Rise of the Ronin er den seneste udgivelse fra udvikleren Team Ninja, der blandt andet står bag fanfavoritten NIoh og Warrior-serien. Hvis man har fulgt med på internet hypen, er Ronin af de mest eftertragtede og omdiskuterede spiludgivelser i år og lover sågar også en actionfyldt rollespilsfortælling, der kombinerer østlige og vestlige kampstilarter.
Fra annonceringen blev “Rise of the Ronin” sammenlignet med Sucker Punchs kritikerroste udgivelse fra 2020, “Ghost of Tsushima”. Det er også forståeligt, da begge spil har lignende elementer, såsom Samuraier, gribekrog og stealth. Dette er henholdsvist på grund en uinspireret historie.
Når spillet begynder, tager spilleren kontrol over to karakterer: skæbnebestemte “Blade Twins,” en dual krigsenhed for Veiled Edge, specielt trænet af Kurosu-klanen til at gå i mod deres shogunat-overherrer. De blev bragt sammen, da deres hjemlands landsby blev ødelagt af shogunatets spioner og revet fra hinanden igen i tutorialspillet under en mislykket attentatmission.
Efter at have designet begge tvillinger i en forholdsvist detaljeret karakterskaber, skal spilleren vælge en af dem at spille som fremadrettet, mens den anden tvilling ofre sig selv. Dette kunne sagtens være springbrættet for hævn og forståelse for tvillingernes ophav, men i stedet falder det til jorden, da spilleren på dette tidspunkt ikke har fået nogen som helst relation til dem.
Den tvilling, du vælger, kendes kun som “Protagonist,” og det navnløse væsen er den perfekte metafor for den rejse der venter forud. Undervejs vil der være vigtige interaktioner mellem sin karakter, som sker i monolog. Det er dejligt, at der kommer en smule personlighed på, en karakter man formegentlig har brugt tid og energi på at lave.
Valg er hjertet af spillet, da du skal beslutte, om du vil alliere dig med den pro-shogunat eller anti-shogunat faktioner. I konfliktens centrum, som præsenteres for spilleren, er ideen om vestlige fremmede, der kommer ind i Japan. Men dette er en and. De valg man tager har meget lidt impact på hvad historien selv synes. Det ene øjeblik kan man vælge at man vil være Anti-Shogunat, men næste mission laver man noget der er til fordel for Shogunatet. Illusionen om, at man kan ændre Japans fremtid er god, men det er slet ikke sort og hvidt nok, som sådanne valg-i-spil har brug for at være.
Men noget jeg synes der fungere godt, er det simple, dog relativt dybe kampsystem. Spillere kan vælge mellem ti forskellige primære våbentyper og en håndfuld sub-våben. Hvert våben har en række tilpasselige kampstile, der kan justeres midt i kampen for at ramme hver fjendes svaghed. Det er meget barbenet, men jeg synes at flowet kan fungerer rigtig godt! Der er dog blot en større læringskurve for, at få låse op for det fulde potentiale i spillets kontrol-layout og spilmekanik.
Nøglen til at overleve og få overhånden er “counterspark,” en parering, der giver dig mulighed for at afvige fjendenss angreb og tømme deres Ki-måler. Når deres Ki er tømt, kan de ikke længere udføre handlinger, hvilket giver dig mulighed for at udføre et ødelæggende kritisk angreb. Derudover, kan man også blande det lidt med sine kastestjerner, en revolver eller andre sub våben. Der er også en helt masse forskellige rustninger og relikvier der giver diverse bonusser… der er måske en anelse for meget af dette dog. Jeg måtte sælge mit inventar flere gange i løbet af mit spil – simpelthen på grund af den absurde mængde man får. Ens inventar har plads til 2000 ting – det er simpelthen en overdreven mængde der ikke giver mening. Der er desværre heller ikke en nem måde, at sælge sit uønskede grej hurtigt. Det kræver man isolere, markere og sikre sig, at det man vælger skal videre.
Der er ikke meget forskellighed at finde, når det kommer til spillets fjender. Det er ofte sværvæbnede soldater, der angriber på samme tid, og det ender hurtigt med at ligne et Warriors-spil. Sagen er her at, alt afhængigt af, hvilken sværhedsgrad du spiller på, kan det være nemt eller grænsende til unfair. Der er ikke nogen mellemvej, og i sidste ende handler det om, at lære spillets mekanikker – hvilket godt kan være meget kluntet. Hovedpersonen kan bringe en flok allierede med i nogle missioner. Deres attributter og evner ikke er forskellige nok til, at der kan bruges strategi, så det handler om at vælge dem man synes er mest interessante – eller rettere, mindst irriterende at høre på.
Jeg må desværre erkende, at jeg meget hurtigt endte med at springe over samtalerne i spillet. Der er rigtig mange intetsigende interaktioner mellem hovedpersonen og de andre “helte”. De interaktioner der er, er lavet på samme måde – de bevæger deres arm lidt, har armene over kors og ned langs siden. Samme animation hver gang. De filmiske mellemsekvenser var dog rigtig fede og flotte – men da alle personer udover ens egen karakter hurtigt minder om hinanden, kunne det godt falde lidt til jorden.
Rise of the Ronin burde have overvejet at bruge færre, men mere fascinerende karakterer med meget bedre skuespil i stedet for det vi nu er endt med. Historien om Sakamoto Ryōma er nemlig spændende, så det kunne sagtens have været gjort mere passioneret. I den åbne verden kan spillere finde borgere, der har brug for hjælp. At fuldføre disse møder styrker båndet med et givent område, men de bliver hurtigt det samme. Den samme variation af tre eller fire scenarier sker igen og igen. For eksempel skriger en mand på vejsiden, at der er en farlig lovløs i nærheden, kun for at vende sig mod hovedpersonen og forsøge at røve dem, når de følger efter. Første gang dette skete, var det fint. Men det bliver meget hurtigt det samme.
Men når det så er sagt, er Rise of the Ronin slet ikke et dårligt spil. Jeg har brugt timer på det, da jeg synes andre opgaver er interessante. Jeg kan godt lide at udvikle mine figurer og gøre dem stærkere. Så et RPG spil med fin karakter udvikling er det! Med de sjove sideopgaver som at finde katte der er stukket af, til at finde altere for at tjene opgraderingspoint, finde lovløse forbrydere og slagte dem – ja, det er sjovt. Historien halter, karakterene er kedelige, men friheden kan helt sikkert noget!