<I>"What A Horrible Night To Have A Curse."</I> Jeg graver min gamle NES frem, trækker gardinerne for og overgiver mig til mørket og Castlevania.

Simon Belmont har besejret Dracula, men ikke inden den udøde greve kastede en forbandelse over helten. Vampyrdræberen står igen overfor døden. Den eneste redning for Simon er at genoplive Dracula. For at dræbe ham igen...

Før Simon kommer så langt, skal han finde resterne af vampyrens lig, som er spredt udover det ganske land. Heri adskiller Simon's Quest sig for alvor fra resten af Castlevania-serien. I stedet for bare at kæmpe sig den direkte vej frem til Draculas slot, skal spilleren rejse frem og tilbage mellem forskellige byer, landskaber, huler - og selvfølgelig slotte, hvor ligstumperne er gemt. Mens slottene generelt fungerer som det forventes, så byder byerne på købmænd, man kan handle med, og indbyggere, man kan snakke med. Det er Castlevania, men med væsentlige rollespilselementer.

Hele spillet er opbygget som én sammenhængende verden, hvori man kan rejse frit rundt. Teoretisk. I praksis får man dog problemer, hvis man ikke tager opgaverne i en bestemt rækkefølge, fordi fjenderne ellers bliver meget sejlivede. Verdenen er ikke voldsom stor, men alligevel kan det være svært at finde rundt. Havde jeg ikke haft adgang til en guide, havde jeg formentligt set mig sur på spillet flere gange undervejs.

Moderne spil har forvænt os med automatiske kort, save points og udpenslede retningslinier. I dette spil skal man ofte udføre svært gennemskuelige ting, som man kun i nogle tilfælde får ligeså svært gennemskuelige antydninger til. Er man ikke i besiddelse af en god hukommelse, er det nærmest nødvendigt at tage notater undervejs. Det hjælper heller ikke, at omgivelserne er meget kedelige og ensformige. Jeg er overbevist om, at mange steder genbruger præcis samme udseende, blot med ændring i farvenuancerne.

I det hele taget skuffer Simon's Quest med et meget kedeligt banedesign. Man kan undskylde de fleste af landskaberne og byerne med, at de blot tjener som overgange mellem slottene, der burde være de egentlige baner. Men det værste er netop slottene. De er alle ekstremt lineære og ikke mere end et par skærme store. Den største udfordring består i, at hoppe over usynlige huller i gulvet.

Generelt må man sige om spillet, at det på de actionprægede områder ikke byder på den store udfordring, hvis man blot sørger for at spille defensivt og udruste sig fornuftigt.

Fjenderne udgør sjældent nogen fare og den største dødstrussel er at falde i vandet (eller for det meste: at blive skubbet i vandet af irriterende, flyvende sataner). Selv spillets tre bosser er uhyrligt lette og på grænsen til det ynkelige. Men primært er Simon's Quest let, fordi man altid genstarter præcis, hvor man døde. Endda uanset om man ellers var "Game Over". Den største straf er, at man mister sine opsamlede hjerter.

Sekundære våben er denne gang ikke hovedformålet med de traditionelle hjerter; de bruges som møntfod. Undervejs kommer man således til at bruge en del tid på at slagte ligegyldige fjender, for at få råd til den næste og bedre pisk eller en portion laurbær, der giver midlertidig udødelighed. Her kommer et andet unikt element ind i billedet: dagscyklusen. Omkring hver femte minut skifter dagen til nat eller omvendt. I mørket er monstrene dobbelt så stærke som normalt, men de giver også dobbelt så mange hjerter. Omvendt er byerne kun åbne efter solens frembrud. Ind i mellem går der derfor lidt for meget tid, med at få tiden til at gå.

Selvom det tager en håndfuld timer at gennemføre Simon's Quest, er det således ikke et videre indholdsrigt spil. Men på trods af at det ikke har så meget at byde på, sidder man ikke tilbage med et ønske om mere, når Dracula endnu engang er lagt i kisten. Tværtimod kommer man undervejs til at kede sig et par gange, når ensformigheden sætter ind. Der er for mange triste omgivelser og for mange gentagende spilmønstre. Man savner enhver form for afveksling og overraskelser, når spillet først er lært.

Simon's Quest er formentligt det spil, der adskiller sig mest fra resten af Castlevania-serien, hvis der ses bort fra 3d-spillene. Alene af den grund er det interessant og man kan endvidere gense mange af elementerne i den rollespilsprægede opbygning i de senere titler. Personligt foretrækker jeg klart denne mere afdæmpede eventyrprægede spilstil, end den større actionprægede intensitet, som de andre tidlige Castlevania-spil besidder. Så personligt havde jeg fornøjelse af Simon's Quest, der vækkede minderne om andre titler fra dengang, mens jeg nynnede med på den udmærkede musik. Men i et lidt større perspektiv, står det ikke distancen. Spillet er på mange punkter naturligt hæmmet af sin alder, men først og fremmest plages det af kedeligt og til tider direkte dårligt banedesign. Det er nok til at forhindre mig i at kalde Simon's Quest for godt i nutidig sammenhæng.

Jeg stiller min NES tilbage på plads, trækker gardinerne fra igen og vender tilbage til lyset og væk fra Castlevania. <I>"The Morning Sun Has Vanquished The Horrible Night."</I>



Kommenter anmeldelsen...