Operation WinBack

Den er helt gal... En gruppe terrorister har overtaget en satellit med kræfter nok til at udrydde alt på den kære planet jorden. Det kan man selvfølgelig ikke bare stå og se til, så man sender et anti-terror team ind ved navn SCAT (Strategic Covert Actions Team). SCAT teamet der er et mandskab af højt trænede agenter flyves til terroristernes tilholdssted, hvor man missionen startes, men lige som man er ved at forberede sig til landing skydes luftfartøjet ned. Agenterne må kaste sig ud i faldskærm til højre og ventre i forvirring, og må på landjorden fortsætte missionen på egen hånd, med håb om på et tidspunkt at samles igen. Vi får kontrollen over Jean-Luc, en lyshåret gut med tunge fødder, sjov gang og en Lakerol klar hals.

Winback er et ældre Nintendo64 spil der er konverteret til PS2. Jeg har aldrig haft "fornøjelsen" af at spille det på Nintendo64, og har derfor også svært ved at bedømme hvor meget forbedret det er - men måske det er en god ting.

Winback kan sammenlignes meget med nogle af de spil vi kender bedst fra PlayStation 1; Syphon Filter, Metal Gear Solid, Mission Impossible, sådan et rigtigt agent spil, hvor action og hurtig trigger finger krydres med strategisk spil, puzzles af den lette slags, og så mens det er sjovt samtidigt. Men hvis man skal spille Winback skal man helt sikkert virkeligt være til genren, for grafikken gør kun sit arbejde, og der er ikke vildt mange nyskabelser i gameplay, omend et par gode idéer. Men Winback har en rimelig styrke i kontrollen og sigtesystemet, som er sit eget, og fungerer godt.

Jean-Luc kan ligesom Solid Snake klæbe sig med ryggen til omgivelserne, og altså stealthe sig afsted mens vi kan se hvad der kommer omkring hjørnet. Når Jean-Luc står med fronten til en objekt, en væg, en kasse, et træ eller andet trykker man firkant, og han vender sig om med ryggen til. Han er låst i denne stilling, og man kan kun gå til siderne indtil man trykker firkant igen, en funktion MGS godt kunne have brugt. Når han står i denne "ryg til et eller andet" position, kan man trykke trekant, og få en "target markør" på nærmeste fjende. Er der flere fjender i billedet trykker man R2 eller L2 for at swappe markøren rundt mellem de forskellige fjender. Det kan man gøre for at være sikker på hvilken person man skyder efter når man vælger at åbne ild. Trykker og holder man R1 nede, svinger Jean-Luc sig udfra sit gemmested, og kan affyre skud. Ligeså snart man slipper R1 igen, svinger han sig tilbage til sit skjulested. Svinger man sig ud med R1 uden at have valgt et target først med trekant, så vælges automatisk det nærmeste. Se, sådan skal det gøres, istedet for en eller anden latterligt Snake der render forvirret rundt om sig selv i sådanne situationer. Ja, i kan sige hvad i vil, men kontrollen i Metal Gear Solid stinker altså af lort..

Spillet ses fra en tredjepersons synsvinkel, og følger Jean-Luc over skulderen. Man styrer ham rundt på venstre analog stick, og på højre stick kan man frit til hver en tid dreje kameraet rundt 360 grader om Jean-Luc. Lækker detalje. Også når man går eller sniger sig afsted kan det være rart lige at stille kameraet et par grader, så udsynet bare er helt rigtigt. Kameraet kan i options sættes til at være 100% manuelt, men man er bedst tjent med auto-cam, selvom det kan give et par ufrivillige karrussel ture. På en scala fra 1-10 får kameraføringen 7 - ikke helt godt, men ok.

Spillet er en stor mission med indbyggede checkpoints og savepoints med større mellemrum, og banerne minder på sin vis meget om Syphon Filter. Man skal altid starte ved punkt A og slutte ved punkt B, man skal bare en masse ting ind i mellem. Et alarm system forhindrer måske den direkte vej, og dette skal først findes og deaktiveres, man mangler måske en nøgle, et våben eller andet. Det er små indbyggede puzzles og forhindringer der gør det til lidt mere end bare en tungnem shooter. Winback er samtidig meget svært, og der er tiltider langt i mellem man får energi. Man bevæger sig derfor altid meget roligt frem, og passer virkeligt på sig selv. Jean-Luc klarer sig bedst når fjenderne er lidt på afstand, for kommer de først rendende fra nær og fjern i alle retninger, så bliver Winback hurtigt en rodet affære. Han er ikke så snild til at dreje om sig selv, og man kan desuden ikke "strafe". Men heldigvis ødelægger Omega Force det ikke for sig selv, og holder fjenderne rimeligt på afstand altid - så man næsten i hver en situation har mulighed for at snige sig ind på dem, og have kontrol over situationen.

