Rez

Hvad er fordelen ved at være spil-anmelder? Man får selvfølgelig lov til at se, høre og prøve alle de nye top titler til stor misundelse for ens venner, men man får også lov til at prøve spil, man normalt ville gå i en stor bue udenom. Er dette så ikke en ulempe? Tværtimod, er det præcist det, der gør jobbet som spil-anmelder til sådan et drømmejob, for engang imellem skubbes et spil ind gennem ens brevsprække som overrasker, forbløffer og tryllebinder, som nu for eksempel Rez.

Noget helt andet

Rez var ikke et spil jeg var forberedt på. Godt nok havde jeg en anelse om, at det ville være noget helt andet end det, jeg var vant til, fordi folkene bag spillet var de selvsamme, der gav os det sjove men lidt mærkværdige Space Channel 5 til Dreamcast men alligevel kom Rez bag på mig. Hvad var det der fik mig til op ad stolen? Var det historien? Nej, for dens simple fortælling om hvordan en ondartet virus har inficeret supercomputeren Eden vinder ingen priser. Som superhacker er du den eneste, der kan hacke dig ind og befri Eden for virussen, så tingene kan vende tilbage til deres normale gang. Det er en historie, der er foruroligende rippet for originalitet og man kan spørger sig selv, hvorfor et spil som Rez egentlig skal bruge en historie. Hvad kan det så være? Er det...

Gameplay

Nej, æren tilfalder ikke gameplayet selv om dette ofte er, hvad der definerer om et spil er godt eller ej. I Rez sættes denne lovmæssighed dog ud af spillet af den simple grund, at gameplayet i sig selv er kedeligt og intetsigende. Dit mål er simpelt: skyd på alt hvad du kommer i kontakt med på din vej gennem cyberspace, for at komme Eden til undsætning. Man svæver igennem cyberspace uden nogen mulighed for at ændre hastighed eller retning. Alt dette klares automatisk. Som spiller skal man kun koncentrere sig om at finde sine mål, låse sig fast på dem og skyde løs. Dette gør man ved at holde X-knappen nede. Herefter fører man sit sigtekorn over de max 8 mål, man kan låse sig fast på. Når man så slipper knappen, affyrer man sine skud og væk er fjenderne. Sådan fortsætter det gennem alle spillets baner, der også slutter på samme måde: med en kamp mod en boss, der bedst besejres ved at…(godt gættet!)… skyde løs. Intet af det er særlig svært og spillet kan gennemføres på under en time uden de store armbevægelser. Hvad kan det så være? Det kan da vel ikke være…

Grafikken

Kan det virkelig passe, at en anmelder sætter grafik foran gameplay? Ja, her må jeg nok bryde sammen og tilstå, at det er grafikken, ja faktisk hele den audio-visuelle side af spillet, der gør Rez til noget usædvanligt. Grafikken er forholdsvis simpel og minder i stil og udformning meget om vektor-grafik. Alt er lavet af streger og flade figurer i alle mulige afskygning og i myriade af flotte farver. Det giver nogle vidunderligt flotte "landskaber", der skaber en perfekt illusion af, at man rent faktisk svæver vægtløs rundt i cyberspace. Den forholdsvis simple grafik har også den fordel, at maskinkræfterne dermed kan bruges på at generere flere fjender på skærmen på samme tid, hvilket øger intensiteten i spillet i små øjeblikke.

Lyd

Lyden og i sær musikken er den anden komponent i Rez der, kombineret med den flotte grafik, fuldender billedet. Hver bane har tilknyttet et fast musiknummer, der starter simpelt ud, men jo længere man når ind på banen, jo mere udvikler den sig. Musikken er til en hvis grad interaktiv, idet den reagerer hver gang man låser fast på en fjende, affyrer skuddet og rammer. Hver handling resulterer i en lille musikalsk lyd og på den måde udvikles og forøges lydbilledet hele tiden, indtil man til sidst ligger øre til en kompliceret sammenvævning af rytmer og samples, der klinger godt i øregangen. Man er med andre ord selv med til at skabe musikken i spillet, men man skal ikke bekymre sig om at lave rytmiske tryk på X-tasten så det passer med musikkens tempo. Dette klares automatisk så musikken altid lyder rigtig.

Konklusion

Rez er ikke et spil, der har været nemt at anmelde, fordi det går stik imod alt det, man normalt ville forvente af et godt spil. Gameplayet er oversimpelt og ville ikke have båret spillet igennem alene. Alligevel gør spillet sig fortjent til sin karakter, takket være lyden og grafikkens unikke sammenspil. Det er her, at Rez skinner igennem som noget anderledes og deri ligger spillets styrke. Uanset om man er blevet hooked på spillet eller ej, så skylder man sig selv at prøve en tur i Rez bizarre univers af former, farver, figurer og lyd, for det et spil der ikke umiddelbart lader sig forklarer - det skal opleves før man forstår hvad det egentlig er.