Hvis man har bare et lille svagt punkt for historietunge RPGs, så er det bestemt ikke et dårligt tidspunkt at være i live. Baldurs Gate 3 har sat sig gevaldigt på tronen, men rundt omkring det dukker der mindre godbider op. Vi har testet om the Thaumaturge er andet end et besværligt navn at udtale.
The Thaumaturge er et værk af den mindre udvikler Fool’s Theory. Skulle du ligesom jeg være en anelse rusten på, hvad i alverden det ord egentlig betyder, så kan jeg her dele den definition som en hurtig netsøgning kaster af sig: “a worker of wonders and performer of miracles; a magician.” Med andre ord er spillets omdrejningspunkt en magiker. En magiker der befinder sig i en splittet verden, hvor virkelige begivenheder ganske elegant blandes sammen med fantasy-elementer.
Du træder ind i rollen som Wiktor Szulski. Tydeligvis en plaget mand, der netop er en Thaumaturge. En person der vitterlig kan se folks indre dæmoner og kan læse folks mentale sindstilstand bare ved at komme i kontakt med ting disse har haft i deres besiddelse. Fra starten er alt dog ikke som det skal være. Wictor sættes af på en station i en lille by et sted i de russiske bjerge. Hans kræfter er ikke som de skal være og han har mistet kontakten til en dæmon han ellers har et bånd med. Spillets første tredive minutter hjælper med at genetablere det bånd samtidig med at du lærer spillets styring og muligheder at kende.
Din nok vigtigste egenskab er, at du ved at røre ved din magiske bog (hvilket sker ved et tryk på højre museknap – noget du kommer til at gøre konstant!) kan finde interessante ting i området lige omkring dig. Ikke nok med det, hvis du har et objektiv aktiveret – og du ved hvor dette skal udføres, så vil et knaptryk sørme også vise dig hvilken vej du skal gå. Tænk lidt konceptet som i et point’n’click adventure hvor du konstant sidder og trykker rundt på skærmen. Her finder du dog ting automatisk uden at skulle sidde og ramme lige den rette pixel.
De ting du kan interagere med har alle nogle ekstremt gode tekstbeskrivelser. Jeg kom personligt lidt til at tænke på et spil som Disco Elysium i de malende vendinger. Du går og betragter forskellige objekter og på et givent tidspunkt kan du drage en konklusion omkring et emne. Det kan være omkring en families stand ud fra de ting de har i huset eller det kan være hvad der kan få en enkelt person animeret til at hjælpe dig. Det er dybest set en meget enkel gang detektivarbejde, hvor alle tingene er nogenlunde let tilgængelige og konklusionerne giver sig selv når du har fundet hvad der er at finde. Her skal du nok tænke mere Alan Wake 2 end eksempelvis Sherlock Holmes.
Selve historien tager sit udgangspunkt i 1905 og foregår i Polen, det primært i hærget et Warszava, der er under russisk besættelse – hvilket også let kan tages som en lille reference til mere nutidige begivenheder. Det er tydeligt at holdet har været i gemmerne og sørget for at læse op på deres historie, hvilket man mærker i et utal af henvisninger samt deciderede historiske personligheder som du vil stifte bekendtskab med undervejs i din rejse. Det er en for mig meget unik baggrund er var virkelig med til at sørge for at man fik en velfortjent pause fra alle de mere klassiske fantasyspil der befolker markedet.
Et ad spillets interessante aspekter er, at Wictor kan identificere folks “fejl”. Disse er relaterede til diverse synder, såsom grådighed, had, misundelse og så videre. Disse er repræsenteret i spillet som “Salutors”, der er en form for dæmoner der manifesterer sig og binder sig til folk når deres “fejl” tager overhånd. Du skal eksponere og synliggøre dem, hvorved du får muligheden for at bekæmpe dem og endnu bedre – skulle det lykkedes dig at vinde – at binde dem til dig.
Kampene er en taktisk omgang sten, saks, papir og dæmon. Selv om du faktisk ofte kan undgå at kæmpe ved at finde de rette ting at påvirke folk med, så vil du alligevel fra tid til anden skulle i kamp. Du kan her forudse hvad modstanderne vil gøre samt hvor lang til det tager dem at gøre det, du skal så benytte dine egne evner til at imødegå deres angreb. Du har så tilmed adgang til din dæmons (du vælger selv hvilken der skal assistere dig) egenskaber, som kan kombineres med dine egne i kamp. Herved spænder der sig et væld af kombinationer og muligheder ud foran dig, hvor du skal forsøge at udnytte styrker og svagheder på skakmaner. Det er noget som fungerer ganske fint til at starte med, men det bliver alligevel en kende ensformigt efterhånden som du får styr på hvilke kombinationer der virker bedst.
Teknisk er the Thaumaturge en lidt blandet oplevelse. Grafikken er fra en isometrisk tredje persons vinkel, hvor kameraet nogle gange panorerer. Du kan dog ikke selv styre andet end en begrænset zoomfunktion. Det gav nogle gange blinde vinkler, hvor jeg kæmpede noget med at få hovedpersonen til at lystre. Generelt er verdenen fint gengivet. Fyldt med grå, brune og mørke toner der fint fremhæver såvel det historiske åg samt den dunkle historie. Det hele er også præsenteret med stemmeskuespil, som dog er en noget blandet landhandel. Wiktor selv fungerer ganske godt men der er en del af de folk du møder, som har utroværdige eller bare malplacerede accenter samt overspiller i mere eller mindre grel grad.
Det stærkeste kort the Thaumaturge har er kombinationen af en god historie med en stærk setting. Selve spilmekanikken er på den lettere simple side, hvor du ender med at løbe gennem bylandskabet konstant trykkende på højre museknap for at indsamle al den information du kan få for at du kan komme videre. Når du ikke gør det, så vil du deltage i kampe, der lidt mister deres gnist, når du først har været igennem en flok. Til gengæld er selve mysteriet og begivenhederne meget interessante og det hele er bakket op af et hav af skreven information, der her virkelig er med til at løfte både historie samt oplevelse. Det er svært ikke at blive henført til den svære tid i årene, der ledte op til første verdenskrig. Det samtidig med at den unikke historiske baggrund er ekstremt forfriskende.
The Thaumaturge er et spil for folk, der bare gerne vil begrave sig i en god fortælling. Det kan i bredden måske ikke kæmpe med de store produktioner, der rammer markedet i denne tid, men alligevel kan det sagtens retfærdiggøre sin eksistens. Nydt i små bidder, så man ikke bare drøner igennem, har det så absolut en berettigelse. Man skal lige hænge i de første par timer, og så åbner spillet sig virkeligt op. Man kan vitterlig mærke, at det er noget som er lavet med kærlighed af et mindre meget kreativt hold.