp. Samtidig går det op for mig, at Amiga-udgaven halter sammenlignet. Jeg prøver at overbevise min kammerat om dette men uden held (intet overgår Amiga-ejeres passion for deres system!). En anden Amiga-kammerat giver mig et kig på Team 17s Body Blows - en cool "Street Fighter"-klon jeg faktisk bryder mig om. Konfirmeres og skynder mig ud "Blå Mandag" for at købe Teenage Mutant Hero Ninja Turtles IV: Turtles In Time. Min største oplevelse i genren siden Final Fight. Tiny Toon Adventures: Buster Busts Loose bliver en af mine helt store originale og varierende platformspil-oplevelser (og er det stadig elleve år senere). Axelay åbner atter mine øjne op for shoot'em ups. Der er jo faktisk et liv efter Raiden og Slayer. Axelay bliver min nye målestok for kvalitet i genren mange år frem. Super Star Wars og The Magical Quest gør dette år til en sand festival af gode spiloplevelser på SNES. Et arcade-kabinet med Neo-Geo-kampspillet Samurai Shodown forsøder en uges hård millitærpraktik i Næstved Civilforsvars kantine.

1994

Endnu et år med store spiloplevelser på SNES - især kamp- og platformspil. En tjans som avisomdeler er kræs for min bankkonto og købet af nye, dyre spil til konsollen. Specialforhandleren Street Games (KBH) nullificerer hurtigt min konto igen. Mit begær efter Amiga er fortid, mens Neo Geo-spillene fortsat begæres på afstand, om end jeg omsider oplever nogle relativt gode konverteringer til SNES. Imponeres over bevaringen af sprite-skaleringen i Art Of Fighting, men interessen i spillet er kortvarig. Intet kan rokke ved min Street Fighter II-oplevelse. Desværre lider mine høje forventninger til Samurai Shodown-konverteringen døden, da den dynamiske sprite-skalering fra Neo-Geo-originalen er gået tabt. Med en lettere anstrengelse erkender jeg, at gameplayet er væsentligst. Har uforglemmelige platformoplevelser som Super Metroid, Donkey Kong Country, Mega Man X og Demon's Crest (som jeg stadig kan leve på elleve år senere).

Fatal Fury 2 er - trods tung spillekontrol - i mine øjne arvtageren for Street Fighter II, så jeg bruger meget tid på min nye import-udgave af dette Neo-Geo-konverterede kampspil. Køber Game Boy på grund af Wario Land. Med kort varsel deltager jeg i mit første konkurrencebaserede konsoltræf med en enkelt dags varighed. Der spilles udelukkende 2d-kampspil på SNES. Har ikke succes i Mortal Kombat II, som flere har trænet til på forhånd. Folk er vilde med "Fatality"-volden. Street Fighter II er min chance for at genvinde æren. Desværre overskygger MKII alt i flere timer, så SFII overses og kaldes "forældet". Heldigvis "vækker jeg folk" med mit medbragte kampspil Fatal Fury 2. Jeg er stortset urørlig og imødekommes med fornyet respekt. En "knapbasker" nyder én heldigt vundet kamp, der slår mig ud i flere timer efter. Ved et tilfælde går det senere op for mig, at jeg har overset muligheden for at lave "super angreb" på lav energi. Fatal Fury 2 får nu endnu mere opmærksomhed fra min og andres side.

1995

Det sidste år med SNES i stalden på både godt og skidt. Capcom skræmmer mig ved at udgive et Final Fight 3, der mangler den tyngde og slagkraft originalen besad. Er det her virkelig de samme udviklere? Mr. Nutz fra Ocean bliver den helt store overraskelse i platform-genren, og opretholder min interesse for konsollen (gennemfører først spillet efter et år). I samme genre er Earthworm Jim 2 en tidsluger. Super Mario World 2: Yoshi's Island bliver det sidste spil, jeg bruger kræfter på, men overhovedet ikke som forventet. Min interesse i spil er desværre dalende, og jeg mister modet til at købe Secret Of Mana og Chrono Trigger - som skulle være mine første RPG-bekendtskaber efter det mesterlige Legend Of Zelda, The: A Link To The Past til SNES. Sælger Game Boy, som jeg aldrig rigtig kom ind på livet af. Begynder så småt at få forventninger til PlayStation og 3d-æraen.

