En tur i Japan: Game Center

En arcadehal kaldes på japansk et ”Game Center”. Transkriberes udtalen direkte fra japansk, lyder den [Geemu Sentaa]. Game Centre kommer i alle mulige størrelser, former og farver, og kan findes næsten hvor som helst. Alt efter hvilke maskiner der findes i centret, tiltrækker det naturligvis et forskelligt publikum. Visse centre specialiserer sig i de mere familievenlige skyde- og racerspil, mens andre eksempelvis koncentrerer sig om kampspil. Når det kommer til de lidt større centre, vil man dog ofte erfare, at der er en del af det hele, når nu pladsen tillader det.

Som eksempel på et Game Center vil jeg også bruge netop et af denne slags, nemlig ”Jungle Club”, beliggende i byen Katata, ikke så langt fra Kyoto. Katata er med sine cirka 16.000 indbyggere en typisk japansk provinsby. Den huser to Game Centre, og da vi er lidt ude på landet, er de begge store og rummelige. Jeg er ikke klar over hvorfor man har valgt at kalde centret, som jeg her vil beskrive, for ”Jungle Club”. Der er ikke noget jungletema og ingen palmer, og væggene er røde.

På de to etager Jungle Club består af, kan en spilinteresseret få opfyldt stort set alle sine spilbehov, da der findes et bredt udvalg af forskellige spiltyper. Noget af det første man lægger mærke til, når man træder ind i et Game Center, er larmen. Det larmer helt forfærdeligt. Næsten alle maskinerne er skruet meget, meget højt op. Når man står lige foran en maskine, kan man som regel godt adskille dennes lyd fra nabomaskinens, men stiller man sig midt i festlighederne, er det simpelthen et kaos af lyd. Det er muligt at vænne sig til det relativt hurtigt, men det er bestemt ikke et sted for svage sjæle. Samtidig er det også rigtig fedt, og den høje lyd højner helt afgjort indlevelsen i spillene.

Det ville være synd at sige, at det nogensinde vrimler med kunder i Jungle Club, eller i noget som helst center i provinsbyerne for den sags skyld. Der er dog aldrig helt tomt, og der sidder altid nogen og spiller eksempelvis managerspil. Men jeg har stort set aldrig oplevet at der var noget spil, hvor man bare ikke kunne komme til.

Stueetagen i Jungle Club er domineret af de mere ”familievenlige” spil, heriblandt skydespil som Time Crisis 4 og House Of The Dead. Et spil Time Crisis koster gerne cirka ti kroner (200 yen) for et spil, og derefter en femmer per continue. I netop dette center var prisen for et spil dog sat ned til fem kroner, hvilket højst sandsynligt skyldes, at det ikke nyder nogen overvældende popularitet længere. Alligevel var Time Crisis 4 at finde i stort set alle de centre jeg besøgte, på nær de allermindste. De forskellige spils popularitet er tydeligvis ikke den samme i de forskellige centre, og befinder man sig i storbyen, kan man godt forberede sig på mindst at betale normalprisen for at få lov til at skyde.

En anden elsket klassiker, der er at finde næsten alle vegne, er trommespillet Taiko No Tatsujin. Det er ikke et sjældent syn, at se unge mænd, som er næsten uhyggeligt dygtige til at slå på tromme. Det er også ganske åbenlyst, at det er sjovest for selv samme unge mand, hvis der samler sig tilskuere omkring ham. Når man er færdig med at spille, kommer der et særligt kodet billede frem på skærmen, bestående af sorte og hvide prikker, som man kan fotografere med sin mobiltelefon. Hvad man helt præcist opnår med dette, skal jeg dog ikke kunne sige.

Også Mario er at finde i centrene, i form af en særlig arcadeudgave af Mario Kart udviklet i samarbejde med Namco. I Mario Kart Arcade GP kører Mario ræs sammen med et par Namco-figurer, heriblandt Pac-Man. To-spiller udgaven er den mest udbredte, men i de store centre kan man være heldig at støde på fire-spiller udgaven. Før spillet starter tager maskinen et billede af spilleren, og alt efter hvilken figur, man vælger, vil der blive placeret en passende hat på ens foto; for eksempel Marios kasket. Billedet vil så dukke op over ens figur i selve spillet, så man har styr på hvem man smider bomber og bananskræller efter. Ren multiplayer-morskab.

Hvad der må siges at være den allermest udbredte type maskine, falder nok lidt uden for vores normale opfattelse af spillemaskiner. Uanset hvor man kommer, er det meget svært at komme uden om UFO Catchers; spil, hvor man for et mindre beløb kan få lov til at styre en kran i et par sekunder. Herefter sænkes kranen, og den griber fat om hvad der end måtte befinde sig direkte nedenunder den. I sig selv er disse kranspil ikke fremmedartede, da de nok findes over det meste af verden. Det der overraskede mig var imidlertid hvor central en del af Game Centrene disse kraner er. Hidtil har jeg aldrig set et center uden en samling kraner, men jeg har derimod set utallige centre, hvor der udelukkende er UFO Catchers. Præmierne kan i bogstaveligste forstand være hvad som helst. Det kan være tøjdyr, diverse former for merchandise, nøgleringe formet som NES-kasetter, kæmpe æsker med chokolade eller ligefrem lædershorts – der er tilsyneladende ingen begrænsninger. Man bør dog være forberedt på at kranen er designet til at være ufatteligt dårlig til at gribe om ting, og at det for det meste kun er øvede spillere, der kan få fat på de mere interessante præmier.

Noget af det mest mystiske jeg er stødt på er, hvad der umiddelbart ligner en slags Gundam managerspil af en art. Hvordan de fungerer, har jeg ingen anelse om. Spillet består af en storskærm, hvortil der hører otte små pulte med hver deres skærm. Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke selv har haft modet til at prøve denne type spil, og jeg er heller ikke sikker på, om der er tale om et rigtigt Gundam-spil, eller bare noget, der ligner. Som fan af kampspil blev jeg ret så skuffet, da det gik op for mig, at netop disse managerspil er en af de allermest populære genrer. Der sidder næsten altid mænd i jakkesæt og ryger den ene cigaret efter den anden ved pultene, dog kun hvis klokken er over 18:00; ellers er der rygning forbudt i et familievenligt center som dette.

Spillemaskiner designet særligt for de allermindste er også at finde. Skærmene er placeret langt nede, og maskinerne er ofte kun udstyret med et møntindkast og et par store knapper. Der er oftest tale om simple spil med de figurer, som børnene kender fra fjernsynet. Spil med dinosauruser er forbavsende populære i denne genre. Som man nok kan forestille sig, er det sjældent, at der faktisk bliver puttet penge i disse maskiner; ofte sidder de små børn bare på de tilhørende små taburetter og hamrer på knapperne, fordi mor eller far ikke har haft lyst til at ofre de fem kroner.

Et hjørne kun med musikspil er der også plads til i et center af denne størrelse. Musikspillene er altid populære, både blandt drenge og piger. Det mest bemærkelsesværdige, som Jungle Club kan byde på i denne genre, er et scratching-spil. Herudover er der et guitarspil i form af Guitar Freaks, et trommespil med næsten et helt trommesæt samt Beatmania og Dance Dance Revolution. Næsten alle musikspillene i centrene lader til at være lavet af Konami.