Som du nok kan læse, spiller indsamlingen af objekter en stor rolle - som det også burde. Der er masser af forskellige dimser og dippedutter at finde på hver bane, så der er altid noget at lave. Jeg havde dog gerne set, at der var lidt flere forskellige ting at finde.
Når jeg nu siger baner i denne anmeldelse, så er det egentligt forkert, da Jak & Daxter ikke er delt ind i egentlige baner, som vi kender dem. Alle områder i spillet hænger sammen og kan spilles efter forgodtbefindende. Der er ingen loadetid mellem banerne, hvilket er mig en stor gåde. Jeg kan simpelthen ikke fatte, hvordan Naugty Dog har klaret at lade samtlige af spillets baner være tilgængelige på én gang - helt uden loadetid?
Der er et utal af forskellige baner i Jak & Daxter. Nogle af dem er tydeligvis inspireret af tidligere platformers, men der er også nye, originale områder - f.eks. banen Misty Island, der er et stort klippefyldt landskab fyldt med gamle, gigantiske skeletter. Samtlige baner er eksemplariske i sit design og fyldt med mange forskellige fjender, der bestemt ikke er dumme.
Grafik
Grafikken i Jak & Daxter er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Banerne er virkelig flot bygget op og fyldt med flotte skulpturer og gigantiske bygningsværker.
På hver bane kan man kigge fra den ene ende af landet til den anden og der er simpelthen ingen grænser, hvad angår grafikken. Samtlige textures er virkeligt flotte, farverige og i en rigtig god opløsning, hvillket giver spillet det karakteristiske farvelade-look, som alle gode platformere har.
Lyseffekter er der også masser af i Jak & Daxter - bl.a. får fakler skygger til at blafre og ydermere ændrer lyset sig fra dag til nat hele tiden - i hele spillet! Rigtig, rigtig flot!
Mht. skygger, så er de også fantastisk flot lavet, og som sagt ligner hele spillet én stor tegnefilm.
Jak & Daxter har noget af de flotteste grafik på PS2 - specielt når man tager i betragtning, at hele dette festfyrværkeri drøner derudaf med op til 60 billeder i sekundet, uanset hvad, der sker på skærmen. Imponerende!
Lyd
Lydsiden i Jak & Daxter bakker op om spillet på samme måde, som grafikken gør. Samtlige lydeffekter er i den helt høje ende og lyder intet mindre end perfekt - og så er der i hundredvis af dem!
Alle personer i spillet, der kan tale, har fået deres stemmer indtalt af professionelle skuespillere, hvilket giver udslag i en helt unik stemning - ligesom volapyk-stemmerne i Banjo-Kazooie også gjorde. Ros til Naughty Dog for at have gået gennem det hyr, det sikkert har været, at indtale stemmer til alle figurer. Det eneste kritikpunkt ved disse stemmer er, at der ikke er mulighed for at få undertekster. Dette kan godt blive et problem, når man møder personer, der har så forvrængede stemmer, at det er svært at høre, hvad de siger.
Musikken i Jak & Daxter er god - ingen tvivl om det. Den er dog - efter min mening - lidt for anonym, og det er ikke et soundtrack, man nynner med til. Der måtte godt være lidt flere 'ørehængere'.
Konklusionon
Jak & Daxter er et af de tre bedste platformsspil nogensinde. Grafik, gameplay, lyd og stemning arbejder perfekt sammen og trækker spilleren ind i en verden, der er så gennemført, at det er rigtig svært at pille DVD'en ud igen, når man først er i gang.
Dette spil er klasser bedre end Crash Bandicoot, og med Jak & Daxter er det endelig lykkedes Naughty Dog at lave en ægte platformer, hvor man kan gå hvorhen man vil, hvornår man vil - alle muligheder er åbne. Spillet hanvender sig til alle andre - dog kan en rutineret platformsspiller gennemføre det på en lille uge - uden egentligt intensivt spil.
Jeg giver ikke Jak & Daxter den samme karakter som Banjo-Tooie, da Jax & Daxter ikke indeholder nogen mulighed for multiplay. Det er ikke noget egentligt savn, men det kunne da godt have været til stede.
Uanset hvad, så fortjener Jak & Daxter en plads i alle PS2 ejeres samling. Dette spil er en fantastisk oplevelse!