X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Command & Conquer: Red Alert 2


For flere år siden, blev jeg i en juleferie introduceret for en nyt spil. Spillet havde rigtig god grafik og et fantastisk gameplay. Spillet hed Command & Conquer. Det var virkelig kærlighed ved første blik. Der gik et år, så udkom det næste spil i serien, nemlig Red Alert. Spillet var det første jeg spillede på Internettet, og jeg tilbragte en hel vinter i selskab med det spil. Der er i mellemtiden kommet masser af udvidelsespakker, og så selvfølgelig Tiberian Sun, men de sagde mig ikke så meget. Men det havde ikke gjort mine forventninger til Red Alert 2 mindre, så da jeg modtog spillet satte jeg mig straks til at spille det. Der er nu gået en uge, og jeg er nu klar til at fortælle om det.

”The Red Invasion”

Spillet foregår, som titlen antyder, efter Red Alert 1. Sovjetunionen og deres kommunistiske styre har kontrol med det meste af verdenen. Efter den mislykkedes invasion af Europa i Red Alert, vil de nu indtage USA! Til deres hjælp har de en stor hær, og så et helt nyt våben, et våben der kan manipulere med folks hjerner. Vha. det redskab rydder de USA’s ydre forsvar væk, og invaderer så det amerikanske kontinent. Du skal så enten indtage rollen som russisk eller amerikansk kommandør, og derefter forsøge at lede dine tropper til sejrer. Historien udvikler sig så selvfølgelig derfra, og uden at afsløre noget, så er der ikke tale om en kedelig handling. Det hele bliver fortalt af videoklip med rigtige skuespillere, og de gør faktisk et ret godt stykke arbejde. Hvis du kunne lide Lara Croft, så vil du elske Tanya, hun er virkelig højdepunktet imellem missionerne! :-)

Total kontrol

Interfacet i spillet virkelig godt. Som i de andre Command & Conquer spil har du godt styr over dine enheder. Hele styringen er rigtig god, og hvis man kører spillet i 1024*768, så har man også et godt overblik over slagmarken. Som vi kender fra de andre spil i serien, så har man naturligvis også en radar, og den bliver hurtigt et uundværligt redskab. Ellers så er det bedste ved det gamle, men det er vel heller ikke så skidt endda.

Der er flere måder at spille Red Alert 2 på. I singleplayer er der to. Du kan vælge at spille spillets missioner som enten USA eller Rusland, og her er der mange gode timers spil at hente. Som et alternativ til missionerne er der skirmish. Det er den mest simple måde at spille på, men efter manges mening også den sjoveste. Her skal du bygge en base, og selvfølgelig forsøge at ødelægge modstandernes baser samtidig med du forsvarer din egen. Der er selvfølgelig også multiplayer. Red Alert 2 kan både spilles på LAN og Internettet igennem Westwoods egen Internet service, som også Tiberian Sun og Red Alert benytter sig af. Det bliver hurtigt dyrt, for et spil Red Alert 2 kan nemt tage flere timer.

Lidt gammel grafik

Grafikken ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige om. Hvis man kører spillet i 1024*768, så er den flot detaljeret. Dine units, bygninger og landskabet er også skabt detaljeret, og det er en nydelse at følge kampene. Desværre er kameraet låst, og det er lidt irriterende, når man i Force Commander og Ground Control har prøvet selv at kunne styre kameraet. Men der er dog også en charme ved, at alt er som det altid har været i Command & Conquer universet. Det er ikke nogen grafisk revolution, men vi har absolut oplevet værre grafik end den i dette spil.

Lyden er der ikke så meget at sige til. Soundtracket er ganske godt, og lydeffekterne går da heller ikke en på hjernen. Men lyden er nu ikke det mest væsentlige i et RTS spil.

Masser af nye units

Der er masser af nye units i Red Alert 2. Vi har her lavet en liste over de mest almindelige units. Vi har ikke medtaget de forskellige transport fartøjer. Som du kan se, så er der masser af opfindsomme units, der gør Red Alert 2 til en fornøjelse at spille.

De Allierede:

GI

Denne enhed er meget lignende det normale infanteri, der blev set i 1’eren. Med deres .50 kaliber maskingeværer og deres ubendelige lyst til at dræbe, udgør disse tropper, når de er i flok, altid en kæmpe trussel for fjenden.

Rocketeer

Ligesom Jump Jet-infanteriet i Tiberian sun, er disse bazookabevæbnede styrker også i stand til at flyve ved brug af deres jet-packs.

Chrono Legionnaire

Disse tropper er i stand til at affyre skud ligeså hurtigt som det almindelige infanteri, men derudover kan de teleportere sig omkring på kortet. En dyr, men absolut farlig styrke.

Spy

Spionen er fjendens værste fjende. Han er istand til at blande sig med fjenden, uden at blive opdaget. Han kan være ganske nyttig til at stjæle viden, dokumenter samt overføre penge til din konto. Det eneste gode våben mod spionen er de sovjetiske blodhunde, der gennem spionens udklædning kan lugte deres falske identitet.

Tanya

Ikke et Command & Conquer-spil uden Tanya. Den jernhårde dame, der til tider kan være mere værd end en hel hær. Alle hendes evner fra 1’eren er bevarede, men derudover er hun også i stand til at svømme, og plante bomber blandt fjendens bygninger.

Chrono Miner

Denne enhed er bedre kendt som en Harvester. Hvad mere skal der siges.

