Forsaken

Forsaken udkom også på Pc, men her på Nintendo 64, var det geniale, at man kunne spille 4 mand, samtidig på samme maskine. Spillets historie er lidt tynd, introen og menuerne er kedelige, men til gengæld er spillet godt. Menneskene har lavet et computer-forsvars-system, og med et vender systemet sig mod menneskene og lægger jorden øde. Du er blot én af en mængde udvalgte ”ofre” der har fået missionen, at ødelægge den onde computer. Man har fået lov til at tage alt det man kan finde, så længe man fuldfører sin mission. Men af en eller anden mærkelig grund, ja så tænker de udvalgte kun på sig selv, og dræber hinanden, hvis de skulle mødes. I stedet for at arbejde sammen mod den onde. Du kan kun gemme din fremgang i spillet, hvis du er i besiddelse af en Memory-Pak. En save-plads på Memory-Pak fylder kun 1 ud af ca. 125 sider og spillet tillader dig i alt 16 save-points. Rumble-effekten virker godt, den ryster ved sammenstød og hvis du skulle blive beskadiget. Multiplayer understøtter op til 4 spillere, det kan til tider bliver lidt trængt med skærm-pladsen, men det er vildt fedt. Man har bare brug for 4 joypads, 3 venner, 4 Rumble-Paks (som lidt ekstra guf) og selvfølgelig Nintendo 64, Forsaken 64 og et stort fjernsyn. Men så er der altså også lagt ud til 800 timers sjov og med den rigtigt valgte musik bliver det den fedeste oplevelse. Desværre kan man ikke lave rigtige hold, selvom man siger at de og de er sammen, så er det alt for svært at nå at kunne reagere på det. Også selvom lyset er i top og det er altså fedest med næsten ingen lys…

Det findes ingen andre spil i samme genre til Nintendo 64 endnu, men lad os håbe på at der kommer flere. Det føles så godt at kunne smadre sine venner med 40 målsøgende missiler (Solaris) og en mega-bombe (Titan)…

Multiplayer er langt det fedeste, for en Memory-Pak er næsten krævet i 1-player, for hvem kan lige snuppe hele spillet uden at kunne save en eneste gang? Noget fedt i multiplayer er også at der ALTID er 4 spillere, ligesom i f.eks. Mario-Party, ja så spiller computeren blot med den eller de spillere der ikke bliver brugt. Der kan gå en del tid før man er så god, at man kan klare 3 computere på den sværeste sværhedsgrad, specielt hvis de allesammen er mod en selv. Der er nok forskellige våben i spillet og der er våben for enhver smag. Men ok, jeg må altså indrømme det, efter at have spillet i 800 timer uden andet end wc-pauser, ja så kan det godt gå hen og blive kedeligt at massakrere sine venner totalt. Så trænger man altså også til pause på…højst 5 minutter naturligvis. Man skal jo heller ikke komme ud af træning.

Der er ikke kun en del våben at vælge imellem i spillet, nej der er skam også et par forskellige spillere. Det skal lige oplyses, at disse spillere er vidt forskellige og det hele kan komme an på valget af sin spiller. Der er spillere der er vildt langsomme, men med enormt skjold og våben-kapacitet og så er der dem, der næsten er hurtigere end missiler, men med næsten ingen intet skjold. Der er forskellige situationer hvor begge ting kan være nyttige og det kan jo naturligvis også helt komme an på hvordan man selv spiller.

Musikken er der desværre ikke meget variation i og vis der ikke er noget i ens smag, med hensyn til halv-disco-rock, ja så er der bestemt ikke meget at komme efter i dette spil. For musikken er en af de ting man lægger mærke til i både multiplayer og i 1-player. Udvalget af baner er til gengæld udmærket og der er en del variation i de mange tunneller og gange. Grafikken er der intet i vejen med, der er intet grimt, men heller ingen vildt gode effekter, lyseffekterne er ok. Så alt i alt, ja så kommer det næsten udelukkende an på hvilken slags musik du kan lide, for spillet i sig selv er der intet i vejen med.