Bub og Bob er tilbage. Forvandlingen til bobbledrager er brudt og drengene er igen drenge. Opgaven hedder Rainbow Islands - syv øer, der alle er plaget af onde fjender, men som også besidder skatte, som drengene er på jagt efter.

Jeg har været en stor fan af Bubble Bobble, siden jeg første gang prøvede spillet i midten af 80'erne. Jeg spiller det stadig meget i dag og mener det står så stærkt, som det gjorde den gang. Efterfølgeren, Rainbow Islands, har aldrig gjort det samme for mig. Jeg har kun rystet på hovedet, når andre mente, at det skulle være bedre end - eller blot på niveau med - det første spil. Det mener jeg stadig ikke det er, men jeg er holdt op med at ryste på hovedet. Rainbow Islands har overbevist mig.

Det første man skal være opmærksom på, er at Rainbow Islands ikke slægter sin forgænger på. Ganske vist er det stadig et klassisk platformspil med nuttet grafik og nuttet musik (en nærmest sygeligt vanedannende variation på Somewhere Over The Rainbow fra Troldmanden Fra Oz-filmen), men derudover er der ikke mange åbenlyse ligheder. Spillet er opdelt i syv verdener, der hver har fire baner. Formålet på hver bane er at bevæge sig fra starten i bunden til målet i toppen. I slutningen af hver verden er der en boss, der skal klares, for at avancere til næste verden.

Det geniale aspekt i Rainbow Islands består i spillerens våben: regnbuer. Lidt i stil med boblerne i Bubble Bobble, så er dette angreb dog langt mere end bare et våben. Regnbuerne er også det primære middel til fremdrift på banerne. Når man skal nå fra en platform i den ene side af skærmen til den anden, så bygger man en bro af regnbuer i mellem dem. Når man skal fra en platform til en højereliggende, som er for langt væk til at hoppe op på, så bygger man en stige af regnbuer. Regnbuerne kan placeres hvor man ønsker det og således kan man til en hvis grad sige, at det er spilleren selv, der bygger banerne. Et genialt koncept der vel ikke er blevet rigtigt udforsket efter Lemmings.

I det hele taget giver regnbuernes mange funktioner en masse frihed til at spille Rainbow Islands, som den enkelte ønsker det. For eksempel så kan man skyde en fjende med en regnbue, og så efterlader den en frugt. Men man kan også vælge at placere sig oven over fjenden, sætte en regnbue og så "sprænge" den, hvormed regnbuen falder ned på fjenden, der nu efterlader en diamant.

Diamanterne er et godt eksempel på dybde i spillet, og at der trods alt er en del samhørighed med Bubble Bobble under overfladen. Der er syv forskellige diamanter at samle i hver verden og de giver tilsammen et ekstra liv. Men samles de i rigtig rækkefølge, så åbner de samtidig op for et "diamantrum" - som det kendes fra forgængeren - der giver spilleren en vedvarende powerup. Det kræver et meget anderledes spil at opnå dette, fordi man meget let kommer til at opsamle en diamant af forkert farve.

Som i Bubble Bobble er der i øvrigt ingen tilfældigheder i spillet. Ved første øjekast kan det virke meget usammenhængende, hvilken powerup man finder eller hvilken farve diamant, en fjende efterlader. Men der er system i det hele og når man lærer systemerne, så kan man til en hvis grad kontrollere dem. For eksempel afhænger diamanternes farve af, hvor en død fjende lander. En landing i den venstre syvendedel af skærmen efterlader en rød diamant, det næste stykke giver en orange og så fremdeles. Tilsvarende kommer alle powerups som konsekvens af, hvad man ellers gør og samler op.

Arcadespil er nærmest per definition korte og svære. Selvom det grundlæggende også gælder for Rainbow Islands, så hører det dog langt fra til ekstremiteterne. Med en smule øvelse kan man uden større problemer få en enkelt credit til at holde omkring en halv time. Dels fordi man får mange ekstra liv, men mest fordi spillet sjældent er urimeligt. Når man dør, er det som oftest spillerens egen skyld og det kan næsten altid ledes tilbage til en dårlig beslutning, frem for manglende reaktionsevner. Der er dog undtagelser. Senere i spillet er der et par enkelte billige bosser og endnu mere billige fjender, der har så stor mobilitet, at spilleren dårligt kan følge med.

Afhængigt af spillestil tager det omkring en times tid at gennemføre de syv verdener, hvilket er forholdsvis langt for et arcadespil. I traditionen sat af Bubble Bobble fører dette dog kun til den dårlige slutning. Skal man have den gode slutning, skal samtlige diamanter opsamles fra de syv ordinære verdener, hvilket så åbner op for tre nye verdener. Først hvis også de klares - og selvfølgelig også med alting opsamlet - er spillet komplet gennemført. Der skal bruges mange timer, hvis man vil magte dette uden overforbrug af credits.

Der er én ting jeg aldrig har forstået ved Rainbow Islands og jeg forstår det stadig ikke. Spillet giver ikke mulighed for to spillere at spille sammen. Det på trods af, at det utvivlsomt var og er én af de ting, der har skabt Bubble Bobbles succes. Selvfølgelig ville det have givet nogle tekniske problemer, at spillerne kunne komme så langt væk fra hinanden, at de ikke begge kunne være på skærmen - men det er ikke et problem, som andre spil ikke har løst. Det er ikke et problem, som man ikke kunne have løst. Og det burde være løst.

Spil var simplere for tyve år siden, end de er i dag. Det er en del af charmen ved retrospil, at de er simple og lettilgængelige. Samtidig er det også den faktor der gør, at man ofte lægger dem fra sig igen, fordi de ikke har mere at byde på. Men nogle spil har både simplicitet og dybde samtidig, hvormed de stadig fungerer i dag. Hvis sådanne titler samtidig byder på unikke elementer, er gennemarbejdede og veludførte uden generende aspekter, så vil de også skille sig ud efter nutidig standard. Rainbow Islands er ét af de spil. Skal jeg vælge bliver det stadig Bubble Bobble, fordi tospiller-muligheden og den puzzleprægede opbygning giver mere variation. Men at være næstbedst i denne sammenhæng er en ære i sig selv.



Kommenter anmeldelsen...