X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

RC Revenge Pro


RC Revenge Pro er den tredie i serien, denne gang til PlayStation2. Jeg har ikke prøvet forgængerne, og har bestemt heller ikke fået lyst til det nu efter at have spillet RC Revenge Pro (RRP). Man styrer i RC spillene en radiostyret bil (Remote Controlled, deraf navnet:), men det er for sin vis kun rent grafikmæssigt at det har noget at sige: RRP er en simpel racing-sim af den helt banale slags.

Fra starten af er der to game modes: Single Race og "Bronce Cup" hvor det gælder om at placere sig mellem de tre bedste. Efterhånden som man klarer sig igennem de enkelte løb, bliver der flere baner og køretøjer til rådighed.

Køretøjerne har forskellige egenskaber i form af hastighed, acceleration og styreegenskaber, og der er stor forskel på hvordan en lille Formel 1-racer kører i forhold til en monstertruck! Som det fremgår har designerne haft den store fantasi fremme, da de lavede køretøjer, for stort set alle tænkelige små nuttede biler er med i valgmulighederne, og de bliver mere og mere flippede efterhånden som man "låser dem op" ved at komme længere i spillet. Der er over 30 forskellige køretøjer, og når man kun starter med omkring en trediedel, er der masser at se frem til.

Powerups

Ingen racer uden powerups, og RRP har også arsenalet klar. Og det er faktisk ret underholdende. Man kan samle kasteskyts op så som målsøgende nytårsraketter, sæbebobler som indkapsler modstanderen for en stund, olieklatter der giver seriøse udskridningsproblemer, hoppende miner kraftigt inspireret af 2. Verdenskrig. Min favorit er helt klart en "varmestråle" (i mangel af bedre oversættelse) hvor man med en lille strålepistol zapper modstanderne foran sig, som bryder i brand og mister fart for en stund. Listen fortsætter med trykbølger, som kaster de andre rundt, skjold som beskytter spilleren for et (alt for kort) stykke tid, samt "fakes" som man smider på skumle steder, hvor de ligner en powerup, men istedet er en bombe. Fikst, og røvirriterende, når man selv hopper på den.

Våbene er sjove, men der er bare plads til så meget mere man kunne ønske sig, små åbenlyse detaljer, som kunne være med til at give spillet et lillebitte ekstra løft. Eksempel: Hvis man kører ind i en modstander bagfra som er fanget i en sæbeboble, hvorfor springer boblen så ikke? Hvorfor kan olieklatter ikke brænde, så man med lidt snilde og timing kan lave noget seriøst ravage på banen? Det lyder måske ligegyldigt, men det hele er bare set så mange gange før, og de Acclaim kunne godt prøve at lave noget der bare ragede en lille smule uden for normen.

Det er iøvrigt IKKE muligt at tage livet af modstanderne. Bilerne kan simpelthen ikke gå i stykker, eller tager skade uanset hvor mange tæsk de andre ligger for dagen for at gøre livet ekstra surt for dig. Dén slags gameplay kan man tale både for og imod, og jeg mener det er for kedeligt når alle de sjove våben så kun har et formål: At sænke modstanderens fart for en stund.

Levels

Banerne er vigtige i alle racers, og Acclaim har da også gjort meget ud af dem i RRP. Beklageligvis syns jeg bare ikke de er sluppet særligt heldigt fra det.

Scenarierne er morsomme. Rumstation, sørøverskib, monster theme park, rædselskabinet er nogen af de første baner. Senere går det over i jungle og safari-halløj, og der bliver sågar også tid til en tur på landet.

De er kreative, men knapt så spilbare. Ofte farer man vild, mister retningssansen og så er det næsten umuligt at gætte sig til hvilken vej man skal køre for at komme på rette spor igen. Nogen gange er det helt galt: På et tidspunkt skal man springe over banen (den slår et slags 8-tal), hvilket ikke er så lige til, ihvertfald ikke hvis man ligger i fight med nogen af de andre. Hvis man ikke klarer hoppet falder man ned på en anden del af banen, hvor det for det første overhovedet ikke er til at finde ud af hvad der er frem og tilbage, plus at hvis man endelig finder retningen igen, er man banket så langt tilbage i løbet at man ligeså godt kan opgive at fange de andre igen. Kolosalt frustrationsmoment, og totalt unødvendigt.
En anden bane foregår i et gammelt spøgelseshus, og den er helt håbløst udformet. Den krydser eksempelvis sig selv på et tidspunkt, men hér skal man ikke køre lige over, men istedet dreje til venstre. Hvor stod det?!?!

