I 1999 blev Draculas slot fanget i en solformørkelse. Under en ny solformørkelse i år 2035 bliver vor helt, Soma Cruz, der var på vej til at møde en veninde i et tempel, transporteret ind i Draculas slot. Der finder han også veninden. Hun er døden nær, og det bliver hurtigt slået fast, at det eneste der kan hjælpe hende, er at de slipper ud af slottet og solformørkelsen. Løsningen: Find Dracula og slå ham ihjel, igen. Historien - der først afsluttes i en alternativ slutning - er mere interessant end i det normale Castlevania-spil, uden at det siger for meget.

Aria Of Sorrow følger opskriften som kendt fra Symphony Of The Night og de to andre Game Boy Advance-udgivelser i serien. Som altid har man et alternativt våben, men denne gang fungerer systemet lidt anderledes end det plejer. I stedet for at smadre lysestager for at finde våben, kan Soma optage sjælene fra sine fjender og bruge disse som våben. Man kan også få sjæle der giver en speciel egenskab, som for eksempel evnen til at få vinger, så man kan dale langsommere og længere. Sidste funktion er blot at ændre styrke, mens man har sjælen aktiveret, hvilket drastisk kan ændre Somas evner. Det kræver en indsats, at få fat i disse sjæle, for det er ikke ofte, at monstrene efterlader en sjæl når de dør. Det kan tage adskillige forsøg før man får udbytte. Herudover byder gameplayet ikke på de store overraskelser. Det er dog meget behageligt, at man ikke skal dobbeltklikke fremad for at løbe. Man bevæger sig hele tiden i et rask tempo og det tager kortere tid end i tidligere kapitler i serien, at åbne op for kortet og menuen, hvilket er med til at gøre Aria Of Sorrow til et mere behageligt bekendtskab end tidligere spil.

Der er, i kraft af at en Belmont ikke har hovedrollen i spillet, mange forskellige våben at vælge imellem. Man lægger ud med en ret snoldet kniv, der hurtigt bliver skiftet ud med et ret snoldet sværd. Det bliver selvfølgelig bedre, jo længere man kommer ind i spillet og til sidst render man rundt med et sandt arsenal af forskellige våben. De varierer meget i effektivitet og hastighed. Der er stor forskel på om man bærer på en katana eller et spyd. Spydet rammer kun fjender

foran én, mens man med katanaen svinger over hovedet. Det er en del mere effektivt, men spydet deler selvfølgelig mere skade ud, når det rammer. Der er sågar en pistol at finde, som dog er mindre effektiv. Selvom spillet foregår i fremtiden, er dette det eneste egentlige spor af det. Det er heldigvis ikke fremtids-Castlevania vi har med at gøre.

Grafisk er spillet sine forgængere overlegen. Animationerne af hovedpersonen er mere flydende, og der er kommet mere balance i farvepaletten, hvilket er med til at gøre helhedsindtrykket bedre, end ved begge af de foregående spil. I Circle Of The Moon var grafikken ofte for kedelig, mens det var stik modsat i Harmony Of Dissonance. Aria Of Sorrow finder den perfekte mellemvej. På lydsiden synes jeg spillet skuffer en smule, med musik der ofte bliver ensformig. Kvaliteten af lyden er meget bedre end i Harmony Of Dissonance, men den varierer ikke så meget, som man er vant til. Præcis hvorfor ved jeg ikke, men faktum er at musikken ofte var ved at gå mig på nerverne.

Udfordringsmæssigt er Aria Of Sorrow dog det svageste led, i Game Boy Advance-udgivelserne. Spillet er bestemt ikke langt, og det burde ikke tage en fan mere end otte-ni timer at gennemføre spillet 100%. Bosserne kan godt være udfordrende, men hvis de begynder at blive et problem, er det ikke svært at finde et sted, hvor man kan tjene nemme erfaringspoint.

Fra starten lægges der op til en oplevelse, der overgår de forrige på Game Boy Advance. Aria of Sorrow prøver at imitere Symphony Of The Nights kvaliteter og har succes med det langt hen ad vejen. Det er dog alt for kort, og musikken bliver hurtigt for kedelig. Der er ikke to slotte som i Harmony Of Dissonance og Symphony Of The Night, så når man har slagtet Dracula, er det ved at være slut. Der er dog en alternativ slutning at opnå, og man kan også gå på jagt efter alle sjælene, som der er mange af. Et boss-run og muligheden for at starte forfra med evnerne i behold er der også, men faktum er stadigvæk, at der er mere omfattende spil i serien end dette. Aria Of Sorrow er høj kvalitet fra start til slut. Det varer bare ikke så længe.



Kommenter anmeldelsen...