obligatoriske spilmodes: Two-player og CPU-battle. Som du nok har forstået, er der ikke ændret meget ved det oprindelige gameplay, og det er egentlig heller ikke nødvendigt med denne type spil, som nærmest hviler i sig selv - hvorfor ændre noget der virker?
Grafikken er behagelig og næsten sød at se på, og der er egentlig ikke noget at kritisere på det punkt. Der er masser af farver og den høje opløsning gør det, som nævnt, meget behageligt at se på - et rigtigt lille antidepressivt spil rent grafikmæssigt. Nu kunne man måske godt forestille sig, at de mange farver ville være distraherende, men det har jeg nu ikke oplevet. Selv de animerede og effektfulde baggrunde distraherer ikke fra det vigtigste: det geniale gameplay, som tilbyder masser af timers god underholdning. Spillet er lavet i 2D og faktum er, at det ligeså godt kunne være udviklet til PlayStation, da det nærmest kan kaldes ressourcespild at anvende en PS2 til et spil som Super Bust A Move.
Lyden er som man kunne forvente til denne type spil: japansk bip-bip musik med tilsvarende lydeffekter. Enten finder man det sødt eller bare acceptabelt, eller også finder man det utåleligt efter et stykke tid.
Der er ikke så meget mere at sige om dette spil, andet end: køb det og spil, spil, spil. Super Bust A Move er den type spil man kan tage frem igen og igen uden at blive synderligt træt af det. Samtidig er det så enkelt, at alle kan finde ud af at spille det. Altså: et genialt gameplay kombineret med enkelhed - hvad mere kan man forlange?