1996

Begyndelsen på en ny konsol-æra og slutningen på en gammel. Sælger min SNES, da jeg ikke længere har gavn af den ud fra den filosofi, at jeg har oplevet det, der skal opleves på den (en filosofi jeg ti år senere prøver at fortrænge). En PlayStation, Street Fighter Alpha og Need For Speed købes for pengene. Låner en kammerats importerede Nintendo 64 med Cruisi 'n USA og spiller det i sort/hvid. Overtaler min mor til at lade mig købe en N64 på afbetaling. Super Mario 64 stjæler herefter al min tid. Bliver svimmel af grafikken og må holde flere dages pause. Trods dårlig kritik fra spilpressen finder jeg Star Wars: Shadows Of The Empire utroligt fængende. Min første store næstegenerationsoplevelse til PSX bliver, det for genren, klassiske Resident Evil. Af manglen på bedre shoot'em ups løber jeg endelig ind i Team 17s X2. En lang og flot FMV-intro skjuler ikke, at jeg finder spillet unødvendigt svært og utilgængeligt. Genren har haft bedre dage. Contra: Legacy Of War bliver mit første spil, hvor 3d-briller medfølger. Føler mig slet ikke i en tredje himmel overhovedet. Nu forstår jeg hvorfor 2d-spil som Contra III: Alien Wars til SNES vinder på gameplay.

1997

Sælger hele min - komplette - samling af Jumbobøger (efter adskillige års indsamling med min onkel i flere københavnske antikvariater) hos det lokale antikvariat for at få råd til mit første "arcade-perfekte" kampspil King Of Fighters 95 til PSX konverteret fra Neo-Geo (en handling jeg ti år senere prøver at fortrænge). Mere forventningsfuld efter 2d-kampspil står Darkstalkers: The Night Warriors for tur. Castlevania: Symphony Of The Night formår med sit Metroid-inspirerede banedesign at levere årets største spiloplevelse (som syv år senere stadig er blandt mine Top 10-oplevelser).

1998

Min trang til 2d-kampspil kulminerer med X-Men: Children Of The Atom til PSX. Det bliver et af de sidste spil i genren, jeg får gennemspillet i lang tid. Jeg har kørt mig selv totalt død i kampspil. RayStorm vækker for en stund minder om Raiden og solide shoot'em ups, men manglen på udfordring, får mig til at lægge det på hylden efter kort tid. Legend Of Zelda, The: Ocarina Of Time fører til min største spiloplevelse på N64 siden Super Mario 64. Theo Kranz i Tyskland bliver min foretrukne import-shop af PAL-spil til N64 og PSX. Sehr gutes prizes neh! Store forventinger til Resident Evil 2 indfries (gennemfører det først et par år senere). Samtidig skuffes jeg over F-Zero X i 3d. Begynder at bide mærke i fordelen ved 60Hz og importerer spil til PSX. Metal Gear Solid rammer en nerve, jeg ellers tidligere kun har oplevet i film. Parasite Eve overbeviser mig om, at Resident Evil ikke er ene mand om at imponere i survival horror-genren. Så har det de bedste CGI-mellemsekvenser, jeg til dato har set.

1999

Brave Fencer Musashi til PSX er en stor action-RPG-oplevelse efter Zelda til N64. Star Ocean: The Second Story bliver mit første tidskrævende RPG til PSX. Silent Hill er en psykisk udfordring. Ikke tidligere har jeg oplevet en så dyb angst gennem et spil. Det tilfører en modenhed til spilmediet, jeg ikke har oplevet tidligere. Efter gennemførsel føler jeg en befriende fornemmelse ved at have overkommet spillets svære gåder uden walkthrough (sandsynligvis mit første bekendtskab med "katarsis-effekten" i et spil). En amerikansk penneven overbeviser mig om, at jeg er nødt til at opsnuse Radiant Silvergun. Får det til en fordelagtig pris via eBay, selvom jeg ikke ejer en Saturn. Hans påstand om, at det er det bedste vertikal 2d/3d-skydespil, han nogensinde har spillet, får mig til at købe min første Sega-konsol. Mit syn på genren revolutioneres - en mesterlig oplevelse, som jeg ikke har haft siden Axelay.

