X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Wipeout Fusion


Wipeout Fusion er her! Det første Wipeout spil til PS2 har noget at leve op til, selvom der gennem tiderne har været et par skuffende udgivelser af spillet til PSone. For uanset hvordan man vender og drejer det, så var det altså Wipeout, der i sin tid for alvor satte skub i salget af PSone's - og alene derfor er forventninger til Wipeout Fusion også tårnhøje.

Gameplay

Vi befinder os et sted i det 22. århundrede og bil-ræs hører fortiden til. Nu er publikums-magneten istedet såkaldte Pod-races. En Pod Racer, som sikkert er mest kendt fra Star Wars universet, er en blanding mellem et fly og en bil. En bil fordi den kun svæver og ikke rigtigt flyver, og et fly fordi top-hastighederne ligger på over 1000 km/t.

Til at starte med, har du følgende spil-muligheder : Arcade, Challenge, AQ League og Multiplayer.
Arcade giver næsten sig selv - du kører et enkeltstående ræs mod computeren og det gælder så om at blive blandt de 3 første og få en medajle. Gør du det, bliver du belønnet med f.eks. et nyt våben.
Challenge er, som navnet siger, en udfordring. En udfordring kan f.eks. være at slutte blandt de 3 første i et ræs, eller at du skal smadre 5 andre pod-racers - også hér bliver du belønnet med enten guld, sølv eller bronze medalje, hvis du er god nok.
AQ League - det er her, du får mest gameplay for pengene. Du starter i en slags begynder liga, hvor der skal køres 3 ræs på 3 forskellige baner. En 1.plads på 1 bane giver 12 point, en 2.plads 10 osv. Derudover får du også 2 point for hver pod-racer, du har smadret igennem løbet - dvs., at selvom du ikke kommer først i mål, kan du altså godt vinde. Når du så har kørt de 3. baner, og selvfølgelig vundet sammenlagt, så låser du en ny liga op. Denne del er klart den sjoveste og muligheden for at spille multiplayer i en liga, er heldigvis også tilstede.

Gameplayet er nemt og ligetil. X-tasten er din speeder, L1 bruges til at kigge bagud (eller affyre våben bagud), R1 bruges til at affyre våben, og L2 og R2 er begge bremser.
Våbene ligger overalt på banerne, gemt under en nogle pile, der har hele tiden skifter farve. Hvert våben har en bestemt farve, så i takt med at pilene skifter farve, skiftes våbene der ligger under pilene også ud. Du ved derfor aldrig, hvor et bestemt våben ligger på en bestemt bane.
I forhold til de tidligere Wipeout spil, er der ikke den store forandring i gameplayet bortset fra småting såsom andre våben osv.
Det er også muligt at opgradere din Pod-racer efter hvert løb, hvis du altså har tjent nogle credits.
Grafik

Grafikken har naturligvis fået et løft opad, i forhold til de tidligere Wipeout spil til PSone. Grafikken er ganske pæn, især taget i betragtning af, hvor hurtigt du kører/flyver. Der er til tider lidt slow-down, men det må vi leve med, når vi til gengæld får den hurtigste omgang ræs, jeg nogensinde har oplevet.
Alle baner er virkeligt opfindsomt designet, med loops og alt, hvad der hører sig til futurisk ræs. Bane-designet er virkelig med til at give spillet et løft - og ja, de er endnu bedre designet end de tidligere Wipeout spil.
Af og til kan grafikken virke lidt firkantet, men havde de lavet den mere detaljeret, havde de måtte give afkald på den hurtige hastighed, og jeg er rigtig godt tilfreds med producenternes prioritering.
En sidste ting jeg lige vil nævne er de støv-skyer, de andre Pod-racers producerer - de er ret godt lavet, og det er virkelig en bagdel at ligge lige bag ved en anden, da støvskyerne tilslører dit udsyn så meget at du ofte ikke kan se ret meget af, hvad der foregår omkring dig. Og det virker rigtig godt!

Lyd

En ting er ihvertfald 100% sikker - lyden er en succes i Wipeout Fusion. Der er, ligesom i de tidligere spil, investeret penge i at få nogle af verdens mest anerkendte techno-musikere til at lægge musik til, og det kommer der et soundtrack ud af, som uden tvivl ville kunne gøre sig på selv de mest hardcore techno-discoteker. Det er ikke lige min kop te, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg godt se, at musikken er med til at gøre oplevelsen af at spille Wipeout Fusion total.
Udover musikken, er også lydeffekterne ganske gode.
Der er hele tiden en kvinde-stemme, der advarer dig imod missiler og lignende, som har kurs mod netop dig. Men det er nu alligvel musikken, der gør, at lyden scorer en rigtig flot karakter.

Konklusion

Personligt er jeg ikke den store tilhænger af racing-games, da jeg ofte finder dem ensformige efter ganske kort tids spilleri. Men Wipeout Fusion er bestemt en undtagelse. Der er mange timers gameplay, og det bliver ved med at være udfordrende. Udfordringen krydret med, at du hele tiden låser nye feautres op, er med til at gøre dette spil til et must-have for alle PS2-ejere - også dem, der som jeg, ikke er den store tilhænger af racing-games. Så hvad venter du på? Køb det......NU!

Wipeout Fusion (EU)
Anmelders vurdering
92%

Wipeout Fusion   © Sony 2002   (PS2)    1/5 Wipeout Fusion   © Sony 2002   (PS2)    2/5 Wipeout Fusion   © Sony 2002   (PS2)    3/5