X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Rocky


Efterhånden årelang erfaring har vist at forventningens glæde med fordel kan nedtones, når man taler om spil baseret på film. Selvfølgelig gælder ingen regler uden undtagelser, hvilket boksespillet Rocky fra Rage Games, er et klokkeklart eksempel på.

Når man starter spillet op, bliver man med ét kastet ud i Rocky-universet via filmsekvenser fra de forskellige film i serien. Eye of the Tiger drøner ud gennem højttalerne og atmosfæren er tyk af nostalgi og den helt ægte Rocky-feeling. Personligt var jeg allerede på dette tidspunkt solgt, eftersom det er år og dage siden jeg sidst har set en Rocky-film, men da man jo ikke kan bedømme et spil på indledningen, måtte jeg hellere udforske spillet nærmere  hvilket absolut ikke blev gjort af pligt, men af lyst.

Rocky indeholder fire forskellige spil-modes: Exhibition Match, Movie Mode, Knockout Tournament og Sparring Mode. Dertil kommer et Gallery, som indeholder flere og flere filmsekvenser, efterhånden som man avancerer i Movie Mode. Exhibition Match er den hurtige vej til de uforpligtende kampe, hvor du kan spille mod computeren eller en kammerat. I starten er der dog ikke mange boksere at vælge imellem, idet antallet af valgbare boksere afhænger af, hvor langt man er nået i Movie Mode. Knockout Tournament er multiplayerdelen i spillet, hvor man kan spille op til seksten personer mod hinanden. Denne del åbnes der dog først op for, når man har gennemført Movie Mode. Sparring Mode er bygget op, som det før er set i kampspil: man præsenteres for en liste af forskellige slag og combos, som man så kan træne overfor en enten passiv eller kæmpende modstander.

Som man jo nok allerede har regnet ud, er det Movie Mode som er den primære del i spillet. At se filmsekvenser i Gallery, vælge mellem alle boksere i Exhibition Mode og spille Knockout Tournament, afhænger alt sammen af gennemførelsen af Movie Mode.

Movie Mode består af fem spildele, som hver især repræsenterer de fem forskellige film. I hver del skal man besejre fire boksere, hvor den sidste kan betragtes som hovedbokseren, akkurat som i filmene. Ergo slutter man første del af med en kamp mod Apollo Creed, anden del igen mod Apollo, tredje del mod Clubber Lang (Mr. T, for dem som kender ham bedre på den måde), fjerde del mod den russiske boksemaskine Ivan Drago og endelig møder man i den femte del af spillet Tommy Gunn. Som indledning til hver hovedkamp, ser man en animeret sekvens fra filmen, og efter gennemførelsen af de enkelte dele, bliver Rocky lidt ældre, lidt større og lidt mere erfaren. Man skal dog også selv hjælpe til i den afdeling, idet man efter hver kamp får mulighed for at træne Rocky og dermed gøre ham stærkere, mere udholdende, hurtigere, lettere på fødderne osv. Dette gør man ved hjælp af fem forskellige træningsøvelser, som faktisk tager lidt tid at mestre. Ønsker man ikke at bruge tid på dette, kan man auto traine, hvilket automatisk giver fem skill points i den kategori man vælger. Træner man selv, kan man opnå op til ti skill points i hver træningskategori. Når man spiller på den nemmeste sværhedsgrad, kan man faktisk nøjes med at auto traine Rocky igennem hele spillet og stadig gennemføre Movie Mode, men spiller man derimod på en af de to andre sværhedsgrader, er det en absolut nødvendighed at lære de forskellige træningskategorier at kende, idet man efter min mening ellers er uden chancer for at gennemføre.
Kontrollen med bokserne fungerer fint. Når man først har lært sig en del af de slag og combos, som findes i spillet, kan man variere sin boksning på utallige måder. Mere end 200 forskellige muligheder for slag, combos og bevægelser findes i spillet, og der er dermed dømt øvelse og udfordring for alle. Udover alle disse muligheder for at banke dine modstandere, kan man selvfølgelig også parere slag på forskellige måder, ligesom man kan benytte sig af to forskellige super punches, som er garanteret slagkraftige. Som et lille ekstra krydderi, kan man drille (taunt) sine modstandere, hvilket (hvis man vel at mærke gennemfører det, inden modstanderen når at reagere) forøger sin energi en smule. Det skal dog siges, at man i kampene til tider forfalder til brugen af enkelte særdeles effektive slag og combos, men det er som oftest i pressede situationer. I mindre hektiske situationer kan man dog stadig eksperimentere med forskellige boksetaktikker og strategier. Mellem hver kamp kan man sammenligne Rocky med den kommende modstander (højde, rækkeevne, styrke, hurtighed osv.), ligesom man præsenteres for en kort biografi af de enkelte boksere.

Grafikken i Rocky må karakteriseres som værende glimrende, dog med enkelte fejl. Fejlene forekommer egentlig ikke i de enkelte kampe, men nærmere i de mellemliggende sekvenser, samt pausebilledet af de to boksere mellem hver kamp. Af en eller anden grund er bokserne blevet udstyret med stort hoved og lille krop i omtalte pausebilleder, hvilket ser temmelig komisk ud, og vel egentlig er ret uforståeligt, eftersom bokserne er fint animerede i selve kampene. Det skal lige tilføjes at loadtiderne før kampene er lige lovlig lange. De enkelte sekvenser mellem de fem spildele i Movie Mode virker heller ikke helt gennemførte, men måske er Sylvester Stallone heller ikke den nemmeste mand at kopiere rent grafikmæssigt. Når dette er sagt, skal det også siges at animationerne af de enkelte bokseres bevægelser, slag osv., er gennemførte og realistiske, ligesom animationen af publikum fungerer fint.

Spillets lydside må siges at være tilfredsstillende. Man har formodentlig brugt det originale lydspor fra filmene i enkelte sekvenser, hvilket jo blot er med til at give den helt rigtige stemning. Når bokserne introduceres inden kampene, spiller den velkendte musik fra filmene og man mærker straks nostalgien strømme ind over sig. Ellers er der de sædvanlige og forventede lyde fra bokseringen, samt tilråb og jublen fra publikum, hvilket alt sammen virker efter hensigten.

Nostalgi og gensynsglæde er nøgleord i forbindelse med dette spil. Ikke forstået på den måde, at disse begreber er det primære fokus i spillet, men nærmere en slags ekstra krydderi, som blot forstærker helhedsindtrykket. Rocky er nemlig først og fremmest et fremragende boksespil, med alt hvad et sådant indebærer: realisme, action, blod, sved og tårer. The Italian Stallion is back!!!

Rocky (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Rocky   © Rage Software 2002   (GCN)    1/4 Rocky   © Rage Software 2002   (GCN)    2/4 Rocky   © Rage Software 2002   (GCN)    3/4