Alle våben i Winback, uanset om det er en håndpistol eller en granatkaster er udstyret med et infarødt sigte. Hver eneste våben har altså en rød tråd i luften, og en kraftig rød prik hvor de nu vil ramme. Det er sådan set istedet for at bevæge et grønt sigekorn manuelt rundt på skærmen - og det er en ok effekt.

Grafisk er Winback ikke den store oplevelse, men det er alligevel tydeligt at spillet ikke har set sådan ud på Nintendo64. Personerne er rigtigt flotte, og meget flot animeret. Alle tekstures er også i meget høj opløsning, men opbygningen er dog alt for simpel og med få detaljer. De grønne kontainere, de brune og grå kasser går igen hele spillet igennem - og næsten alt er opbygget af klodser. Mit gæt er at vi ser på Nintendo64 udgaven med nye tekstures, og nye karakterer. Dette giver da også et gevaldigt løft, for spillet afbrydes med jævne mellemrum af cutscenes i in-game grafik med rigtig tale, flot modellerede personer og i ny og næ møder man også nogle cool bosser. Og det er bosser af den gamle slags, hvor man heldigvis altid får lov til at save lige før. Alle bosser er ufatteligt ivrige på aftrækker fingeren, første boss er udstyret med et maskin gevær, den næste en rocket launcher, den næste en flammekaster osv. osv. Det bliver vilidere og vildere, og fra at være nemme at besejre bliver de hurtigt meget svære.
Der hvor Winback har sine største kiks er på lydsiden. Fra første sekund Jean-Luc tager et skridt, tænker man bare, "hvad sker der?". Hans ben ligesom kører i cirkler, så det ser ud som om han tramper i jorden - og lyden følger med. Havde han iført sig båthorn på undersiden af sine sko, bundet 20 tomme dåser i en snor fast til fødderne, ja - så havde det faktisk larmet mindre end det gør nu. Ganske forfærdeligt, og man skal høre på det hver eneste skridt han tager. Mange af lydeffekterne er også totalt overgearede, et udskift af magasinet lyder heelt vildt - og man kan bare høre alt. Alle dialoger i de mange cutscenes som ellers er gode, er med rigtig voice-acting, og ok faktisk. Men lyden er bare heeelt utrolig klar. Det er optaget i super lyd studio, totalt uden støj og blot lagt ind over spillet uden at tænke på i hvilke omgivelse de foregår. Stemmerne er derfor klokkeklare, uanset om dialogen foregår i støjende omgivelser, om personerne hvisker (hvordan kan du høre om de hvisker Torben?) eller andet. Super kiks... Det er dog elementer man acccepterer når først man er bidt af spillet, men som man vil elske at kristisere hvis man har spillet det 5-15 minutter og lagt det væk igen.

Winback er et rimeligt langt spil, og der er ikke helt tilpas nok overraskelser til at motivationen til at spille er i top hele tiden. Men det er let at blive bidt, og gennemført skal det nok blive. Bare i bidder.. Der er også en tendens til heletiden at mangle ammunition, og man må så ty til sit standard våben der har evig ammo. Sådan alt i alt er Winback ikke det mest afstemte spil, men for en lille agent freak er det ok, og lidt til.

Winback kan også spilles i splitscreen fra 1-4 players, og denne funktion er sådan set rimelig vellykket. Dog mest for 2 - players, for det er svært at gardere sig, og gøre noget ved de bagholdsangreb og den krydsild man vil opleve i 4 - player. Men i 2 - player kan man få nogle dyste som virker helt western - hvem trækker først agtige.

Dette er den japanske udgave af Winback jeg har testet, men jeg vil formode at den kommer til Amerika og Europa også. Den er velegnet på import, for i options kan man sætte spillet til at være 100% engelsk. Tekst, tale, menuer - alt, går fra at være japansk til engelsk. Derfor er spillet ekstremt forberedt for at blive konverteret.

Det er ikke det store tab hvis ikke, men udkom spillet her i februar/marts herhjemme, så kunne jeg godt finde på at anbefale det - selvom det dog absolut ikke er verdens bedste spil. Udkommer det først henad maj, så er ubudet af spil til PS2 pludseligt et helt andet, og Winback vil blegne for meget grafisk til at virke interessant.