X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Ecco The Dolphin: Defender Of The Future


Et af de helt store hits til Segas hedengangne Mega Drive maskine, var spillet om den lille delfin Ecco, der svømmede rundt i noget af de flotteste 2D grafik, der var set dengang.
Spillet var temmelig svært og fokuserede mere på løsning af gåder end på action. Det nye årtusinds udgave af Ecco blev først set på Segas egen Dreamcast, der jo desværre er udgået af produktion nu. Som et led i Segas nye strategi med at fokusere på spil til andre platforme, så er Ecco nu også kommet til PlayStation 2, og mon ikke også vi kommer til at se en GameCube og en Xbox udgave senere hen?

The Foe

Spillet starter op med historien om dengang mennesker og delfiner levede lykkeligt sammen på Jorden. Desværre dukker der en ond alien-race - kaldet "The Foe" op, der vil gøre alt for at ødelægge de to racers planet. En dag lykkes det for dem at tiltvinge sig adgang gennem planetens skjold, og så er det, at Eccos eventyr starter…

Gameplay

Du har måske længe gået og tænkt over, hvad en delfin egentlig render rundt og laver, når den ikke fanger fisk og svømmer rundt langs med Titanic? Som delfinen Ecco kan du nu få svar på dine spørgsmål i en verden, der på samme tid er ganske smuk men også ganske svær.

Som tidligere, så er Ecco the Dolphin et meget raffineret spil, hvor man gennem samtale med andre af havets indbyggere, langsomt får stykket en historie sammen, som det bliver Eccos opgave at finde hoved og hale i. Dette opnår man som sagt ved at løse en mængde forskellige opgaver, der på de første baner er temmelig lette. Pludselig stiger sværhedsgraden dog, og de senere baner kan være særdeles svære, og kan tage mange, mange timer at gennemføre.

Som spiller oplever man spillet via et kamera, der befinder sig et par meter bag Ecco. Det er ikke muligt at få et 1. Persons perspektiv, hvilket måske er lidt en skam.
Man kunne forestille sig, at det ville være meget svært at styre en delfin, og i startten er det da heller ikke ligefrem det letteste i verden. Efter ca. 1 time i selskab med Ecco, så kan man dog efterhånden
gøre det, der kræves af en delfin, hvilket er at svømme hurtigt, hoppe ud af vandet, dreje på en 5-øre og lave den berømte "tail-walk" i vandoverfladen - kendt fra delfinerne i Sea World. Du vil få brug for alt din viden udi delfin-svømning gennem spillet, da nogle baner stiller meget store krav til din delfins fysiske udfoldelser.
Men som sagt, styringen er forbløffende god.

Grafik

Jeg må indrømme, at jeg havde ventet mig mere af grafikken i spillet. Jeg havde håbet på lidt flottere vandeffekter som f.eks. solstråler, der skinner ned gennem vandet i striber eller flotte bølgeeffekter, når man kommer tæt på land. Dette findes der desværre ikke noget af i Ecco, hvilket er lidt en skam. Med dette mener jeg ikke, at grafikken er grim - for det er den langt fra. Specielt Ecco himself er en nydelse at studere i detaljer, når han glider ubesværet og livagtigt gennem vandet. Alle bevægelserne hos spillets dyr ser fantastiske ud - lige fra hajer til skildpadder og hvaler.
Hvis du har prøvet Dreamcast udgaven af Ecco, så vil du nok godt kunne huske, at dette spil døjede med en del slowdown. Dette problem er der ikke på PlayStation 2, hvilket selvfølgelig er et stort plus.

Lyd

Wow! Sega har ikke sparet på noget i lydafdelingen i dette spil. Alle effekter lyder fuldstændigt, som om man selv befandt sig under vandet sammen med Ecco - specielt delfinernes 'sang' er både smuk og lidt skræmmende.
Musikken er rigtig, rigtig god og præcis så stille og poetisk, som man forventer i et spil som Ecco.

Konklusion

Ecco har bestemt gjort et godt indtryk i sit første spil til PlayStation 2, og selvom gåderne til tider kan være djævelske og grafikken ikke er så forskellig fra Dreamcast-versionen, så indeholder Ecco så mange kvaliteter, at man som anmelder kun kan anbefale det. Holder du meget af actionfyldte spil, så burde du nok holde dig lidt på afstand af Ecco, da dette spil kræver god tid og en evne til ikke at blive frustreret. Kan du opfylde disse krav, så venter der dig en fantastisk oplevelse i dette spil.

Ecco The Dolphin: Defender Of The Future (EU)
Anmelders vurdering
85%

Ecco The Dolphin: Defender Of The Future   © Sega 2002   (DC)    1/6 Ecco The Dolphin: Defender Of The Future   © Sega 2002   (DC)    2/6 Ecco The Dolphin: Defender Of The Future   © Sega 2002   (DC)    3/6