3DO

3DO udskiller sig fra samtlige andre fastdefinerede platforme ved ikke at være lavet og udtænkt af ét firma. Hovedkonceptet blev udtænkt af syv partnere - her i blandt den japanske elektronikgigant Matsushita, EA, Time Warner og AT&T - og er groft sagt et teknologisk definitionssæt. Tanken var så, at alle firmaer kunne producere maskiner og spil, hvormed alle ville arbejde på den samme platform. Ultimativt var det kun Panasonic, Goldstar og Sanyo der endte med at producere konsoller, mens spiludvalget er en broget flok. Den ideologisk unikke platform formåede aldrig at slå igennem - blandt andet på grund af meget høje priser - og endte sammen med andre tidsvarende konsoller i et tomrum mellem de klassiske 2d-konsoller og PlayStation. Panasonic planlagde en opdatering af platformen kaldet M2, men den blev aldrig realiseret i konsolform.

Teknisk set er 3DO bygget op omkring en ARM60 RISC-processor (groft sagt tilsvarende en 68030) samt en række specialdesignede video- og lydchips kombineret med 3 MB RAM. I forhold til datidens konkurrenter var 3DO den stærkeste maskine hvad angår 3d-grafik. Af andre tekniske mærkværdigheder kan nævnes controlleren. Maskinen har kun én controllerport, men til gengæld kan controllerne serieforbindes med hinanden, hvormed op til otte kan spille samtidig. Controllerne har endda hver deres hovedtelefonudgang, så hver spiller kan høre lyden i sin foretrukne lydstyrke.

3DO udkom i en tid, hvor "multimedie" og "cd rom-teknologi" var på alles læber. Det medførte desværre en lang række filmsekvens-baserede spil, som i dag ikke er ret interessante. Derudover byder platformen på en blanding af gamle 2d-spil og tidlige 3d-spil, hvoraf mange rangerer fra det middelmådige og nedefter. Platformen har mange multiplatformtitler, hvoraf for eksempel Need For Speed regnes som den bedste version. Blandt deciderede 3DO-spil er det værd at nævne Return Fire, Gex og Star Control II.