Maximo

Da jeg først kiggede nærmere på æsken, der indeholdt CapComs nyeste udspil, Maximo, da blev min nysgerrighed vakt, fordi spillet så ud til at være en fin blanding af mine yndlingsgenrer, der var blevety mixet til en særdeles interessant 3D platformer.
Nu er det så interessant, om mine timer i selskab med Maximo har givet mig et nyt yndlingsspil til PlayStation 2'eren?

Red verden!

Historien i spillet er hverken ny eller spændende - men det kan jo for såvidt også være ligemeget, det er jo spillet det kommer an på. Og når man nu tænker ovet… Har der nogen sinde været et spil, der indeholdt en god baggrundshistorie - bortset fra MGS spillene?
Anyway, historien er den, at vor helt, Maximo, er kommet tilbage fra krig og finder ud af, at hans verden er ændret, da den onde Achilles har udråbt sig selv til konge. Desuden er der også sket det ærgerlige, at Achilles har nuppet den skønne Sophia, der skulle have været Maximos brud. Så det er ikke så underligt, at Maximo stormer ind i Achilles' tronsal, hvor han desværre bliver dræbt.
Heldigvis for Maximo, så tilbyder Døden at gøre Maximo levende igen, hvis han vil gøre ham den tjeneste at indsamle alle de vildfarne sjæle, som Achilles har sluppet løs. Hvem kan sige nej til sådan et tilbud, så før man ved at det, så står man som Maximos midt i en fjendtlig verden…

Gameplay

Maximo er faktisk en inkarnation af et rigtigt godt platformsspil - desværre er den én ting, der gør, at spillet slet ikke er sjovt at spille, hvilket er en gigantisk skam! Maximo er nemlig djævelsk svært!

Spillet er opbygget på en måde, så man kommer til en såkaldt limbo-verden, hvor man har adgang til et antal baner og, når banerne er gennemført, en boss --intet nyt under solen her.
Man styrer Maximo med det ene analogstick, og styringen meget intuitiv og velfungerende - ikke så god som den i Jak & Daxter, men tæt på. Da spillet finder sted i middelalderen, så er der et væld af middelalderlige våben og andet udstyr at vælge imellem - faktisk hele 40 slags.

På hver bane gælder det om at nå frem til enden, hvorefter man bliver losset ud i limbo-verdenen, hvor man så kan gå videre til næste bane. Banerne er meget stemningsfuldt lavet og i bedste platformer stil, så er de fyldt til randen med hemmelige huler, skjulte våben m.m. Det var mere af denne slags Rare-agtige 'søg og find', der manglede lidt mere af i Jak & Daxter, hvor det var relativt nemt at finde samtlige pick-ups.
Banerne er heller ikke altid, hvad de ser ud til. F.eks. er der masser af fælder og overraskelser m.m., der konstant tager en på sengen.

Et nyt spændende tiltag i Maximo er muligheden for at give Maximo magiske evner. Disse evner kan man være heldige at finde rundt omkring på banerne - det kan dog også være nødvendigt at købe dem for de penge, der ligger gemt rundt omkring på banerne. Disse evner kan f.eks. gøre Maximos våben bedre eller give ham mere liv. Meget praktisk og en vældig god ide.

Alt i alt, så lyder Maximo jo som et rigtig godt spil, der er alle pengene værd. Desværre må jeg skuffe jer alle, der måske har interesse i dette spil: Maximo er simpelthen usandsynligt svært! Det er ikke fordi, at monstrene er overdrevet stærke eller kloge i dette - det er mere fordi, at det er meget svært at ramme dem. Spillet ses i en meget underlig vinkel, hvor det er næsten umuligt at bedømme, hvor tæt man er på en fjende, og hvis man hugger for tidligt med sit sværd, så er man blottet og nem at dræbe. Hugger man for sent, så har man allerede fået skade af monsteret, der jo ved præcist, hvornår det skal slå til. I starten er det ikke så slemt, da monstrene er relativt nemme. Men et par baner inde i spillet, så begynder det at blive frustrerende! Meget frustrerende! Manglen på forskellige sværhedsgrader gør blot problemet større.
Kort sagt: Det er noget nært umuligt ikke at skulle loade sit spil hele tiden, da man mister store mængder helbred til et dumt monster. Jeg behøver vel ikke forklare, at det ikke er særligt sjovt?

Grafik

Nydeligt! Maximo er ikke en fest for øjnene, men det er bestemt heller ikke grimt. Grafikken er meget tegneserieagtig og generelt flydende og pæn at se på. Indimellem er der nogle meget flotte specialeffects, der hæver grafikken karakter yderligere. Maximo er ikke så flot som Jak & Daxter, men det er noget i samme retning.

Lyd

Lyden er - ligesom grafikken - fuldt tilfredsstillende. De indtalte stemmer kan godt blive lidt irriterende med tiden, men det er nu mest Maximo (Hovedpersonen), der har en meget irriterende og skinger stemme.
Musikken er i den bedre ende og består af hyggelige stykker, der har et fint middelalderligt præg, der passer godt ind i spillet stemning.

Konklusion

Udover at være en dårlig PAL-konvertering (Tag jer nu sammen, CapCom!), så er Maximo et spil, der har et enormt potentiale og som bestemt kunne have været et af mine yndlingsspil. Desværre, så snubler spillet på målstregen: Forrådt af sin egen sværhedsgrad, der er utilgivelig svær. Det kan godt ærgre mig, at CapCom ikke har set dette som et problem, og dermed udgivet et spil, der kunne have været en fantastisk oplevelse - specielt pga. den syrede humor, der er i mellemsekvenserne. I stedet er de nu ophavsmænd til et spil, der har én stor fejl, der frarøver det en karakter i 90'erne.
Der er dog ét lyspunkt ved spillet sværhedsgrad: Du kommer nok ikke til at gennemføre Maximo lige med det samme.