"A great legend is about to begin." Sådan slutter forteksterne til Lament Of Innocence, der påtager sig opgaven at fortælle den rigtige begyndelse til historien om Belmont-familiens evige kamp med Dracula i Castlevania. Den legendariske vampyrgreve har ingen endnu hørt om, men en anden vampyr skulle efter sigende holde til på slottet, hvortil vor helts udkårne er blevet bortført. Efter en lang og halvkedelig redegørelse af en introduktion, der slet ikke lever op til den ellers udmærkede og overraskende historie, slippes Leon Belmont løs i Castlevania med pisken i hånden.

Fejlene fra Castlevania 64 er ikke glemt, men de samme faldgruber undgåes med sikkerhed. Serien starter hermed helt forfra, i forsøget på at føre den klassiske 2d-serie op i tre dimensioner. Hovedpersonen styres let og behageligt rundt i skiftende tredjepersonsvinkler, ikke ulig det beslægtede Devil May Cry. Kontrollen er hurtig og Leon laver uden større problemer både lange angrebskombinationer, dobbelthop, pareringer og ekvilibristiske undvigemanøvrer. Så kan man godt leve med, at kameraet partout vil styre sig selv og ofte foretrækker at placere sig upraktisk foran spilleren.

Slottet fungerer fra starten af som en hubverden, hvorfra der er fri adgang til fem forskellige områder. Hvert område har sit tema og sin boss der skal nedlægges, før Leon til sidst kan konfrontere slottets hersker. Områderne er opdelt i flere etager, der alle består af en lang række rum, befolket med monstre fra det sædvanlige Castlevania-katalog og en simpel puzzle i ny og næ. Disse bliver dog sjældent mere avancerede, end at skulle aktivere nogle kontakter for at åbne en dør eller hurtigt hoppe mellem en række platforme.

I modsætning til de gamle 2d-spil er der ellers ikke meget fokus på at hoppe. Godt nok er grafikken nu i tre dimensioner, men spillet foregår for hovedparten stadig kun i to. Mens dybden er blevet tilføjet, har man ignoreret højden. Således er næsten alle omgivelser helt flade og kan derfor hurtigt overskues.

Umiddelbart kan man deraf konkludere, at fokus i Lament Of Innocence ligger på kamp. I sin spilmekanik minder det på mange måder om et traditionelt beat 'em up. Leon møder i de fleste rum en håndfuld udyr, som skal piskes ihjel, før der åbnes op for den næste dør. Grundet den responsive kontrol og de magtfulde angreb - herunder et simpelt magisystem beslægtet med Harmony Of Dissonance - udgør de traditionelle fjender sjældent den store trussel. Det er bare et spørgsmål om at komme videre og oftest kan man da også bare vælge, at løbe forbi det hele.

Man løber meget i Lament Of Innocence. Spillet er opbygget af mange rum, der ikke rigtigt tjener andet formål, end at trække spiloplevelsen ud. Der er et vist udforskningselement, som i de andre senere Castlevania-spil, hvortil man har et velfungerende oversigtskort og nogen frihed til at bevæge sig rundt. Oftest tvinges man dog alligevel til at undersøge alle områder, for at finde de rigtige kontakter. Hemmeligheder finder man ikke mange af undervejs.

Konsekvensen af alt ovenstående er, at man i praksis spiller på den måde, at man kigger på kortet, ser hvor man skal hen, løber igennem et par områder og derefter finder kortet frem igen. Hvis der undervejs er et par monstre, man ikke kan undgå, hamrer man lidt i knapperne, mens man løber rundt i cirkler for at undvige. Problemet er at dette beskriver hovedparten af spiltiden. Der er ikke den store afveksling. Enkelte steder afbrydes ensartetheden af lidt historie, en bosskamp eller en puzzle, der kræver indsats, men det er ikke ret ofte.

Og det er egentligt særdeles ærgerligt, for Lament Of Innocence gør så overraskende mange andre ting rigtigt. Produktionskvaliteten er på højde med de bedste Konami-titler i denne generation og dem er der ikke mange, der kan nå. Både teknisk og kunstnerisk er spillet særdeles imponerende både på billed- og lydsiden og der er på intet tidspunkt tvivl om, at disse aspekter tilhører et Castlevania-spil. Det er ligeså stor en fornøjelse at bemærke de mange fantastiske og stilrene visuelle detaljer i slottet, som at lytte til den velkomponerede og velpassende musik. Det passer fint sammen med den grundlæggende spilmekanik, ved bare at være særdeles veludført.

Men det ændrer ikke på, at det bliver ensformigt at løbe ned ad en endnu en ensartet korridor eller tæske endnu en bunke ensartede fjender. Det første kunne være løst, ved at skære ned på antallet af rum, mod til gengæld at gøre dem mere afvekslende. Det andet kunne være løst, ved at belønne spilleren for at slagte fjender, for eksempel i form af et rollespilselement, hvor man blev stærkere undervejs. Det er værd at bemærke, at det netop er hvordan Castlevania-serien tidligere har løst selvsamme problemer. Dermed kan det kun undre, at man har valgt at gå væk fra disse.

Afhængig af spillerens temperament tager spillet mellem godt fem timer og små ti timer at gennemføre, hvormed det placerer sig omkring samme længde som det typiske Castlevania-spil. Heldigvis er der også rimelig grund til at gentage spiloplevelsen, da der bydes på et pænt antal frivillige bosser at tæske, sjove relikvier at finde og et par andre opgaver.

Man kan i sidste ende vælge at vurdere Lament Of Innocence på to måder. Som en del af Castlevania-serien eller som et selvstændigt spil. Sidstnævnte bør være måden at gøre det på, og som sådan er der ingen tvivl: Det er et mere end godt spil. Det overbeviser på de fleste punkter og lider primært kun af, at det er for ensformigt opbygget, som det også gælder de fleste beslægtede spil. I det hele taget minder det bare for meget om andre titler, til for alvor at skille sig ud. Vurderet som Castlevania-spil er der heller ingen tvivl: Det lever ikke op til sine forgængere. Selvom det denne gang ikke er de spiltekniske problemer, der springer i øjnene, og selvom det spilmæssigt fungerer langt bedre end Castlevania 64, så fungerer det stadigvæk ikke som de bedste 2d-spil i serien.



Kommenter anmeldelsen...