I Dark Summit spiller indtjeningen af points en stor rolle, da de skal bruges til både at komme videre til nye baner, og desuden også til at købe nyt udstyr for.
Der er to slags points, der skal optjenes under turene: Lift points, der giver dig adgang til nye baner, når du har nok af dem. Udover dem, så er der også Equiptment Points, der skal optjenes på samme måde, men som blot giver dig adgang til at købe masser af nyt udstyr til din snowboarder. Mht. til udvalget af udstyr, så skuffer Dark Summit lidt, når man sammenligner med SSX.
Grafik
Ganske nydeligt - ikke så flot som SSX Tricky, men ganske nydeligt. Noget af det første man lægger mærke til, er spillets lidt underlige perspektiv, der minder lidt om at se det hele gennem en vid-vinkel linse. Det ses kun, når man drejer skarpt, og det har i øvrigt ingen indflydelse på spillets gameplay, men underligt - det ser det nu ud.
Lyd
Denne kategori har Dark Summit allerede tabt på forhånd til SSX Tricky. Stemmerne i Dark Summit er for så vidt ganske gode, men sat i forhold til de skægge - og ikke mindst professionelle - stemmer fra SSX, så er der ingen anden vej end et nederlag. De resterende lydeffekter er dog meget gode og helt på højde med dem i SSX.
Musikken er ikke synderligt inspirerende, og jeg blev faktisk hurtigt træt af den.
Konklusion
Dark Summit er et fint bud på en udfordrer til SSX Tricky, og selvom det falder på halen på nogle få punkter, så er det dog en værdig konkurrent til EAs vindende franchise.
Styringen er mindst ligeså god som i SSX, og da banerne er så store, som de er, så vinder spillet også lidt på det punkt. Mht. lyden, så er der dog ingen tvivl: SSX er langt bedre, men det burde ikke overraske nogen, da EA jo er kendt for netop at gøre meget ud af denne.
SSX Tricky er stadig det bedste snowboard-spil til PS2, men Dark Summit kommer tæt på - meget tæt. Uanset hvad, så er her noget at finde for folk, der har gennemført SSX, og som leder efter nye udfordringer.