En tur i Japan: Game Center

Tager man trappen op til første sal i Jungle Club, siger man samtidig farvel til familiehyggen, og bevæger sig ind på et lidt anderledes territorium. Overetagen huser nemlig spil i den type standardkabinetter, som vi nok kender bedst. Her findes hovedsageligt kampspil, både i 2d og 3d, men der er da også et fodboldspil, et tennisspil, et par Gundam-spil og et par vertikale skydespil at finde.

I de fleste tilfælde er der for længst gjort op med det gamle system, hvor man sad ved siden af sin modstander og delte skærm og maskine. Man sidder i stedet overfor modstanderen, og hver spiller har sin egen maskine, som så er forbundet til hinanden. Det betyder meget ofte, at man ikke er klar over, hvem man spiller mod, og det er den almindelige fremgangsmåde, at man bare putter penge i en maskine, og udfordrer tilfældige mennesker uden at tale sammen. Der ses dog stadig maskiner af den gamle type, hvor to spillere deler en skærm, men jeg har kun været ude for det ved ældre spil, som ikke bliver spillet ret meget mere.

Når man kommer op på første sal er det også slut med at stå op og spille. Alle maskiner er udstyret med en lille skammel, som en af de ansatte sætter pænt på plads under maskinen, hvis man ikke selv kan finde ud af det, når man er færdig. Det står skrevet på hver eneste maskine, at den tilhørende skammel kun er til brug for den person der spiller, men det afskrækker på ingen måde unge mænd fra at blokere nabomaskinen, når de skal se deres venner spille.

I et alsidigt center som Jungle Club er der som regel kun en enkelt ”dobbelt-maskine” til hvert spil. De spil, som er meget populære, eller som for nyligt har været det, har dog to maskiner. I andre centre, der er mere specialiserede indenfor kampspil, er det dog ikke sjældent, at der er op til fire par maskiner til de mest populære spil.

Det er ikke kun en anden slags maskiner, men også en anden slags kunder man finder på første sal. Hvor der på stueetagen både er en del små børn og unge piger, er begge dele sorteret fra på overetagen, hvor der stort set kun er unge mænd. Kommer man tidligt på dagen, kan man godt støde på et par 12-årige drenge, men lidt ud på aftenen er der kun adgang for folk over 15, og endnu senere kun for dem over 18 år. Der er ikke adgang forbudt for piger, men de holder sig som regel til musikspillene, Mario Kart og UFO Catcher’ne nedenunder.

Det mest iøjefaldende på første sal i Jungle Club er uden tvivl Virtua Fighter 5. Selvom det efterhånden har et halvt års tid på bagen, har det stadig status som ”det nye spil”. Det store, flotte kabinet skiller sig meget ud fra mængden af gamle standardkabinetter. Helt anderledes design, fladskærm, widescreen, High Definition og lækker lyd gør meget for oplevelsen. Virtua Fighter 5 kan dog godt fås uden det nye kabinet, og i de lidt mere tætpakkede Game Centre kan man godt komme ud for en ”Low Definition” variant i et gammeldags kabinet. Det nye kabinet er dog ikke udelukkende forbeholdt Virtua Fighter, men indtil videre har jeg ikke set det med andet end dette samt Virtua Tennis 3.

Virtua Fighter 5 er bestemt et af de mere populære spil, men med mindre man er i et hardcore Game Center i midten af en storby, vil der næppe være problemer med at komme til. Hvor utroligt det end lyder, så kan man godt ende med at sidde og spille mod computeren i Virtua Fighter i en hel time, før man bliver udfordret, selvom der ellers er folk i centret. De fleste andre spiller nemlig et helt andet spil, men mere om det senere… Et andet bevis på, at Virtua Fighter 5 hører til blandt de mere populære spil er, at lyden som regel er skruet ekstra højt op. Det siger ikke så lidt.

Jeg ved ikke hvilket kampspil, der introducerede kortlæser-fænomenet, men det var på Tekken 5, jeg så det første gang. Det er naturligvis også muligt at købe et Virtua Fighter 5-kort, så man kan gemme sine data. Kortet sælges i centrets ”information”, og hvis man sætter kortet i maskinen før man spiller, bliver det husket hvor mange gange man har tabt og vundet. Dataene bliver også uploadet på nettet, hvor man bliver placeret på ranglister. På Virtua Fighter 5-terminalen, som findes ved siden af selve spillemaskinen, kan man for den nette sum af fem kroner lave sit profilnavn, som så vil dukke op på skærmen, når man spiller. Desuden kan man vælge nye kostumer til sine figurer, og sikkert også en hel masse andet. Det er også muligt at fortsætte løjerne via mobiltelefon eller Internet, men jeg må indrømme, at jeg ikke har nogen erfaring med det. Spændende er det i hvert tilfælde, hvis man går op i ranglister. Maskinernes faste forbindelse til nettet har i øvrigt også den fordel, at spillet tilsyneladende kan patches automatisk. Game Centrene har altså fået Virtua Fighter 5b uden at skulle ud og investere i nyt udstyr.

Som om det ikke var omfattende nok, så er der også Virtua Fighter TV. Der er tale om en slags tv-kanal, der ser ud til at køre konstant - i hvert fald mens Game Centrene holder åbent. En skærm der viser ”VF.TV” er at finde i de fleste centre. Hovedsageligt bliver der vist ranglister, hvor enten de nationale eller de lokale topspilleres profiler bliver fremhævet, så alle kan se hvilke kostumer de har sammensat til figurerne, og hvilke utrolige statistikker de har. Mere spændende er det dog, når der dukker egentlige tv-udsendelser op på skærmen. Det kan for eksempel være El Blaze, som, ifølge teksten på skærmen, er hoppet direkte ud af spillet, der sammen med ”Virtua Girl” fortæller om, hvad der sker i konkurrenceverdenen.

En tv-skærm tilknyttet et spil, er dog ikke noget, som Virtua Fighter har indført. Siden Tekken 5: Dark Resurrection, og måske også før, har man kunnet følge topspillernes kampe på en skærm i centrene. Tekken-skærmen blegner dog en del i forhold til Virtua Fighters, da den for det meste bare viser kampe, og ikke har de flotte ranglister og programmer. Det kommer dog utvivlsomt, hvis det næste Tekken-spil bliver en succes.