Der er dags dato tilført en række ændringer på Play:Right, som her forklares.
1. Reklamer
Dette har været diskuteret tidligere og vi har overvejet og prøvet forskellige løsninger og alternativer. Senest har vi indført muligheden for donationer og selvom flere har bidraget hertil, så virker det som om det i sidste ende gik i glemmebogen. Det er vores udgifter jo desværre ikke.
I stedet for et form for sponsorat har vi valgt at bruge Google AdSense, fordi det giver os flere muligheder for selv at styre reklamerne, der kan opsiges når vi vil og ikke ændrer på vores uafhængighedsstatus.
AdSense virker på den måde, at Google scanner de enkelte sider og så leverer reklamer, som matcher hertil. I et forumemne om retrospil, skulle der således være reklamer for butikker med retrospil og i et forumemne om asiatiske film, skulle der være reklamer for butikker med asiatiske film. I teorien. I praksis ser det ud til at virke lidt mere tilfældigt, men vi vil prøve at gøre hvad vi kan, for at det bliver bedre.
Reklamerne er placeret i bunden af hvert forumemne (dog ikke i Information) og ingen andre steder. Reklamerne giver udelukkende penge ved, at folk klikker på dem. Reklamer for Google selv giver ikke penge. Det eksakte beløb per klik svinger meget, så det er endnu for tidligt at sige, hvor mange klik der skal til.
Det skal fastslåes at indførslen af disse reklamer i første omgang er et eksperiment. Vi vil løbende vurdere hvordan det fungerer og deraf ændre på dem. Ligeledes vil reklamerne fungere sammen med donationer. Alle der har doneret og donerer, har således mulighed for at slå reklamerne fra (Indstillinger > Skjul reklamer > Ja/Nej). Vi skal stadig ikke tjene på det her, så reklamerne vil forsvinde igen, når/hvis det hele ikke længere giver underskud.
2. Databidrag
Udover staben har en række udvalgte brugere gennem tiden bidraget til udvidelse af vores databaser. Det gælder primært upload af coverbilleder, hvoraf vi nu har godt 6.000. Efter flere ønsker har vi nu valgt at give alle muligheden for at bidrage med data. Dette gøres med knappen "Tilføj Data", der findes under infosiden for den enkelte titel i systemet. Udover at kommentere fejl og mangler på den enkelte titel, kan alle nu således også uploader cover- og skærmbilleder.
Igen kan dette betegnes som et eksperiment og såfremt det bruges positivt, vil vi overveje at give flere af disse muligheder til brugerne, og dermed i højere grad gøre flere af sektionerne på Play:Right community-styrede.
Vi har i samme omgang indført et
pointsystem, hvor de enkelte brugere tildeles point for sådanne bidrag. For nuværende gives der tre point for upload af et coverbillede og et point for upload af et skærmbillede. I øjeblikket er der ingen konkrete planer for andet brug af pointsystemet, men der kunne på sigt gives en form for præmier for disse.
Det skal bemærkes for enkelte brugere, at vi hidtil har brugt pointsystemet internt, men nu har valgt at nulstille det, så alle starter "på en frisk". De gamle point er gemt.
3. Systembeskeder
"Du har fejlbrugt QUOTE-kommandoen. Gå venligst tilbage og ret det."
Hver gang man har udført en handling på Play:Right, så har man fået en halvtom side med en bekræftende systembesked. Disse har irriteret mange gennem tiden - ikke mindst ovenstående eksempel, fordi visse browsere har en tendens til at slette indtastede formdata, når der trykkes Back i browseren. Vi har nu valgt at skille os af med disse systembesked-sider. I stedet bringes man nu altid til den næste "logiske" side og de relevante systembeskeder placeres i stedet i en blå boks i toppen af siden. Dette skulle gerne fjerne de fleste problemer forbundet med det gamle system.
4. Første indlæg og offtopic
I et forsøg på at begrænse antallet af forumemner, der udvikler sig til at være offtopic - og til dels for at hjælpe Google AdSense - er der lavet en ændring i visningen af forumindlæg. Når et forumemne spænder over flere sider, så vil der, på alle sider efter den første, være en kopi af emnets første indlæg i toppen af siden. Dette skulle hjælpe folk til at huske hvad emnet egentligt handler om, både når der læses og skrives nye indlæg.
Vi håber der er forståelse for og opbakning til de respektive ændringer. Som sagt er der for hovedparten tale om eksperimenter og således vil vi naturligvis forholde os til jeres respons herpå.