X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Onimusha: Warlords


Tag med til et eventyr uden lige, der foregår for mange hundrede år siden i det gamle, feudale Japan. I dette land dømmes en mand alt efter, hvor hurtig han er med sværet, og hvor mange fjender han har nedlagt i kamp. Med andre ord, så har CapCom kastet sig over en af de Japanske spiludvikleres yndlingstema; nemlig tiden, hvor samuraierne herskede.

Banzai!

I år 1560 efter Kristus har en fyr ved navn Yoshimuto Imagawa den drøm, at ville forene det splittede Japan, så de et par hundrede år senere bl.a. vil kunne give verden PlayStation 2 - men det var et sidespring.
Mens Imagawa er på vej til Kyoto (Japans daværende hovedstad) overnatter hans hær på en mark, hvor de pludselig bliver angrebet af den onde Nobunaga Oda, der, selvom han er stærkt i undertal, klarer at slå Imagawas hær og dræbe Imagawa selv. Desværre sker der det, at den sejrrige Nobunaga, i kampems sidste sekunder, bliver ramt af en pil i halsen, hvorefter han falder død om. Temmelig uheldigt, må man nok sige.
Et år senere sker der underlige ting og sager i Inabayma slottet, hvor den yndige prinsesse Yuki bor. Onde væsener kommer frem, og prinsessen føler sig - underligt nok - ikke helt tryg i sit slot. Derfor tilkalder hun den gæve samurai Samanosuke Akechi, så han kan hjælpe hende til mere fredelige områder. Desværre sker der det, at prinsesse Yuki bliver kidnapped inden Samanosuke når frem, og det er her spillet starter…

Gameplay

Du indtager rollen som den 24-årige samurai Samanosuke Akechi, der nu har fået den opgave, at skulle frelse den stakkels lille prinsesse Yuki - og helst også løse gåden om de underlige (og meget onde) monstre.
For at løse disse gåder, kræver det, at Samanosuke begiver sig ind i det ukendte land omkring slottet, hvor han hurtigt kommer til at stå ansigt til ansigt med temmelig ubehagelige skabninger. Samanosuke er dog ikke helt alene, for på visse tidspunkter får han hjælp af sin yndige hjælper Kaede, der er intet mindre end en kvindelig samurai. Sammen er det deres opgave at løse gåderne, og hvis nogen/noget står dem i vejen, så er der kun én ting at gøre: Frem med sværdet!

Selve spillet minder meget om f.eks. Resident Evil eller Alone in the Dark - dvs., at man som spiller bevæger sig gennem områder og landskaber, hvor man ser handlingen fra et fikseret kamera, der skifter vinkel indimellem. Denne opbygning af et spil giver mulighed for meget stemningsfulde scener, og Onimusha udnytter denne mulighed fuldt ud, for der er masser af steder, hvor man vitterligt bliver bange eller forskrækket.

Til hjælp mod alle de onde monstre har man kun et sværd. Det er dog ikke noget almindeligt sværd, da det er muligt at opgradere det. Selve aspektet med
at opgradere ting kommer igen og igen i Onimusha, da der faktisk ikke er den ting, der ikke kan opgraderes.
Hvis man vil opgradere en ting, så kræver det et vist antal sjæle. Sjæle er noget du samler ind, når du lige har kvast en fjende, for når fjenden dør, så flyver hans/hendes/dens sjæl rundt i luften som en lille lysende prik. Samler du sjælen ind vil du blive belønnet på en af tre forskellige måder, alt efter hvilke farve sjælen har. En rød sjæl giver dig mulighed for at opgradere ting i dit inventory, hvilket er vældig nyttigt. En blå sjæl giver dig mere magisk energi, så du kan bruge magiske angreb. En gul sjæl giver dig mere liv.

Efterhånden som man får kæmpet sig gennem bane efter bane, og nedlagt det ene savlende monster efter det andet, så får man tit en trang til at gemme. Gemning af spil i Onimusha foregår ved et såkaldt Magic Mirror, hvor du også kan opgradere dine ting. Magic Mirrors findes kun nogle steder på banerne, men de står altid perfekt, så man savner egentlig ikke en save-anywhere feature som i Red Faction.
Det, det gør Onimusha til et spil, man spillet i timevis ad gangen, er muligheden for at opgradere sine ting. Et speciel Orb (Det kaldes magiske ting i Onimusha), der kan åbne døre, kan opgraderes, så den kan åbne flere døre, og et gammelt sværd kan hurtigt blive godt igen, hvis man opgraderer det lidt.

Grafik

Grafikken i Onimusha er generelt vældig nydelig. Alle baggrunde er i den lækreste kvalitet og magiske effekter m.m. ser virkelig flot ud. Det allerflotteste ved spillet er dog uden tvivl de helt fantastiske animationer, der viser, at vi nok aldrig kommer til at se præ-renderede cut-scenes igen - heldigvis! Onimusha viser, hvordan real-time cut-scenes skal gøres bedst, og det er en nydelse!

Lyd

Lydeffekter er, i bedste CapCom stil, meget effektive og fyldt med uhygge. Det er virkelig stemningsfuldt at gå rundt i en trang gang, mens snerrende lyde og vindsus når ens ører. Meget, meget godt lavet.
Rent musisk er det både op og ned af bakke. Nogle gange er musikken fantastisk, og andre gange temmelig kedelig. Jeg vil dog tro, at der faktisk er flest gode melodier - hvilket jo er godt.

Konklusion

Onimusha er et vældigt godt spil, der kun har meget få mørke punkter. Det største af disse må være, at spillet er konverteret helt afsindigt dårligt til det europæiske tv-format PAL. I top og bund er der store, sorte bjælker, der kunne tyde på, at en PAL version måske blev lavet lidt vel hurtigt? Udover dette - samt den, til tider, lidt dårlige musik - så er Onimusha klasse fra ende til anden. Grafikken er fantastisk, og lydeffekterne fremragende og gameplayet helt i top. Vi kan kun anbefale et køb.

Onimusha: Warlords (EU)
Anmelders vurdering
84%

Onimusha: Warlords   © Capcom 2001   (PS2)    1/3 Onimusha: Warlords   © Capcom 2001   (PS2)    2/3 Onimusha: Warlords   © Capcom 2001   (PS2)    3/3