Der var engang. Sådan starter alle gode eventyr og således også eventyret om en af spilmediets største serier. Der var engang, hvor kun de færreste udenfor Japan havde hørt om Final Fantasy eller Square. Engang, hvor computerrollespil begrænsede sig til langsomme turbaserede kampe. Engang, hvor historien - lidt sat på spidsen - ikke var længere end "dræb dragen" og hvor karakterernes personlighed ikke var mere end "warrior" og "wizard". Det var dengang at Hironobu Sakaguchi instruerede Final Fantasy IV, seriens debut på Super Nintendo. Det var slutningen på en æra og begyndelsen på en ny.

I kongeriget Baron er den sorte ridder Cecil leder af den imperiale vagtstyrke, som styrer landet med hård hånd. Imidlertid bliver det for meget af det onde, da Cecil tvinges til at udslette en hel landsby; befolkningen har magiske evner, der potentielt kunne true kongens magt. Konsekvensen kommer straks og Cecil landsforvises. Det bliver begyndelsen til et storslået eventyr om det onde og dets forsøg på at samle verdens magiske krystaller. Med kontrol over disse, kan vejen til månen åbnes, hvilket i sidste ende kan føre til verdensherredømmet.

For sin tid var historien og karaktererne i Final Fantasy IV komplekse og interessante. Det var et stort fremskridt fra for eksempel seriens første spil, som var det eneste der hidtil var udkommet i vesten. Set i dag er situationen nærmere omvendt. Historien er grundlæggende simplistisk og særdeles uopfindsom. De onde jagter de magiske krystaller, som de gode altid kommer for sent til at redde. Når det store personudvalg undervejs ofrer sig på skift, er det både klichéfyldt og håbløst patetisk.

Men alligevel virker det, fordi alle figurerne formår at opbygge en selvstændig personlighed i løbet af fortællingen. Selvom deres grafiske præsentation er minimalistisk og dialogen fyldt med fejl og platheder, så er det svært ikke at komme til at sympatisere med heltegruppen. I alt tolv forskellige figurer kan styres undervejs og de er alle tilstrækkeligt længe med, til at blive husket. Charmen opnåes ved meget simple animationer af figurerne der hopper eller snurrer rundt - imponerende at det er nok til at fungere.

Noget der også fungerer, er selve spillet. Som i senere Final Fantasy-titler kæmper man kampe og udforsker omgivelser. Alt er velkendt. Selvom historien er helt lineær, så er der allerede tidligt en form for frihed og flere frivillige opgaver undervejs. Kampene benytter sig for første gang af det aktive kampsystem, som medfører tempo og interaktivitet i kampene. Sværhedsgraden er i den lette ende - egentligt er det kun et par af de sidste kampe, der giver problemer - men det betyder også, at spillet glider hurtigt. Man keder sig sjældent.

Der er gået tretten år siden Final Fantasy IV udkom og spillet er bestemt præget af tiden. Det var - i hvert fald set med vestlige briller - begyndelsen på noget nyt og skal som sådan være plaget af mangler. Hverken historie, figurer eller grafik lever op til, hvad Square sidenhen præsterede på samme konsol. Men i helheden kan man sagtens se igennem dette, for spillet fungerer og lever på egne præmisser. Det er værd at bruge de små tyve timer på at spille igennem. Hvad end det så er for første gang eller for at genopfriske minderne af en stor oplevelse. For Final Fantasy IV er en vigtig del af spilhistorien. Det er den moderne begyndelse på det store eventyr, som i dag er Final Fantasy og Square. Og de levede lykkeligt...



Kommenter anmeldelsen...