Chrono Trigger, der udkom til Super Nintendo i 1995, er anerkendt som et af historiens bedste spil. Det var derfor en stor mundfuld for et lille udviklerhold fra Square, da de fik til opgave at lave en efterfølger. Mens de fleste penge blev tildelt den samtidige Final Fantasy-titel, fik udviklerne af Chrono Cross frie tøjler. Slutresultatet er efter min mening en af de absolut bedste titler til PlayStation. Ligesom Chrono Trigger, er Chrono Cross et rollespil af den klassiske skuffe. Den slags Square er bedst til at lave.

Historien udspiller sig omkring hovedpersonen Serge, der en dag går en stille tur på stranden med sin hjertenskær. Pludselig får han en vision, og da han vågner op igen, er kæresten forsvundet. Serge går tilbage til sin landsby, blot for at finde ud af, at ingen genkender ham. Serge er blevet transporteret til en parallel verden.

Hvor Chrono Trigger bruger tidsrejser som basis for historien, er det her rejsen mellem to parallelle verdener, der hjælper plottet på vej. En svaghed i forhold til forgængeren, er det lidt for store persongalleri. Den lille farverige gruppe helte, er i Chrono Cross blevet til omkring 40 spilbare karakterer. Man når aldrig at kende andre end Serge ordentligt, men historien fungerer dog stadigvæk. Lokaliseringen er rigtig god, og dialogen er til tider direkte sjov at læse. For eksempel er der en, der snakker med fransk accent, og en anden der hele tiden skråler i vilden sky.

Som sin forgænger, indeholder spillet ingen tilfældige kampe. Man kan se alle fjender i spillet, og man kan sågar flygte fra alle kampe. Det gælder også bosserne, som simpelthen bliver stående og venter, indtil man kommer tilbage og gør endnu et forsøg på at overvinde dem. Efter vigtige kampe går man et enkelt erfaringsniveau op, og kan således ikke avancere i det uendelige. Det er et godt forsøg på at gøre spillet afslappet, men har den slagside, at enkelte kampe kan blive meget svære uden den rigtige strategi.

Kampsystemet er turbaseret, hvor man får et vist antal rundepoint tildelt. Ved brug af for eksempel magi, kan man få underskud af rundepoint, hvormed man skal vente længere, på at rykke i næste tur. I starten virker det hele meget omfattende, men det bliver hurtigt simpelt, set i forhold til systemerne fra lignende spil. Kampene kommer snart til at virke ensporede, og man fanger ofte sig selv i, bare at angribe og kaste med magi. Så længe man har luret fjenden, kommer man aldrig ud for den helt store udfordring.

Grafikken i Chrono Cross er ekstremt vellykket. Verdenskortet er overskueligt, uden at mangle steder at besøge, og, ligesom resten af spillet, kan det lettest beskrives som farverigt. Helhedsindtrykket af den audiovisuelle side af spillet er helt fantastisk. Mange af musikstykkerne er helt oppe at ringe, sammen med dem fra forgængeren og det bedste fra Final Fantasy-serien. Jeg fangede ofte mig selv i, at sejle rundt med båden på verdenskortet, mens jeg bare lyttede til musikken. Stemningen de to ting skaber i fællesskab, er næsten uden sidestykke.

Ligesom i forgængeren er der, efter gennemførsel, mulighed for at starte forfra med alle evner og våben i behold. Første gang igennem spillet varer det 40-50 timer, men der opfordres stærkt til, at man skal gennemføre flere gange. Der er mange hemmeligheder at lukke op for, og en masse forskellige slutninger at gøre sig fortjent til. Chrono Cross er en stor oplevelse, men oppe på samme niveau som Chrono Trigger kommer det ikke helt. Det har mange gode elementer fra forgængeren med, men føles alligevel meget anderledes. Det er ikke sikkert, at man vil elske dette spil, selvom man var vild med det forrige, men for mig har Chrono Cross været en af de tre største oplevelser på PlayStation. Det siger rigtig meget.



Kommenter anmeldelsen...