Grafikerne har også gjort så meget ud af landskaberne at det er misvisende. På et tidspunkt skal man igennem nogle porte, som åbner sig automatisk når man nærmer sig. De er identiske, lige pånær en lille farveforskel som man ikke bemærker før man kigger efter. Pointen er bare, at den ene er en port, mens den anden bare er pynt!!! Ikke noget med at banen splitter sig i to, og man skal vælge retning dér, men blot en pynteport. Hvor lamt!

Hurtigt udvikler spillet sig til at det ikke altid er lige fedt at ligge forrest, for man har ikke en ærlig chance for at gætte hvilken vej man skal køre, eller også er banerne for mørke og det hele flyder sammen.

Det bliver værre endnu. Grafikpotentialet i PS2'en har tydeligvis interesseret Acclaim, og det har de forsøgt at udnytte ved at lave en masse "gimmics" i landskaberne omkring banerne. Nuttede høns flyver over banerne, monstre står og rager ud efter dig, det hele farer mildest talt omkring på banerne, men det betyder bare ikke en meter! Det er lige meget, om du fræser lige ind i munden på et kæmpemæssigt kranie der tænderklaprende prøver at "fange" bilerne som de kører forbi. Der sker ingenting ved at bumpe ind i de enorme rumbasegravemaskiner. Det er bare pynt!

Helt sikkert at det var gået for nogen få år siden, hvor RRP ville ha' set fantastisk ud, men vi skriver snart 2001, og det er ok at forvente så meget mere af et spil nu om dage. Det er direkte grinagtigt, at den føromtalte høne altid flyver forbi på det samme tidpunkt og på den samme måde!

Der er over 24 baner, og alle banerne går igen flere gange. Noget af det som du kan låse op, er de samme baner baglæns, spejlvendt, eller baglæns spejlvendt (!).

Bil vs. Båd

Lidt nyt har RRP da bidraget med. Udover bilerne er der også baner, hvor man sejler istedet. Personligt syns jeg disse baner er noget sjovere, primært fordi man knapt så ofte er i tvivl om retningen og man sidder heller ikke så tit fast bag et hjørne, som der er en tendens til i bilerne.

Det har vi da set før, tænker du, men det nye består i at der er nogen af banerne hvor biler og både kører imod hinanden. Umiddelbart efter start vælger man båd eller bil ved at vælge rute: Bilen bliver så forvandlet til en båd, og når man har sejlet en omgang er det så op på land igen for at køre over målstregen, hvorefter man så vælger bil/båd igen.

Det fungerer ret godt, lige bortset fra at det altså er ret meget nemmere at sejle rundt end at køre, fordi bilerne skal igennem en del halsbrækkende hop over vandet!

Track Editor

Men hvad: De må ha' set problemet, og har derfor inkluderet en track-editor! :) Du kan lave dine egne baner og gemme dem på memory-kort.

Editoren er ok, men ikke specielt brugervenlig. Det er svært at finde rundt når man begynder at lege med stigninger og fald på banerne. Helt klart et spørgsmål om tilvending, og det er ret morsomt at sidde og pille ved.

Men igen virker det som om at de ikke turde tage skridtet helt ud. Hvorfor kan man ikke bestemme baggrunde og powerups? Det er da oplagt?

Grafikken er ok, uden at råbe og skrige "NEXT GEN"! Polygonerne kan ses, og selvom der er en masse ting og sager der flyver og farer omkring på banerne, er detaljeringsgraden ikke særligt høj. Nogen vil sågar påstå at RRP blot er en lidt pænere udgave af forgængeren til PlayStation, og jeg ville faktisk også mene at det nok kunne presses ned i en PSOne på en god dag.

Som det fremgår, er det lidt svært at finde på noget positivt at skrive om det. Jeg vil ikke anbefale at du køber spillet uden at ha' lejet det et par gange først. Alting halter simpelthen bagefter hvad man kunne forvente. Gameplay'et er alt for simpelt, grafikken er slet ikke i nærheden af nogen af de andre PS2 titler der er på markedet.

RC Revenge Pro er tydeligvis et klassisk eksempel på en titel som vil opnå salg ved simpelthen at være først på markedet omkring launch af et system som PS2!

-
GameOn 22/12-00
RC Revenge Pro (EU)
Anmelders vurdering
2/6