X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Spy Hunter (2001)


Jeg hører ikke til den skare af folk, der har spillet det oprindelige Spy Hunter i arkadehaller dengang i 80'erne. Dengang var det et spil, hvor man styrede en bil og skulle pløkke andre biler, helikoptere og den slags. Men som sagt - jeg fik ikke prøvet det.
Der er heldigvis ingen grund til at græde snot, hvis man - ligesom jeg - ikke fik spillet det spil dengang: UbiSoft har nu udgivet en år 2001 version af spillet, og den er for fed!

Prepare to be Hunted...

Egentlig ville jeg gerne se lidt flere klassikere fra de gode, gamle dage, der fik et nyt liv på f.eks. PlayStation 2 - men indtil videre, så er jeg fuldt tilfreds med Spy Hunter.

Forhistorien er den, at de onde hjerner hos terrorgruppen NOSTRA lægger onde planer om, hvordan man kan afbryde hele jordens strømforsyning. Det ville virkelig være en katastrofe - hvordan skulle man så spille PS2? Nå, men for at forpurre NOSTRAs onde planer, så bliver du og din bil/båd/motorcykel/vandscooter (Forklaring følger) G-6155 Interceptor sat i aktion.

Gameplay

Gameplay'et i Spy Hunter faktisk temmelig uoriginalt: Spillet indeholder i alt 18 missioner, der finder sted rundt om i hele verden - lige fra Europa til Sydamerika. Hver mission indeholder et primært mål og en hel stribe sekundære mål, der skal klares. Hvis man skal videre til de næste missioner, så kræves der et vist antal gennemførte missioner i alt, så foruden den obligatoriske primære mission, så er det altså en god ting at tage sig tid til at gennemføre de andre også.
Hvordan gennemfører man så de omtale missioner, spørger du nok? Jo, det foregår alt sammen i din føromtalte 'bil' G-6155 Interceptor, der faktisk er temmelig meget mere end en bil.
F.eks. kan G-6155 laves om til en båd, hvis noget af en mission foregår i vand, og når man skal op på land igen, så bliver bilen hurtigt til en rigtig bil med hjul igen. Det stopper dog ikke her. Hvis ens bil har fået meget skade (Dvs. man kører som en brækket arm), så laves den lynhurtigt om til en lille motorcykel, der minder vældig meget om fartmonstrene i Xtreme G 3. Hvis man så herefter kører ud i det våde element på sin motorcykel, så befinder man sig lynhurtigt i en meget hurtig og lækker vandscooter. Med andre ord, så kan ens bil transmogriffes til i alt 4 forskellige ting - hvilket i øvrigt ser ubeskriveligt fedt ud.

Selve de primære mål i spillets missioner kan være alt fra at skulle smadre 5 kørende lastbiler til at springe en helikopter i luften. De sekundære mål er lidt mere svævende: Det kan f.eks. være at sætte GPS-sendere på forskellige køretøjer, tænde forskellige sendere og altid undgå at dræbe civile.
Til at hjælpe dig i de mange missioner, har du et væld af våben til din bil. I starten besidder du kun et maskingevær, men du vil få mulighed for at lege med f.eks. varmesøgende missiler m.m.
Som du nok kan høre, så minder Spy Hunter om en af de bedre James Bond film, hvor der bare er den forskel, at du selv er James Bond, og at din bil hedder G-6155 - og ikke Aston Martin.
Missionerne er generelt meget skægge, og banerne er meget fantasifuldt lavet.
På gameplayområdet har jeg et enkelt kritikpunkt: Styringen køretøjerne er lige en tand for løs efter min smag - desuden er den lige lovlig arkadepræget. F.eks. er det næsten umuligt at få sin bil til at skride ud. Det er ikke nogen stor kritik, men alligevel værd at tage til efterretning.

Grafik

Grafikken i Spy Hunter er ganske udmærket. Der er ikke nogen steder, hvor du gisper af beundring, men der er heller ingen steder, hvor du laver grimasser af afsky. Spy Hunter placerer sig på et ganske lunt sted, når det gælder grafikken.
En enkelt ting, der traf mig, da jeg spillede Spy Hunter var, at grafikken generelt er lidt sløret - det minder faktisk lidt om grafikken på N64, hvor det så ud som om en person havde smurt vaseline ud over tv-skærmen. Det er langtfra så galt i Spy Hunter, og man glemmer det også lynhurtigt i kampens hede.

Lyd

Hvis der er nogen, der kender til 'The Peter Gunn Theme', så kan jeg fortælle, at netop denne sang er blevet remixet til Spy Hunter. Hvis jeg skal være ærlig, så aner jeg ikke, hvor sangen er fra, men jeg har i hvert fald tit hørt den før. Generelt er musikken virkelig god i Spy Hunter, og rent musisk er spillet meget stærkt.
Det samme gælder, når vi kigger på lydeffekterne. Eksplosioner m.m. er der godt med bas i, og maskingeværer og missiler lyder fremragende, når de skydes af efter f.eks. en irriterende civilist.

Konklusion

Spy Hunter er et virkelig godt spil - tro ikke andet. Javel, grafikken er ikke på højde med GT3 - men hvem er egentlig det? Spillet er adrenalinpumpende og fyldt med overraskelser og ikke mindst action! Missionssystemet er venligt mod spilleren, da man selv kan bestemme, hvilke mål man vil opfylde i en bestemt mission - men det ender alligevel næsten altid med, at man gennemfører alle målene, simpelthen fordi det er djævelsk morsomt!
Spy Hunter indeholder også en multiplayermode, der giver mulighed for at komme af med sine aggressioner i ægte Car-Combat. Spy Hunters multiplay vil ikke have en chance, når Twisted Metal: Black kommer men indtil da, så er det drøngod underholdning for op til 2 spillere.
Den største styrke har Spy Hunter dog, når man spiller alene. Her er spillet så vanedannende, at man bliver ved til langt ud på natten - og morgenen med.

Spy Hunter (2001) (EU)
Anmelders vurdering
89%

Spy Hunter (2001)   © Midway 2001   (PS2)    1/5 Spy Hunter (2001)   © Midway 2001   (PS2)    2/5 Spy Hunter (2001)   © Midway 2001   (PS2)    3/5