Die Hard: Nakatomi Plaza

Bruce Willis var genial som den hårdkogte og noget afdankede strømer, John McClain. Og det må være en drenge drøm for os alle at kunne træde frem i hans fodspor og prøve kræfter med terroristerne i Nakatomi Plaza. Dette gælder bestemt for mig. Historien følger filmen meget trofast, John og konen har kurrer på tråden, og John tager derfor med til den julefrokost hans kones chef holder i den gigantiske Nakatomi Plaza bygning. Men selvfølgelig går det galt, meget galt, bygningen bliver angrebet af terrorister og John McClain (dig) danner nu en én-mands hær imod skurkene.

Bankekød til slemme drenge

Der bliver lagt op til tæsk fra starten, stemningen fra filmen er der med det samme. Die Hard Nakatomi Plaza er som alle andre First Person Shootere, bare lidt dårligere! Det hele udspiller sig i højhuset Nakatomi Plaza, dette højhus er inddelt i en række etager, og hver etage er så en level.

Man bevæger sig rundt i de smalle gange og ind og ud af lokaler, der alle ligner hinanden, i disse lokaler gemmer der sig en masse terrorister, der har cirka den samme IQ som en våd brosten. Det er ærgerligt at være en superhelt og så skulle kæmpe imod noget der svarer til kæmpe babyer med gafler. Spillet prøver som sagt at følge filmen, og jeg er da også sikker på at udviklerne har set den en masse gange. Omgivelserne er alt for ensformige til at der er noget der driver en frem til den næste bane, man har ikke den fornemmelse af pirrende nysgerrighed, som jeg ellers holder meget af.

Yippi Kay Yay… Motherf***er

Selv om spillet er pumpet med Bruce Willis’ hårdkogte kommentarer, redder det ikke den tabte stemning, for den er næsten ikke til at redde. Jeg spiller personligt en del FPS, og har sjældent svært ved at finde underholdnings værdier i disse spil, men med Die Hard Nakatomi Plaza er jeg virkeligt kommet på en opgave, spillet er, som sagt før, alt for ensformigt. Selv om det har sine gode stunder, kan man ikke redde

det i forvejen tabte. I denne slags spil, skal der være to ting der kan holde spilleren fast foran skærmen, 1: Nogle fede våben, nogle der virkeligt kan gøre skade, det har Die Hard også, men ikke nogen våben som ikke er blevet set før i tyve andre spil af samme slags. 2: Et spændende design, og det er her Die Hard virkelig fejler, for det hele ligner det samme, og det er næsten hele vejen igennem. Der er enkelte steder hvor man kan fornemme, at der er blevet kælet for detaljerne. Men dette er langtfra nok til at lappe hullet på den synkende skude.

Nu skal der jo også være at par plusser, for helt elendigt er det heller ikke. Enkelte af de forskellige våben, har en virkeligt god lyd, og spillet forsøger at have en rollespils feeling over sig, dette er delvist lykkes, for man kan godt føle sig henført til filmen, og rollen som John McClain. Enkelte af de gengivne scener er faktisk ok. Der i blandt kan nævnes det episode hvor John lige har nedlagt en specielt sadistisk tysker, og derefter skrevet ”Now I got a machinegun ho-ho-ho” på hans blues, og derefter sender ham ned til terrorist lederen Hans Gruber.

Suk…

Som fan af både film og spil, er det en stor skuffelse at spille Die Hard Nakatomi Plaza. Den dårlige AI ødelægger meget af spillets underholdningsværdi, for det er ikke særligt sjovt at være superhelt, når man skal slås imod en vuggestue! Man får ikke den sadistiske dø-gris-dø Fornemmelse, når man sender en række kugler imod sit mål. Man kan undre sig over hvorfor der ikke er blevet kigget lidt på spil som Max Payne eller Protjekt I.G.I., de to titler kunne hvis de blev slået sammen skabe et fedt Die Hard spil. Nu er jeg nået til vejs ende, og der er så her at jeg skal slutte af med et par meget vise ord… køb Die Hard hvis du er hardcore FPS freak, som har gennemført alt andet! Ellers så gå i en stor bane uden om det, for det vil kun tiltale de få, jeg giver Die Hard Nakatomi Plaza 5, men det er et meget skrøbeligt 5 tal.