X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

International Track & Field: Summer Games


Krampe, smerte og muse-skader - af et PlayStation-spil! Det er såmen hvad du kan forvente af "International Track and Field 2" (T&F2), for her bliver din ydeevne i joypad-tampning virkeligt sat på en prøve.

Det handler om atletik på PlayStation, og det er jo i sig selv rimeligt fjernt fra virkeligheden. Hvordan presser man mange års træning og atletisk talent ned på et joypad, så man får et nogenlunde realistisk gameplay?

Det er en næsten umulig opgave i sig selv, og mange spiludviklere har forsøgt sig op gennem tiderne. Jeg mindes ihvertfald gamle arkademaskiner som i bogstaveligste forstand blev rykket fra hinanden når man skulle sætte nye rekorder i 100m sprint - dér er der ikke meget der har ændret sig de sidste 10 år: Det gælder stadigvæk om at hamre knapper så hurtigt som muligt, dog krydret med en lille smule timing i nogen af de 12 forskellige dicipliner.

De 12 dicipliner: 100m løb, 1km cykelløb, 50m fri svømning, Springe over Buk, Cykelsprint, Hammerkast, Kajak, Længdespring, Spydkast, Stangspring, Udspring og Vægtløftning. Hver især kræver de en vis grad af både udholdenhed, præcision og timing.

Især 100m løb og 50m fri svømning er rene marathon distancer for dit stakkels joypad, for her gælder det i al sin simpelhed om at trykke løs på cirkel og firkant, og så endelig trykke på X lige før målstregen for at give sig det ekstra lille stykke. Rimeligt tamt, og totalt uinteressant at spille imod computeren.
Spring over buk kræver dog lidt mere finesse. Ja, eventuelle gymnaster blandt læserne må gerne rette mig her, men jeg er ikke helt sikker på den danske betegnelse for denne indendørs gymnastik diciplin :) Om ikke andet, så har Konami lånt lidt af Parappa og de andre "danse-spil" hvor man skal ramme de rigtige taster en bestemt rytme og rækkefølge. Det er faktisk ret morsomt, men drønsvært - især som sværhedsgraden stiger med de mere komplicerede spring.

Udspring er også ret morsomt: Men mest fordi den ene maveplasker efter den anden bare ser for komisk ud. Stilen er den samme: I "tilløbet" skal man trykke firkant og cirkel for at opbygge moment, for endelig at trykke X for at ramme vandet i den helt rigtige vinkel.

Sådan fortsætter det gennem stort set alle diciplinerne: En gang regulær "button-bashing" for så at slutte af et sidste tryk på X.

Grafisk er T&F2 ok, men ikke noget at råbe hurra for. Udviklerne skulle efter signende have brugt meget tid på at motion-capture rigtige atleter, og det ser da også rimeligt "livagtigt" ud, når de
står og varmer op til 100m løb. Men alligevel kan vi ikke komme uden om, at det ER røvkedeligt at se 4 sportsudøvere slæbe sig igennem 1km vand i kajak, og man ender som regel altid med at sidde og holde øje med en bar som stiger og falder alt efter hastighed, timing eller præcision. Hvad er pointen med atleterne så? Grafikken har simpelthen for lidt at sige i den sidste ende.

På lydsiden har vi naturligvis en kommentator, som man bliver træt af efter ca. 15 minutter, når han har anvendt den samme kommentar for femte gang. Ikke meget afveksling der.

Multiplayer.

T&F2 understøtter op til 4 spillere via multitap, og det er også med dette stykke vidunderlige hardware at T&F2's force skal findes, da det bliver for kedeligt for hurtigt når man bare spiller mod computeren. Generelt er gode multi-tap spil lidt en mangelvare til PlayStation, og desværre hjælper T&F2 ikke meget på statistikken.

Det er simpelthen for svært at lære, og de dicipliner hvor alle kan være med (tamp skiftevis firkant og cirkel så hurtigt du kan, f.eks. = 100m løb, ) er så udmattende at det ikke engang er morsomt! Dine fingre vil bløde og uanset hvor meget du end forsøger, vil du aldrig nogensinde ha' en chance imod en garvet T&F2 spiller - og det er ikke nødvendigvis særligt sjovt i et multitap spil.

Mange af diciplinerne er også præget af "hvad skal vi?" de første mange gange. Alle sidder og hamrer formålsløst på knapperne, indtil der er en der via "trial & error"-metoden finder frem til hvad det drejer sig om. Og hvis vedkommende er bisset nok, fortæller han intet og bliver bare ved med at smadre sine modstandere som stadigvæk døjer med kontrollen, og ikke selve gameplayet.

Der mangler simpelthen nogen ordentlige guidelines. Skemaet, som viser hvilken knapper der skal bruges ("nå, skal vi bare tampe firkant og cirkel - igen?!"), er ikke til megen hjælp.

Jeg kan ikke afsige min dom uden først at nævne, at blandt fans af genren, bliver International Track & Field 2 udråbt som det absolut bedste der nogensinde har ramt PlayStation. Men et spil der er SÅ svært at samle op for nybegyndere er ikke særligt underholdende, slet ikke som multitap spil, hvor man simpelt ikke kan forvente at alle har siddet og trænet hjemme de sidste par uger for at kampen skal blive nogenlunde jævnbyrdig.

Så konklusionen må blive (som så uendeligt mange gange før), at hvis du er til sport og button-bashing, uha så vil du simpelthen elske T&F2, mens resten af jer nok ikke vil få mange fornøjelige timer ud af denne titel.

-
GameOn 29/03-00
International Track & Field: Summer Games (EU)
Anmelders vurdering
3/6