Synd og skam at sende noget der ser sådan ud på markedet.
Lyden er også lala!
Som sin forgænger, så har personerne også stemmer. Dette er et rigtigt godt påhit, men det skæmmes af et elendigt stemmeskuespil. Den eneste gode skuespiller er ham der lægger stemme til Ryodo. Men man kan vænnes til alt, hvis bare man bliver udsat nok for det, og det gør man bare ikke. Stemmerne optræder kun sjældent og resten af tiden må man ty til at læse teksterne. Dem vender jeg tilbage til.
Men alt er ikke dårligt udført. Musikken er faktisk udmærket, og den er perfekt afpasset til de steder den optræder. Grotter er dyster musik, byer en livlig musik osv.
Let’s fight!
Nu kommer vi heldigvis til spillets absolutte højdepunkt. For kampene er usædvanligt gode. Her er ikke noget med rækker. I Grandia II står man hulter til bulter, og hurra for det! For kampsystemet er pragtfuldt! En lille bar indikere hvem der angriber hvornår, og man er aldrig sikker på hvem der får sat det afgørende slag ind. Personerne kan rykkes rundt på slagmarken, og man kan skifte udstyr når som helst. Derudover optræder spillets flotteste grafik faktisk i kampene, for magierne er faktisk temmelig flotte. Og minsandten om der ikke er blevet sneget små lensflares ind i kampene. Smukt! Pragtfuldt! Gennemtænkt!
Æh, bæh, buh?
Vi nærmer os enden, bare rolig. Jeg mangler bare lige to ting; Gamplay og oversættelsen.
Og oversættelsen er ikke god. Årsagen til mange rollespils forsinkelse er netop oversættelsen, men den kan ikke være grunden her. For den er ikke ret god. Flere steder optræder der ord som ikke eksisterer, jeg checkede det i min ordbog. Så man er nogle få gange helt overladt til sig selv når Ryodo har sagt noget, for man fatter ikke en pind af det! Oversættelsesfejl og grammatiske fejl er desværre dagligdag i Grandia II.
Nu ved jeg per instinkt at du sidder og tænker. For hvis dette her spil er så dårlig, hvorfor skulle du så købe det? Jo, for spillet er faktisk godt! Selvom hovedpersonen er ramt af alle de klichéer der findes, dialogen stinker, og historien ikke er god, så er dette det bedste rollespil til PS2! Det slår Evergrace og Eternal Rings med flere længder. For selvom man fra første færd hader mange af personerne, så vil man alligevel holde med dem. Man vil spille spillet til ende, selvom det ikke er så stærkt på nogen fronter. Spillet er ikke lige så godt som sin forgænger, men det er bestemt et spil du skal prøve mens du venter på Final Fantasy 10 eller Kingdom Hearts.