X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Theme Park Inc.


Theme Park startede dillen. Derefter fulgte så RollerCoaster Tycoon og senest Theme Park World. Nu er endnu et spil i denne genre klar, nemlig Theme Park Inc. Genren er selvfølgelig ”Byg et tivoli og få det til at tjene penge”. Konceptet har jo som sagt været brugt før, men det har været med stor succes.

”You’re the new manager”

Spillet starter med, at du bliver budt velkommen af din nye bestyrelsesformand, som fortæller dig lidt om hans vision med parken. Efter at have hørt på ham i nogle minutter, så er du klar til at gå i gang. Du får et begrænset område at bygge på i starten. Men når du har fået gjort det til en profitabel forretning, så får du et større område at lege på. Yderligere er der masser af små missioner du skal opfylde. Det kan f.eks. være at få fjernet en sø.

Selvfølgelig i fuld 3D

Spillet foregår i fuld 3D. Dvs. du kan zoome ind, dreje kameraet mm. Desuden er grafikken ret flot, særlig hvis du sætter opløsningen til 1024*768. Grafikken minder i det hele taget meget om Theme Park World, som satte nye standarder for tivoli spillene. Du kan zoome virkelig meget ind på de enkelte forlystelser, og du kan få et godt indtryk af hvordan de besøgende oplever parken. Desværre er det ikke muligt at følge en af de besøgende i en 1. personsynsvinkel.
Lyden kommer man heller ikke uden om. Lydeffekterne er de sædvanlige ”Juhuu”, ”whiii” osv. Derudover er der en stemme der fortæller dig om dine mål. Den kan godt blive lidt irriterende i længden. Irriterende kan man også godt bruge om musikken. Den kan godt blive lidt for meget ”tivoli” hvis man spiller i længere perioder af gangen.

Godt overblik

Interfacet i spillet er rigtig godt. I løbet af de første par missioner, der bliver du via en stemme guidet til hvad du skal gøre, og også hvordan du skal gøre det. Derefter har du faktisk fuldt styr over spillet, og det begynder straks at blive rigtig sjovt. Selvom der er mange ting du skal holde styr over, så går det som en leg, og du sidder snart med et stort smil på læben alt i mens du ser din forlystelsespark vokse sig stor og stærk.

Alle kan være med

Man frygter altid, at et spil ikke rigtig rammer nogle målgrupper. Men det er ikke tilfældet med Theme Park Inc. Alle fra ca. 12 år kan spille spillet, også folk der er meget over 12 år vil med garanti kunne få masser af sjove timer i selskab med dette spil. Hvis man skulle komme med et kritikpunkt, så må det være, at hvis du har Theme Park World, så er det begrænset hvor meget nyt der er kommet til. Ellers er Theme Park Inc. et både flot og sjovt spil, der med garanti vil tiltale børn i alle aldre. Bullfrog har atter engang skabt er storspil.

Theme Park Inc. (EU)
Anmelders vurdering
8/10