Light Tank

Ikke nær så kraftig som Grizzly Battle Tanken, men til gengæld kører den meget stærkere, og affyrer dens skud hurtigere, hvilket gør den til en enormt farlig “killermachine”.
Grizzly Battle Tank

Tanken der bevæger sig langsomt, rammer hårdt og er fandens godt beskyttet.

Harrier

Det lette standard-fly benyttet af De Allierede.

Aircraft Carrier

Dette hangar-skib kan bære et utal af fly på dækket.

Aegis Cruiser

”Skibet med evnen til at forsvare” burde det have heddet. Nok er det et dyrt fartøj, men til gengæld skyder alt hvad der hedder missiler og fly ned med et skud.

Dolphin

Disse delfiner er absolut ikke som Flipper. De er specialtrænede i at slå sovjetiske skibe til pindebrænde. Desuden kan de udnytte deres soniske evner til at opdage fjendtlige u-både.


Sovjetiske tropper:

Attack dogs

Når de kigger på fjendlige tropper, ser de ikke andet end en omvandrende bøf. Disse hunde er dræbende, og især i grupper. Desuden er de trænede i at opdage fjendtlige spioner.

Conscript

Den almindelige sovjetiske soldat. Ikke særlig effektiv alene, men kan være det i grupper. En god lokkemad.

Paratroopers

Faldskærmstropperne der ubemærkede kan lande hvor som helst på kortet.

Tesla Troopers

Ingen nyhed i spillet.

Crazy Ivan

Om Ivan er skør i bolden, eller om han konstant drikker Jeltzin-vodka vides ikke. Faktum er at han er sprængstof ekspert, og kan placere sine dødbringende bomber overalt på banen

Yuri

Ikke så skør som Ivan, men mindst lige så dødbringende. Han har evnen til at påvirke fjendtlige infanteristyrkers hjerner, så de pludselig falder døde om. Gid jeg kunne…

Terror Drone

Ikke just en nem styrke at bekæmpe. Mest minder den om en omvandrende mekanisk edderkop. Har evnen til at invadere fjendlige mekaniske tropper, og smadre dem i løbet af få sekunder.

War Miner

Den sovjettiske høstmaskine har fået evnen til at beskytte sig mod angreb fra fjendlige tanks. Hvordan? Et rigtig stort maskingevær.

Amphibious MCV

Til lands, til vands, dog ikke i luften. Amphibious MCV er god til at finde land, der er godt at bygge på. Nem at udslette, men den kører virkelig stærkt.

Tesla Tank

Denne enhed benytter, ligesom Tesla Troopers og Telsa Coil, elektriske stråler til at bekæme fjenden med.

Rhino Heavy Tank

Stor, langsom, men fandens kraftig.

Apocalypse Assault Tank

Det absolut største svin af en tank nogensinde set i et C&C-spil. Denne kæmpetank bærer to store maskinkanoner til nærkamp, samt en stor raket-skyder til de lange afstande.

V3 Rocket Launcher

Den raketskydende djævel, med kraftige missiler. Dog er den ikke så præcis som andre raketter, men til gengæld affyrer den sine raketter virkelig hurtigt.

Kirov Airship

Virkelig sårbar, og meget modtagelig over for antiluftskyts. Skulle den dog finde vej til en base uden beskyttelse mod angreb fra luften, er der ikke meget base tilbage. Metode: Tæppebombning med over 1000 bomber ad gangen.

Typhoon Attack Sub

U-båden der næsten er umulig at opdage. Med dens torpedoer og dens maskinkanoner monterede på dækket, klarer den sig fint mod alle fjender.

Dreadnought

Et masivt sovjetisk krigsskib der affyrer missiler over store afstande.

Sea Scorpion

Sovjeternes svar på ”Aegis Cruiseren”.

Giant Squid

Dette undervands-monster er havenes skræk. Denne enhed, er uden problemer istand til at sænke fjendtlige skibe, ved at fastgøre sig på skroget.

Det var de mest brugte units, hvis du vil have den komplette liste, så må du selv købe spillet og finde dem. Desuden har hvert land i multiplayer en special unit. USA f.eks. har paratroopers.

Kan du huske atombomben i Red Alert? Hvis den blev placeret imellem to Power Plants kunne den lige netop ødelægge dem. Det er ændret i Red Alert 2. Første jeg blev advaret om, at der snart ville komme en atombombe, så tog jeg det med ro. Men efter at have set hvordan den smadrede næsten hele min base, så har jeg nu stor respekt for dette våben. Det er bedre end i Red Alert 1, men det er stadig urealistisk, at en Atombombe ikke dræber alle mænd på hele kortet. Foruden atombomben, så er der kommet en række andre super våben. De allierede har f.eks. adgang til en vejrmaskine, som kan sende dræbende tordenvejr ind over modstandernes base.

Mission Accomplished

Alt i alt er Red Alert 2 det superspil vi alle sammen regnede med det ville være. Hvis du kan se bort fra, at der ikke er så meget fornyelse i det, så er Red Alert 2 det bedste RTS spil på markedet i øjeblikket. Kort sagt: Command & Conquer er tilbage, er det er bedre end nogensinde før. Nu er det bare et spørgsmål om tid, før Westwood Studios begynder at udsende udvidelsespakker til dette spil.

Der er allerede udkommet en patch til spillet. Den fylder 371kb og kan hentes http://www.gamepage.dk/filer/ra2-101.exe>her.

Command & Conquer: Red Alert 2 (EU)
Anmelders vurdering
9/10