Nej, hvor er der meget snak. Op og ned ad stolper, hen langs vejen, ind ad det ene øre og ud ad det andet.
’Lost Odyssey’ er én lang selvhøjtidelig samtale, der kun sjældent afbrydes – som at være fanget til bords med et sludrechatol, der fra forret til dessert, time efter time, vrøvler løs om børn, katte og kattes børn. Dét er ’Lost Odyssey’, blot med den bidske, drengede pige i helten plaget af sin fortid og andre stupide rollespilsstereotyper i stedet for sladdertanter, og med snak om mørke kræfter, sammensværgelser og ’magisk energi’ i stedet for børn og katte. Kaim er den plagede helt, Seth hans kvindelige kærlighedsinteresse og spionen Jansen den forfjamskede klovn i det centrale trekløver. De og dermed du jages fra punkt A til B til C og tilbage til A i en fortælling, så tynget af klicheer, at man kan forudse, hvornår den næste intrige eller søvndyssende drømmesekvens vil forekomme. Der er aldrig tvivl om, hvor ’Lost Odyssey’ er på vej hen, for eneste spørgsmål er, på hvilken snørklet omvej man mister interessen. Når et spil består af 80 procent passive filmsekvenser, dialoger og ventetid på at indlæse nye scener, skal de bare være i orden. Ganske vist var de gamle ’Final Fantasy’-spil struktureret på samme vis, men besad langt flere lag. Ironisk nok er ’Lost Odyssey’ produceret af Hironobu Sakaguchi – manden bag ’Final Fantasy’ – men fremstår ikke blot i sin fortælling, men også i sit spilkoncept som en billig fotokopi.