Resident Evil (2002)

Så skete det endelig! Jeg modtog en dejlig lille pakke med posten. Kunne det være sandt, kunne det være min egen lille kopi af Biohazard? Guderne var på min side, det VAR Biohazard.

Jeg blev selv først intruduceret til Biohazard verdenen var da to’er blev udgivet til Playstation og har siden da været besat af spillene. Senere fik jeg fat i en kopi af etteren til Sega Saturn, som jeg selvfølgelig har gul og blå.

Denne genudgivelse til Gamecube fylder hele to cd’er. En cd hvor man følger Crhis Redfield og en anden cd hvor man følger Jill Valentine. Jeg har ikke lyst til at afsløre historien, men det kan sige er at den er meget omfattende. Selvom man har spillet udgaven til Saturn, Playstation eller PC er der meget at komme efter, da der ikke blot er tale om en grafisk forbedring af spillet, men et hus der er så godt som nyt og puzzels’ne, stederne hvor zombierne befinder sig osv. er også nye.

En virkelig fed ny ting i spillet er, at når man kan ”dræbt” en zombie bliver de liggende på jorden. I starten undre man sig over hvorfor de ikke forsvinder som i den tidligere udgave, men når man vender tilbage til et rum og zombien endelig er væk er det både godt og ondt. Med et bliver man angrebet af den selv samme zombie som man ellers tidligere havde ”dræbt”. For at dræbe zombierne ”rigtigt” skal man sætte ild til dem eller blot lave headshots hver eneste gang. Dette er en utrolig feature der giver spillet en helt anden dimension.

Som i alle andre Biohazard spil har man et helt arsenal af våben som man kan bruge til at kremere husets beboere med. Man har selvfølgelig den sædvanlige pistol, shotgun og kniv, men man kan også få sine pølser i en flammekaster og bazooka. Men det arsenal af våben man har, er det godt at Capcom har gjort noget ud af styringen. Hvis du er blandt dem der ikke syntes at styringen i den oprindelige udgave var helt god, så kan det siges at Capcom har gjort styringen meget bedre. Den er ikke lige så kantet og stiv som tidligere, men mere flydende. Den flydende kontrol er hjulpet godt på vej af analog sticken, som man bruger til at styre med.

Sværhedsgraden i spillet er steget. Det er ikke noget betydeligt, men zombierne skal have flere skud, der er mindre healing og ammunitionen er der også mindre af, så man befinder sig nogen gange i en situation hvor man simpelthen bliver nød til at løbe fra zombierne frem for at skyde dem, men man er ikke helt i sikkerhed, da zombierne også kan finde på at løbe efter en..

Takket være Capcom er rygtet om at Gamecube kun er en børnekonsol også blevet slagtet. Biohazard genudgivelsen er blevet noget mere blodigt. Blodet flyver rundt over det hele når man starter en shotgun massakre, så det er ikke for børn og sarte sjæle.

Biohazard er intet mindre end et grafisk mesterværk. Det er så utrolig flot og ikke mindst detaljeret at man kun kan blive revet med at den uhyggelige flotte stemning. Huset er utrolig flot og den helt specielle lyseffekt Capcom har været i stand til at lave er intet mindre end fantastisk. Det er dog ikke kun huset der er flot lavet, men også både de to hovedpersoner og husets beboere. Zombierne er blevet mere ”liv-agtige” og monstre som i de tidligere udgaver fyldte det halve af gangen, fylder nu hele gangen, hvilke gør at der er ingen vej udenom end at dræbe bæstet. Noget andet som også giver spillet et pift er, at ingen zombie er ens. Den ene er mere ”hel” end den anden.

For at gøre en lang historie kort, så kan man sige at Biohazard er flot som Luigi Mansion og Wave Race: Blue Storm og lige så detaljeret som Star Wars Rogue Leader. Mere kan der nok ikke sige om grafikken, der er simpelthen intet negativt at sige..!

Lydsiden i er også i top. Capcom har virkelig også gjort sig nogen anstrengelser med at lave lyden bedre. Løber man, skyder man, splatter zombiernes krop ud på gulvet eller samler man en ting op, det er lige meget, for det lyder meget bedre end i de tidligere udgaver. Musik er der ikke meget af, det er mest når der sker noget spændende, såsom når man bliver angrebet af zombier eller der sker noget andet og den er selvfølgelig rigtig stemningsfyldt.

Det er den japanske version jeg har været så heldig at spille. Normalt skal der ikke mere end NTSC-JAP teksten til at skræmme folk væk, men tag det helt roligt. På trods af det er den japanske version, er der slet ingen sproglige hindringer. Start menuen er på engelsk og hele historien bliver også fortalt på engelsk, dog med japanske undertekster. De eneste steder hvor der opstår japansk tekst uden følge af engelsk tale er når man skal vælge våben, bruge healing osv.

Capcom har virkelig fundet ud af hvordan man udnytter Nintendo’s lille guldklump uden ”slow-downs”. Spillet er både flot og virkelig underholdende! Der er mange timers underholdning i spillet, men hvis man er en hardcore gamer, er det dog muligt at gennemføre det på en ca. 3 timer (Men os andre der bruger vores tid lidt mere konstruktivt, bruger nok en 5 – 10 timer). Dette spil er det klart bedste til Gamecube lige nu! Hvis man har mulighed for at spille både JAP og US spil er der ingen grund til at vente på den amerikanske udgivelse af spillet, da spillet ikke indeholder noget som helst japansk tekst der kunne virke hæmmende på hverken historien eller hvordan man klare sig generelt. Det skal dog tilføjes, at efter man har gennemført spillet, er det ikke et spil man kommer tilbage til lige med det samme, da man ikke oplever den samme utrolige stemning som da spillets mødom blev taget.