I PlayStations spæde år blev Koji Igarashi sat til at lave efterfølgeren til Akumajo Dracula X: Chi No Rondo, mens et andet hold arbejdede på den "næste generation" af Castlevania-spil - i 3d til Nintendo 64. Men Igarashi insisterede på at være den, der revolutionerede serien. Og Symphony Of The Night er bestemt en fornyelse. I stedet for endnu et action platformseventyr, har udviklerne taget rollespilselementer i brug, og skabt en langt større oplevelse.

Spillet starter hvor Chi No Rondo slap. Bogstaveligt talt. Det første man bliver udsat for er nemlig forgængerens allersidste bane, hvor Richter Belmont besejrer Dracula. Men fire år senere dukker vampyrens slot op igen, og Richter forsvinder under mystiske omstændigheder. Det er nu Alucard, Draculas søn, som vi sidst så i Castlevania III, træder til og skal redde dagen. Denne gang er det nemlig ikke en Belmont, der har hovedrollen, og det er sågar heller ikke pisken, der er våbnet.

Det første man vil bemærke, når Alucard gør sin ikke så lidt blærede entré i Draculas slot, er den fantastiske flydende animation, når han løber. Det er det første vidne om det helt utrolige arbejde, holdet har lagt i spillet. Man bemærker hurtigt at stilen er lagt om til at matche den barokke tidsalder, spillet foregår i. Castlevania har tidligere været præget af gyserfilm og mytologi, men i Symphony Of The Night får vi lidt af det hele. Draculas slot oser simpelthen af stemning. Det bakkes ikke mindst op af musikken, der virker betydeligt dybere end i nogen af de tidligere spil. Den består af virkelig flotte kompositioner, og variationen er slående. Et af spilhistoriens flotteste soundtracks.

Hvis man på noget tidspunkt har været irriteret over den tunge styring i Castlevania, skal man ikke bekymre sig længere. Indrømmet, Alucard er ikke den hurtigste, og hvis man bliver ramt, må man finde sig i at blive kastet tilbage - men ellers er styringen utroligt fri. Og det får man brug for, når man skal arbejde sig gennem Castlevanias korridorer, der strækker sig i alle retninger. Man skal både kæmpe sig opad, nedad og til siden, samt flyve og hoppe gennem store, åbne områder. Variationen er næsten ligeså stor som i soundtracket.

Symphony Of The Night er bagt efter Super Metroid-opskriften. Alucard har som udgangspunkt adgang til hele slottet, der er spredt udover ét kæmpe kort. Der er så visse komplikationer, der kræver at man kan dobbelthoppe, forvandle sig til tåge, flyve, og andre sjove ting, før man kan få adgang til diverse centrale steder. Der er desuden mange andre opgraderinger at gå efter, og for det meste er der ikke strenge krav om hvad man skal være udstyret med, for at kunne udforske et bestemt område. Så man føler sig aldrig rigtig bundet, og får hurtigt mulighed for at udforske det meste

af slottet. Spillet er desuden delt op i to dele, hvor den anden halvdel er repræsenteret af en omvendt udgave af slottet. Når man kommer hertil har man i forvejen evnerne til at nå alle afkroge, så den del fungerer mere som et reelt actionspil, hvor man kan rende frit rundt og nedkæmpe bosser samt finde mere legetøj til Alucard. Det er her, mange bliver skuffet over manglen på udfordring. Det er i forvejen ikke særlig svært at komme hertil, og spiller man videre, vil man stort set ikke finde nogen modstand. Spillet er simpelthen enormt nemt. Sammenlignet med de tidligere spil i serien, kommer det måske som en skuffelse, men spillet er i stor grad bygget på oplevelsen fremfor kampen. Udfordringen ligger ikke i at besejre slutbossen, men i at se det hele.

Symphony Of The Night er rollespilsinspireret. Det betyder at Alucard optjener erfaring, som han slår monstre ihjel og bliver stærkere. Det betyder også at man hele tiden finder nye rustninger, våben, skjolde og andet udstyr. Og det er ikke så lidt, man kan finde. Især våben findes i så utrolige mængder, at man skulle tro at programmørerne og designerne havde ligeså meget tid til overs, som de grafikere der har stået bag de ufattelige baggrunde og tårnhøje bosser, spillet også byder på. Der er stor forskel på om Alucard slås med kniv, tohåndssværd, stav eller knojern, og mange våben har virkelig originale effekter. Når man spiller, ærgrer man sig faktisk over, at man ikke får mulighed for at afprøve hver enkelt våben godt nok. Slottet virker også overvældende første gang, hvilket er en fed fornemmelse. Især når man konstant præsenteres for nye veje i områder, hvor man ikke troede der var mere. Kælderen er for eksempel meget større end det fremgår, især hvis man stoler på kortet.

Men det er også påkrævet at man holder godt udkig efter skjulte passager, hvis man vil finde alle områder og godter til Alucard. Alene det brede udvalg af familiars, små ånder der følger spilleren, er ikke noget man lige falder over på sin vej. Men på den anden side er de heller ikke på nogen måder nødvendige, hvis man vil gennemføre spillet. Det er en tendens man ser rigtig mange steder. Det ses i de utallige flot designede fjender, man møder, og det ses i stemningsfulde detaljer som kirkeklokkerne, der reagerer når man stiller sig på dem, og spøgelserne der kommer når man sætter sig i skriftestolen. Det er ikke nødvendigt for spillet, men det er der, og det er rigtig lækkert.

Den tykke stemning og komplette oplevelse, spillet byder på, er virkelig en sjældenhed, og spillet er blandt det allerbedste, jeg nogensinde har prøvet. Efterfølgerne på Game Boy Advance er lavet over samme opskrift, men den fantastiske atmosfære er aldrig blevet gengivet med samme perfektion. Symphony Of The Night er et spil, jeg vil anbefale til alle, uanset deres smag.



Kommenter anmeldelsen...