Enorme forventninger til Donkey Kong 64 falder på gulvet, da jeg ser en fjende morphe op i ansigtet på mig kun få meter forude. Er skuffet over, at konsollens 4MB Expansion Pack ikke udnyttes mere effektivt. Gameplayet vinder ikke her. Den transylvanske atmosfære og lydside i Castlevania 64 bevarer mit fokus på N64'eren lidt endnu. Men Segas Dreamcast er konsol-åbenbaringen, jeg har ventet på. Den tilfører min interesse i spilmediet en helt anden dimension.

2000

Min begejstring for Dreamcast medfører en lyst til at ville skrive om spil. Begynder som skribent på Dreamcast-Online.dk og kan ikke stoppe med at skrive (fire år senere misunder jeg min daværende entusiasme). Sælger Dreamcast (PAL) og importerer med stort besvær (og 14 dages told-eftersyn, en defekt strømadapter senere) en ny NTSC-US-konsol fra Schweiz hos Agestuff (alcom.ch) for at spille Resident Evil: Code Veronica med et 60Hz-billedsignal. Givetvis blandt et fåtal i DK kommer jeg online på min US Dreamcast via et 56K internet-abonnement og bruger alt for meget tid på Quake III: Arena. Spiller med keyboard og controller kombineret, men det bliver upraktisk i længden, så jeg lægger min første online-multiplayer-konsol-oplevelse på hylden (og så er der lige den regning). Får desværre aldrig købt broadband-modemet. Street Fighter III: 3rd Strike genvinder med dets gameplay min tro på dybsindige 2d-kampspil. Segas håndholdte Megadrive, Nomad importeres, og jeg får endelig fingrene i Castlevania: Bloodlines og Gunstar Heroes.

2001

Game Boy Advance importeres sammen Final Fight One. Sammen med F-Zero: Maximum Velocity genskabes næsten magien fra SNES-tiden, men jeg skuffes over lyden. Får skrabet penge sammen til en Neo Geo CDZ med en del spil. Metal Slug, Metal Slug 2 og det R-Type-inspirerede Pulstar er omsider i mine hænder. Køber det sjældne Saturn-RPG Panzer Dragoon Saga til en utrolig her-og-nu-spotpris. Q8 i min gamle by ligger inde med tre papkasser fyldt med gamle lejetitler til SNES. Køber flere meget billigt. PlayStation 2 erhverves.

2002

Min gamle solgte og værdifulde SNES-samling er en torn i min samvittighed, så sætter mig et mål: Den skal opbygges på ny! Skyblazer til SNES købes på eBay. Et overset guldkorn af en platformer jeg burde have købt ved udgivelsen flere år tilbage. GameCube og Xbox tilføjes samlingen.

2003

Mega Man X 2 til SNES bliver årets største kup i mint-kvalitet til en pris langt under spillets høje samlerværdi.

2004

Clock Tower bliver min første survival horror-oplevelse på SNES. Finder det beundringsværdigt, at det kom før Resident Evil og har mere chokerende skrækeffekter. Får endelig gennemspillet Sparkster til SNES - nok konsollens sejeste platformhelt med "Sonic'sk" udstråling. Ærgerligt at Konami i årernes løb ikke har plejet sin potentielle maskot bedre. Sparkster i en næstegenerationsudgave savnes. Finder ud af, at jeg undervurderede Super Star Wars: The Empire Strikes Back tilbage i 1993, fordi jeg fandt det unødvendigt svært. Giver det en chance og jeg lader til at være mere hærdet end førhen. Star Wars-platformspil i 3d kan ikke måle sig med hektisk 2d-action, "Mode 7"-effekter i en snowspeeder, dobbelthop og rullefald samt effektive lyssværdblokeringer.

Endelig erhverves R-Type III: The Third Lightning til SNES. Det bedste jeg har spillet i R-Type-serien. Det må generelt være et af de mest formidable, horisontale 2d-skydespil, der nogensinde er lavet.