Navnet "S. Miyahon" står som det vigtigste, da rulleteksterne kører over skærmen ved slutningen af The Legend Of Zelda. I dag ved enhver spilinteresseret at spillet blev lavet af Shigeru Miyamoto, men selvom den nu legendariske spildesigner allerede dengang havde sat sit kraftige fingeraftryk på spilmediet med skabelsen af Donkey Kong og Super Mario Bros., så havde Nintendos oversættere åbenbart aldrig hørt om ham, hvormed fejloversættelsen opstod. Det fortæller en del om, hvor meget der er sket for spilmediet siden den 21. februar 1986, hvor denne klassiske titel så dagens lys.

The Legend Of Zelda placerer fra starten Link midt i eventyrlandet Hyrule. Først er det en god idé at opsamle sværdet i den nærliggende hule, men derfra er der stort set ingen retningslinier. Spilleren kan bevæge sig frit rundt i landskabet og forsøge at finde ud af, hvad der skal gøres. Formålet er selvfølgelig i sidste ende at redde den vise prinsesse Zelda fra den magtfulde Ganon. Først skal modige Link dog samle visdommens Tri-Force, som er blevet delt i otte stykker. Hvert stykke er gemt bag et bossmonster i hver sin hule.

Hulerne er spredt udover Hyrule, der er opdelt i et kort på 8 x 8 skærmbilleder. Landet byder på allierede i form af handlende købmænd, livgivende feer og rådgivende vismænd, men først og fremmest er der fjender. De hoppende edderkopper og spyttende blæksprutter omkring Links startposition udgør ikke den store trussel, men længere væk bliver modstanden skrap. Døde fjender efterlader hjerter samt rupier, der kan investeres i medicin, bomber og pile.

Den største modstand findes i hulerne. De er sværere at finde rundt i, der er flere fjender og ofte små puzzles. Det bliver sjældent mere avanceret, end at der skal skubbes et par blokke eller sprænges huller i væggene, men det er en god afveksling. De største belønninger befinder sig ligeledes i hulerne, hvor man udover Tri-Force-stykkerne også finder ekstra hjerteholdere, der øger Links livsenergi. Alligevel opleves dødsfald jævnligt i hulerne, men straffen er ikke værre, end at man ryger tilbage til hulens start med tre hjerter. De ting man har opsamlet gemmes og de ting man har klaret, er stadig klaret. En naturlig måde at gøre den slags på i et moderne spil, men dengang noget anderledes end den normale Game Over-Restart-metode. Ligeledes var muligheden for at gemme undervejs noget helt nyt i et konsolspil.

Jeg blev introduceret til Zelda-serien med A Link To The Past, mens dette er min første gennemførte oplevelse med det første spil. Det er en mærkeligt på den måde at genopdage historien bagfra; at genhøre alle de melodier, at gense alle de detaljer og genopleve alle de spilmomenter, der første gang blev hørt, set og oplevet her. Det er bemærkelsesværdigt så meget der hænger sammen og genbruges i spillene. Når man ikke tidligere har oplevet The Legend Of Zelda, føles det således bare som et "nyt" spil i serien. Produktionskvaliteten er langt fra den samme, der er flere mangler og færre overraskelser end i de senere spil, ligesom alderen og den forældede hardware selvfølgelig sætter en masse begrænsninger. Selvom der er sket utroligt meget i spilmediet på de forgangne tyve år, så er The Legend Of Zelda stadig et godt spil. Det er stadig Zelda.



Kommenter anmeldelsen...