Folk, der kan tage TV2 Zulu, har i lang tid haft mulighed for at stifte bekendtskab med et fænomen kaldet 'Robot Wars'. Dette er et program, hvori forskellige folk fra hele verden konkurrerer mod hinanden ved at lade deres hjemmebyggede dræber-robotter kæmpe mod andre robotter, der er lige så lede. Nu har dette koncept endelig fundet vej til et PS2 spil, hvilket må siges at være på tide.
Roboteers... Activate!
For almindelige mennesker kan ideen om at bruge måneder på at bygge en robot, hvorefter man smadrer den, lyder temmelig skør. Personligt ville jeg heller ikke finde det særligt ophidsende, men ikke desto mindre, så er det ganske skægt at kigge på i TV.
Gameplay
Som allerede skrevet, så er kernen i Robot Wars drabelige kampe mellem alskens forskellige robotter, der er udstyret med larvefødder, kædesave, spyd og andre drabelige våben. Kampen vindes af den, der kan immobilisere modstanderens robot.
Robot Wars er et ret ambitiøst spil, hvilket bestemt ikke er dårligt - slet ikke, når det lever op til alle ambitionerne. F.eks. er der i spillet en helt masse forskellige måder at spille på, så der er bestemt ikke blevet sat nogen barrierer for udviklerens opfindsomhed. Der kan vælges mellem Tournament, Freeplay, Vengeance, One-on-One, Annihilator, Mad Bomber, Capture the Flag, Collateral Dammage m.fl. som rosin i enden byder spillet også på en training-mode, hvor man kan lære at banke de andre robotter. Forskellen i de mange discipliner ligger mest i reglerne i arenaen - bl.a. hvor mange robotter der er med, restriktioner på våben m.m. Der er virkelig mange forskellige ting at vælge imellem, hvilket er rigtig lækkert, da man kan se, at udvikleren virkelig har prøvet at lave spillet bedre end TV showet - i stedet for bare at lave en dårlig kopi, der ikke indeholder noget som helst ekstra. Når vi taler om ekstra, så må jeg hellere lige fortælle, at spillet indeholder masser af forskellige arenaer - sammenlignet med den skaldede ene, der findes i virkeligheden.
Hjertet i spillet er ikke overraskende Tournament, hvor man som spiller vælger sig en robot og derefter kæmper med alle de andre robotter i spillet - en efter en. Vinder man, så låses der op for nyt og spændende tilbehør.
Selvom Tournament er sjovt og det vigtigste i spillet, så var det faktisk muligheden for at bygge sine egne robotter, der optog mest af min tid, idet jeg simpelthen ikke kunne lade være med at bygge, bygge og bygge. Bygningen af ens robotter foregår nemt og simpelt vha. den indbyggede Robot Workshop. Heri der er millioner af muligheder for at bygge præcis den robot, du synes er bedst. Man kan selv vælge samtlige komponenter til sin robot - alt fra chassis, motor og gearkasse til pansring, våben og maling. Denne del af spillet er helt klart noget af det bedste, jeg længe er stødt på, og den får muligheden for at bygge biler i LEGO Racer til at blegne . Skulle Robot Workshoppen have været helt perfekt, så ville det have været rart med en eller anden form for online mulighed i spillet.
|
|
Manglen på denne er selvfølgelig ikke udviklerens skyld, men nærmere Sonys. Jeg tror, de fleste ville give mig ret i, at det ville have været for fedt at kæmpe mod andre robotbyggere over Nettet. Det må vi desværre vente med at prøve - f.eks. indtil Robot Wars 2 kommer? For at kunne bygge robotter kræver det, at du vinder penge i de konkurrencer, du kan træde ind i med den robot, der stilles til rådighed fra start af. Denne er ikke særlig god, stærk eller hurtig, så det gælder om hurtigt at spare sammen til en ny. Er der slet ikke noget dårligt ved spille? Joo… Lidt er der da. F.eks. er menuerne meget flotte men ret svære at finde rundt i - desuden er der en temmelig irriterende kvinde, der taler ind over menuerne, og man kan ikke få lov til at vælge videre, før hun har talt færdig. Temmelig irriterende. Grafik Jeg var faktisk temmelig overrasket over, hvor god grafikken i Robot Wars egentlig er. Jeg havde i hovedet et billede af et spil, der var bikset klodset sammen, for hurtigt at tjene lidt penge på Robot Wars licensen. Dette er dog heldigvis ikke tilfældet. Grafikken er helt sikkert en PS2 værdig - det er ikke det flotteste jeg har set, men det er helt klart tilfredsstillende og kører dejligt blødt. Ros til udvikleren GameZlab, for ikke at lade spillet humpe på grafiksiden! Lyd Lyddelen i Robot Wars er ganske god - hvis vi lige ser bort fra den lidt irriterende kvinde, der speaker ind over menuerne. Hver kamp præsenteres af TV showets vært, der går arenaen igennem og fortæller om alle de fælder og huller, der måtte være. Ganske morsomt. Lydene af robotternes kampe er også ret gode - desværre må man finde sig i et meget urealistisk tilråb fra tilskuerne. Når jeg skriver tilråb i ental, så er det fordi, der kun er ét enkelt råb, tilskuerne kan komme med. Behøver jeg fortælle, at det kan blive lidt trættende? Musikken er jeg ikke særlig vild med. Når man bruger så lang tid i spillets menuer, som man gør, så ville det have været rart med lidt andet musik end et 10 sekunders stykke, der gentages igen og igen. Konklusion Har du set showet Robot Wars i Tv - og kan du lide det - så vil du helt sikkert finde masser af underholdning i spillet - bl.a. med at bygge dine egne Sir Killalot og Mathilda'er. Alle andre vil sikkert også finde spillet interessant - specielt hvis man er to spillere, hvorved gameplayet virkelig kommer til sin ret. Man kan f.eks. spille spillet derhjemme og samle penge nok til at bygge en virkelig fed robot, hvorefter man gemmer denne på sit Memory Card, og tager det med hen til en kammerat, hvorefter kampen kan begynde. Havde der været mulighed for online spil i Robot Wars, så havde jeg slet ikke været til at styre! Jeg kan kun håbe, at denne mulighed bygges ind i en eventuel to'er, når Sony engang har fået deres online planer op at stå. De eneste dunkle punkter ved spillet er den lidt svage lydside og de lidt forvirrende menuer. Udover det, så er Robot Wars et af de bedste licens-spil, jeg nogensinde har set. Spillet er helt klart alle 499 kr. værd.
|
|
|