X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Bloody Roar 3


Gameplay

Gameplayet i Bloody Roar 3 er ganske simpelt: Tæsk din modstander før han tæsker dig. Her kan man vælge mellem arcade, hvor man kæmper sig igennem en række baner, og dermed gennemfører spillet, hvilket for i øvrigt kan gøres under 1 time. Derudover kan man vælge vs. battle, survivor og training, som vel ikke kræver nævneværdig præsentation Hele konceptet i Bloody Roar spillene bunder i en række mennesker med særlige evner, som kommer til udtryk i en dyrisk side af sig selv. De dyriske sider er alt lige fra kaniner, tigre, varulve til flagermus. Forskellen på de forskellige karakterer er for en gangs skyld meget markant, hvilket er rart.
Selve styringen i Bloody Roar 3 er forholdsvis simpel. På en knap sparker man, på en slår man og på en blokker man - Det nye er kontrollen over ens dyriske side. På en knap transformerer man, og på en anden kan man bruge sit dyrs speciel moves. Det er dog ikke altid, man har energipoint nok, for lige som ens livskræft er der en energistreg, som viser, hvor mange energipoint ens dyriske side har. Når man har nok blinker en knap, og man kan transformere, eller vente til et mere strategisk rigtigt tidspunkt. Når man er dyrisk, har man selvfølgelig flere kræfter og mere råstyrke, dvs. hvis modstanderen stadig er menneske sker der ikke så meget når han rammer, og når du rammer ham forvolder det mere skade.
Når man er dyrisk, og bliver ramt tilstrækkelig mange gange, mister man al sin dyriske energi, og skifter tilbage til menneske igen. Som menneske lader man sin dyriske energi op igen, og man kan transformere når man har samlet nok energi sammen igen.
De specielle moves som de dyriske sider kan lave, er meget varierede, spændende og voldelige. Et dyr prikker f.eks. øjnene ud på modstanderen og udnytter dette, et andet dyr bider sig fast i struben på modstanderen og slynger ham rundt, så blodet står ud, både til højre og venstre. De mange overdrevne, men ellers fede, moves gør spillet rimeligt uoverskueligt og uhåndgribeligt. Ideen med en række totalt overdrevne moves er meget fed, men når en modstander banker en 52 hit combo af i hovedet på dig, ja så taber man altså tråden, og mister tålmodigheden, når man har overværet den 52 slag lange sekvens, som strækker sig over flere dyrebare sekunder.
Mange af de normale moves er totalt seje, de er forholdsvis simple, men det ser alligevel fedt ud, når man slår en modstander over halsen, og han står og gisper efter vejret.
Gameplayet "suppleres" desværre af uendelig lange kedelige tekster som kører ned over skærmen sammen med et par kedelige billeder. Det er det nærmeste man kommer mellemsekvenser eller en intro.
Det er et af spillets deciderede største mangler. Man kunne godt ønske sig et eller andet ud over alle kampene. F.eks. i Tekken Tag Tournament, der kommer en masser fede film, nye karakterer og en masser andre spændende ting, det savner jeg meget i Bloody Roar 3. Og jeg må sige, at det fører til endnu en grund til at vælge et andet kampspil.
Grafik

I en enkelt bane letter et F16 fly i baggrunden, fed effekt, men desværre er resten af baggrunden kedelig og monoton, hvilket gentager sig i de fleste af banerne: Dvs. en enkelt blæreting, og for resten af pengene får vi så ingenting. Modsat Tekken Tag Tournament og Dead or Alive 2 Hardcore, hvor vi virkelig ser flotte baggrunde, som man kan sidde at stirre på under hele kampen - Det sker som sagt ikke i Bloody Roar 3.
Grafikken i spillet indeholder enkelte gode ting, som kan bringes videre i en eventuel efterfølger, men som helhed virker Bloody Roar 3 ikke overbevisende, og man kommer hurtigt til at kede sig rent visuelt.
I Bloody Roar 3 er det vel ingen overraskelse, at der er masser af blod og brutalitet, dog ikke så meget som i Mortal Kombat, men næsten. Det er et af plusserne som man godt kan savne i andre kampspil som Tekken og Dead Or Alive spillene.
Derudover er er der enkelt effekter, som umiddelbart virker fede. F.eks. er der en bane hvor man går rundt i røg, og hvor der i øvrigt suppleres med nogle gode lyseffekter. Men i skyggen af kedelige baggrunde, og mangel på grafiske detajler så kommer man altså ikke langt med en gang røg på gulvet.

Lyd

Lyden i Bloody Roar 3, revolutionerer absolut heller ikke på nogen punkter. Der værste er helt klart musikken, den er direkte træls at høre på, og er som taget ud af et tidligt arcadespil fra en spillehal. Det mest positive man kan sige om den såkaldte musik, er at den kan slås fra. Lydeffekterne lever vel op til dagens standard i et middelmådigt kampspil. Der er de sædvanlige urgh, argh lyde - men mere bliver det så heller ikke til. Så har vi jo også standardkommentarerne, som "get ready", "fight", "round 1" osv., hvad kan jeg sige? Kliche og meget trivielt Så lige som på den grafiske side, så når Bloody Roar 3 altså aldrig Tekken Tag Tournament eller Dead Or Alive 2 til knæhaserne.

Konklusion

Hverken gameplayet, grafikken eller lyden i Bloody Roar 3 kommer i nærheden af niveauet i Tekken Tag Tournament eller Dead Or Alive 2, for slet ikke at tale om de kommende Tekken 4 og Virtua Fighter spil. Min konklusion må dermed blive, at Bloody Roar 3 ikke er et spil som kan anbefales, og du bør holde dig meget langt væk, med mindre du har nogle vildt sære fritidsinteresser eller bare synes det lyder tiltalende at kæmpe med en muteret kanin, som kan tæske en tiger på under 2 sekunder.

-
Digiplay 11/09-01
Bloody Roar 3 (EU)
Anmelders vurdering
51%

Bloody Roar 3   © Activision 2001   (PS2)    1/3 Bloody Roar 3   © Activision 2001   (PS2)    2/3 Bloody Roar 3   © Activision 2001   (PS2)    3/3