Ikke nok med at Akumajo Dracula X: Chi No Rondo aldrig har været udgivet udenfor Japan. Hvis man vil spille det, skal man have fat i det halvobskure 8 bit-system PC Engine, der aldrig blev den store succes i vesten. Og ganske vist er det et 8 bit-spil, vi har med at gøre, men takket være maskinens cd rom-teknologi, er det både stort og flot. Chi No Rondo blev Castlevania-spillet, vi aldrig fik. Og det er i sandhed en skam, for spørger du mig, er det kun ekstremt få platformspil, der når op på samme niveau.

Spillet blev udgivet i 1993 - altså to år efter Super Castlevania IV. Ved første øjekast virker det som om spillet er taget et skridt tilbage i udviklingen. Det er nemlig kun muligt at slå lige ud med pisken, og hoppene er næsten ligeså stive i det som i NES-spillene, hvor man i 4'eren havde væsentlig mere kontrol. Det er dog en af de ting, jeg nyder ved spillet. Det genfinder charmen fra de gamle Castlevania-spil, og kræver at man er meget præcis, for et enkelt fejltrin kan betyde den sikre død. Chi No Rondo beviser at der ikke er tale om et forældet spilsystem, men en god, solid spilkontrol, der udelukkende bidrager til den gode oplevelse.

Der er masser af nytænkning i Chi No Rondo. Men på trods af tilføjelserne er alt som det skal være. Vi styrer endnu engang en Belmont, der med sin pisk skal besejre Dracula. Det er Richter Belmont, som introduceres første gang i dette spil. Arsenalet er velkendt, med alt fra kniven til den korsformede boomerang. Fjenderne er de samme zombier, krager og flyvende øjne, som vi er vant til. Jeg vil tilmed påstå at Castlevania-serien aldrig er blevet repræsenteret mere perfekt. For der er intet at klage over. De hoppende loppemænd er ikke nemme, men til gengæld heller ikke nær så frustrerende som i forgængerne. Medusa-hovederne kommer kun, hvor de skal være. Øksekasterne, der har for vane at være en anelse nemme, kræver til gengæld nu en anelse mere finmotorik.

Musikken kan heller ikke være mere Castlevania-agtig. Den er helt i ånd med den energiske stil fra NES-spillene. De største sange fra de spil er taget op og genbrugt, og de nye holder kvaliteten. Da det hele er cd-audio, er lyden i top, så det er en fornøjelse at lytte til. Et godt bud på den med tiden mere omstridte titel som bedste Castlevania-soundtrack nogensinde.

Men Konami har ikke været tilfreds med "bare" at stykke det perfekte Castlevania-spil sammen. Nej, de har proppet spillet til randen med geniale tilføjelser, der gør spillet mere tilfredsstillende uden at ødelægge de klassiske elementer. Mest iøjnefaldende er det, at banerne nu er betydeligt mere detaljerede. Både grafisk og designmæssigt. Alle banerne er kreativt bygget op, så man virkelig får fornemmelsen af at man er de respektive steder, og ikke bare befinder sig i noget, designerne har stykket sammen. Der er ofte flere veje gennem banen, og falder man ned i et hul, dør man ikke, men kommer til gengæld til en helt anden del af banen, man ellers aldrig ville være stødt på. Der er mange skjulte passager, der eventuelt kan byde på et ekstra liv, hvis man leder grundigt nok, men først og fremmest er det med til at give en bedre helhedsfornemmelse. Og den slags

er der rigtig meget af. For eksempel er det muligt at arbejde sig helt ned til motorrummet på spøgelsesskibet i bane fem, selvom det på ingen måder er nødvendigt for at komme videre. Men det er sjovt, og får spillet til at føles langt mere komplet, end man er vant til fra den slags spil. Der er også nogle passager, der tjener et større formål. Allerede på første bane kan man, i stedet for at fortsætte direkte mod Draculas slot, vælge at tage en alternativ rute. Den består af ialt fire skjulte baner, der allesammen skal findes via skjulte passager.

For at holde styr på det hele, er det muligt fra titelskærmen at vælge hvilken bane man vil starte på, forudsat at man er kommet til den én gang før. Så kan man på den måde holde styr på, hvor langt man er fra at have set 100% af spillet. Det er også muligt at købe boss-strategier for de penge man finder i spillet. Dem får man i form af en demo, hvor en særdeles dygtig spiller blærer sig ved at gøre det af med hver af spillets bosser, uden at tage nogen skade.

Med i spillet er der også et par jomfruer i nød, der skal reddes. Udover Richters kæreste har Dracula også bortført tre andre piger. Man finder dem ved at låse en dør op med en nøgle, der er skjult på samme bane. Spillet husker hvem man har reddet, så det kan man også nemt holde styr på. Mest interessant er Maria, der kan bruges som spilbar figur, når hun er befriet.
Maria tilføjer meget til spillet. Først og fremmest gør hun det betydeligt lettere. Især næstsidste boss er virkelig svær som Richter, men en leg som Maria. Hun kan dobbelthoppe, og bevæge sig mens hun angriber, hvilket giver meget mere frihed. Hun kan generelt udføre mange flere tricks end Richter, og er på sin vis sjovere at spille som. Man skal bare ikke regne med at få den samme udfordring som med Richter. Det er også indlysende at Maria ikke skal tages helt seriøst. Når man eksempelvis dør som Richter, kan den ikke få for lidt med dyster skærm og dødningehoveder. Dør Maria, står der "Game Over" i nuttede børnehavebogstaver.

Som før nævnt, imponerer spillet virkelig med grafiske detaljer. Men spillet er gammelt. Man kan nemt spekulere på, om det så stadig holder i dag - og ja, det gør det i stor grad. Grafisk er det noget af det flottest udførte 2d-grafik, jeg har set. Der er et utal af kreativt designede fjender, og de er næsten alle blevet genbrugt fire år senere i PlayStation-efterfølgeren, Symphony Of The Night, der ligeså er kendt for sin imponerende 2D-grafik. Så der er ingen tvivl om, at det stadig holder. Det samme gør resten af spillet. Det er ikke arkade-action, der kræver at man sætter sig ind i spillet og spiller det igen og igen før man kan arbejde sig gennem det, som vi kender det fra nogle af forgængerne. Det er derimod mere let tilgængeligt, og brillerer ikke bare hvad angår spilmekanik, men præsenterer spilleren for en helt uhørt veludført dybde og finpudsning, som man senere har set i spil som Ico og naturligvis i Symphony Of The Night. Et fantastisk og flot spil, der bør tiltale alle, omend det kan blive en lettere dyr affære at anskaffe det. Det er uden tvivl et af platformgenrens absolutte højdepunkter.



Kommenter anmeldelsen...