Fodboldspil er nu nogle sjove størrelser. Jeg hører selv til den gruppe, der ikke går så forfærdeligt meget op i fodbold - faktisk overhovedet ikke. Jeg sidder ikke klistret til skærmen, hver gang Danmark spiller mod et eller andet underligt land. Jeg sidder heller ikke på nåle, fordi jeg ikke har adgang til Tekst-TV i mit sommerhus, så jeg ikke kan se, om FCK har scoret mod Fremad Østtyskland. Selvom jeg har dette forhold til fodbold, så jeg stadig 101% gamer, og det, at jeg ikke bryder mig om fodbold i TV eller på en våd bænk på et stadion, det betyder ikke, at jeg ikke kan holde af et fodboldspil. Og sandheden er, at jeg simpelthen elsker fodboldspil! Der er intet bedre end at sidde sammen med en masse venner, og spille fodboldkampe til langt ud på morgenen.
ISS, FIFA, TIF...
I mit stille sind har jeg altid favoriseret FIFA-serien fra Electronic Arts - mest fordi den i lang tid var det eneste på markedet, og fordi den var lidt mere helstøbt . Men nu, hvor både ISS og TiF har taget kampen op, så bliver det en hård kamp om, hvilket af de tre spil, der kommer til at score det endegyldige mål. Første kapitel af den store kamp om fodbold-gamernes gunst er nu gået i gang, og må jeg præsentere et spil, der bliver svært at hamle op med: This is Football 2002.
Gameplay
TiF2002 er uden tvivl et af de bedste fodboldspil, jeg nogensinde har lagt mine hænder på. Det er tydeligt at se, hvordan alt er blevet pudset til noget nær det perfekte - og det vel heller ikke så underligt, når det er Sony selv, der udgiver spillet? Anyway, TiF2002 byder på alt, hvad et rigtigt fodboldspil skal kunne byde på: Alle de rigtige spillernavne, de rigtige stadions og alle de rigtige klubber og hold. Kort sagt, så er TiF2002 så autentisk som det kan blive.
Spillets hovedmenu giver mulighed for at spille de følgende kampe: I Quick Game starter spillet automatisk op med de to sidst valgte hold. En nem måde at starte på, hvis man bare vil komme i gang så hurtigt som muligt. I Exhibition kan man vælge mellem alle spillets mange forskellige hold, der alle er så opdaterede som de kan blive - lækkert! Det er muligt at lave en kamp mellem det franske landshold og Brøndby, og selvfølgelig også landshold mod landshold. Competitions indeholder mulighed for at spille alle de store turneringer både på nationalt og internationalt plan - f.eks. Euro Cup og World Cup. Udover alt dette, så kan man også lave sine helt egne hold, både mht. til opstilling, uniformer og spillere. Meget underholdene!
Når man starter en kamp, så er det næsten som at se det i TV. Kommentatoren præsenterer holdene, og man ser, hvordan spillerne lunter ud på banen og giver hånd, varmer op eller hilser på tilskuerne. Når kampen er fløjtet i gang, tager det lige et par minutter at komme ind i spillets styring, der afviger en smule fra FIFA's - men derefter går det også bare derudad med flotte afleveringer og spektakulære
|
|
tacklinger. Spillets standardkameravinkel er ikke noget at råbe hurra for, da den har en tendens til at få en til udelukkende at angribe op ad banen i den side, hvor man bedst kan se. Efter at have pillet lidt ved spillets (temmelig få) vinkler, så fik jeg det redt ud, og straks blev det hele, om muligt, endnu bedre. Grafik Grafisk kan man ikke sætte en finger på noget som helst i TiF2002. Spillerne bevæger sig i fine motion-trackede bevægelser, der sammen med den flydende framerate gør, at det hele ser fantastisk livagtigt ud. Det er dog stadig ikke helt lykkedes at undgå de underlige spjæt, spillerne laver, når der pludselig skal skiftes fra en slags animation til en anden. Spørgsmålet er så, om det overhovedet er muligt at slippe af med? Udover de særdeles vellykkede spillere, så er de store stadions også vældigt godt lavet. Det samme gælder i øvrigt de flotte vejreffekter. Noget af det flotteste ved spillet er dog de nye tilskuere, der nu udgøres af animerede sprites og ikke - som vi er vant til - af en stor, flad, flerfarvet sprite, der skal forestille en tribune. Nu kan man se individuelle personer, der hopper op og ned med deres respektive flag og bl.a. tænder store blus. Det ville dog være prikken over i'et, hvis tilskuerne kunne lave bølger under spillet. Lyd Det er en tradition, at man som anmelder af et fodboldspil skal klage en smule over spillets lamme kommentatorer, hvilket jeg så vil gøre: Selvom TiF2002 har en bedre kommentator end de fleste andre fodboldspil, så kunne jeg - som sædvanlig - godt have brugt lidt flere forskellige sætninger. F.eks. kan det hurtigt blive trættende at høre "He hits the ball hard and low", hver gang man laver et langt målspark. Mere variation kunne der godt have været. Udover kommentatoren, så kan man ikke sige noget ondt om spillets lydside, da tilskuerlarm og råb fra spillere og trænere er rigtig stemningsfuldt lavet. Musikken i spillet er ikke kendt som i FIFA - men stadig tilfredsstillende. Jeg husker nu stadig dengang Chumbawamba spillede i FIFA: Road to the World Cup '98 - det er var fedt! Sony kan jo også: I Gran Turismo 2 spillede The Cardigans intronummeret - hvorfor så ikke have et kendt nummer i TiF2002 også? Jeg er godt klar over, at jeg kigger mig blind på mikro-problemer - men når nu spillet er som støvsuget for andre ting at brokke sig over, så har jeg jo intet valg. Konklusion Jeg må, efter at have siddet klistret til skærmen siden spillet udkom, udnævne TiF2002 til det bedste fodboldspil - indtil videre. Som sagt venter både FIFA og ISS lige om hjørnet, og hvis FIFA holder samme standard som tidligere, og hvis ISS er lige så realistisk som altid, så bliver det en hård kamp. Uanset hvad, så fortjener TiF2002 helt sikkert en plads i enhver PS2 ejers samling. Spillet har ingen egentlige fejl men derimod masser af underholdning til alle, der holder af enten fodbold eller fodboldspil. Kan helt klart anbefales!
|
|
|