Efter mere end 200 år siden det sidste Castlevania-spil, bryder Bloodlines med Draculas vanlige "100 års"-tilbagevenden. Udgangspunktet er denne gang kulminationen af begivenhederne i Bram Stokers roman, Dracula, hvor Quincy Morris sender greven tilbage i graven med en pæl gennem hjertet.

I Konamis herværende uofficielle forsættelse nedstammer Quincy fra Belmont-familien, hvor det er op til hans søn, John Morris, at fortsætte kampen mod det onde, sammen med barndomsvennen Eric Lecarde. Jagten går denne gang gennem Europa, da Draculas niece, Elizabeth Bartley, rejser fra hendes grav i det gamle slot i Transsylvanien til et andet slot i England, hvor hendes kære onkels ånd afventer at blive genoplivet.

Castlevania Bloodlines spiller mest som det første Castlevania til NES, om end med væsentlige forbedringer i spilmekanik og det lineære action-forløb. Man kan vælge at spille med vampyrjægeren John Morris eller lansemesteren Eric Lecarde. Den ene kan udforske et område, den anden ikke kan. John tager mindre skade og er stærkere. Ved almindelig gang kan han kun slå pisken vandret, men under hop kan den ramme i yderligere tre retninger: lige ned og skråt op til siderne. Derved kan pisken også fæstnes til øvre platforme. På den måde kan man svinge fra en nedre platform til en øvre platform eller trappe, samt svinge over forhindringer. Rammer man under svinget en fjende med fødderne, tager den skade. John er valget, hvis man vil spille Bloodlines på traditionel Castlevania-manér.

Eric er derimod hurtigere og smidigere, men mister én bid energi mere. Hans lanse medfører en praktisk fordel i form af længere rækkevidde. Ved at holde retningstasten nede og trykke på hoppeknappen, tager han et kraftigt afsæt fra jorden og hopper tre gange højere end normalt. Under hoppet er han usårlig og kan skade fjender. Ydermere har lansen en defensiv funktion, når man står stille. Så kan den drejes til siderne og ramme fjender og projektiler alle vinkler i nærheden. Samtidig får man adgang til enkelte højtliggende områder, som John ikke formår at komme i nærheden af.

I de fleste Castlevania-spil skal man indsamle hjerter fra lysestager for at benytte specialvåben. I Bloodlines er det dog blå juveler, som absorberes af Boomerang, Økse og Vievand. Både pisken og lansen kan opgraderes to gange med en tiltagende og vedvarende styrke. En særlig magibog er dog skjult i banerne og kan medføre en fjerde midlertidig styrke. I denne tilstand er pisken og lansen omgivet af flammer, hvilket gør mere skade. Hertil aktiveres også et krystallisk specialvåben, der sluger flere blå juveler end de normalt tilgængelige. Denne magiforstærkning ophæves, hvis man rammes af en fjende. Som i Lament Of Innocence har de normale

specialvåben "ekstra egenskaber", som i Bloodlines aktiveres ved at trykke samtidigt op på retningstasten og på knappen for specialvåben. For eksempel kastes én økse normalt fremad i luften, mens specialegenskaben fremmaner tre økser, der farer fremad diagonalt.

Med spilmekanikken in mente har Konami endnu en gang sørget for at skubbe Castlevania i en ny retning. Størstedelen af banerne i Bloodlines er atypiske for serien, da de ikke kun består af transsylvanske slotsomgivelser. Kampen mod zombier, fiskemænd, skeletter, kiggende øje og loppemænd finder sted sammen med minotaurere i græsk-atlantiske omgivelser over flagermuseøgler i Det Skæve Tårn i Pisa til blodskeletter, der sopper rundt i et fransk springvand.

Bloodlines savner bestemt ikke variation i banedesignet, som oser af opfindsom struktur såsom første banes bloddryppende slotsruiner, anden banes spejling af spilfiguren i det græske vand, tredje banes vaklende, skæve tårn og sidste banes iturevne og spejlvendte omgivelser. Læg oveni en atmosfære der skabes af, til omgivelserne, velvalgt og original musik af Symphony Of The Night-komponisten, Michiru Yamane. Navnligt "Reincarnated Soul", "Sinking Old Sanctuary" og "Calling from Heaven" må siges at være inspirerende tonekunst, som sætter en stemning fra første kontakt med trommehinden.

Den ellers stilrene audiovisuelle balance ændrer dog ikke på det faktum, at baggrunde og lydeffekter omvendt virker meget sterile. Lyden fra Johns pisk er især enerverende og mangler den slagkraft, pisken besad i Super Castlevania IV. Bloodlines summer ikke af liv på samme måde. Men på sin vis gøres der op for dette, og baggrundenes manglende detaljer, med en langt bedre perspektivtegning af baggrundene. Den farverige grafik og en lækker brug af lys og skygger formår at skabe en dybdevirkning, jeg kun kan bifalde.

Til gengæld frembringer Bloodlines ud fra styringen af John Morris også en mere mørk side af mit humør: enkelte øjeblikke af frustrationer, der kan føre til verbale trusler rettet mod spiloplevelsen. At styringen er gået tilbage til røddernes stive layout - kombineret med flere spilletimer med mere kontrollerbare Castlevania-spil - kan gøre det svært at tilpasse sig de tunge hop og den manglende kontrol over fremdriften i luften.

Ikke desto mindre byder Castlevania: Bloodlines på en variation og en gennemgående solid udfordring, som lægger op til flere gennemspilninger. Specielt eftersom de to valgbare spilfigurer har forskellige færdigheder og er tilpasset hver deres dele af banedesignet.



Kommenter anmeldelsen...