Onimusha 2: Samurai's Destiny

For lidt mere end et år siden, fik jeg allernådigst pålagt opgaven "Spil dette spil, anmeld det eller vis dig aldrig i Samonusuke’ Samurai Dojo igen". . .

En opgave jeg ikke kunne andet end at udføre, men lad mig samtidig groft understrege at det var en af de anmeldelser man bare nød at skulle skrive, og et spil der var omfattende, actionfyldt og kanon flot.

Der gik da heller ikke mange dage efter "the assignment" var ovre, før jeg på forhånd satte mig på efterfølgeren til dette sværdsvingende, actionfyldte og "manner-den-grafik-får-kæben- til-at-ramme-gulvet" spil. Og venner, det er allerede ude i butikkerne nu. Anbefalingsstemplet herfra, som noget nær et must, hvis du er til god, tempofyldt action. Godt blandet med blændende grafik og en fængende og temmelig varieret historie, med humor, kærlighed U name it.

Men for lige at ridse lidt facts op om spillet først. Du befinder dig i 1524, Nobunaga blev for 15 år siden nedkæmpet af Samanosuke, men er nu genopstået. Meget belejligt for Mr. N. er Samonusuke taget på badeferie i Lalandia og kan ikke træffes. I stedet er en ny helt, Jubei, trådt til i stedet.

Dette kommer dog ikke bare lige sådan som et knips med fingrene. Nej, den grumme Mr. Nobunaga bliver nødt til at slagte hele Jubei’ landsby for at få hans opmærksomhed. Efter dette er sket er det vi tager på ridt gennem en hæsblæsende historie der kommer rundt om mange forskellige traumer, barndomsoplevelser, kærlighedsaffærer, almen druk og fest.

Der er ikke megen grund til at hænge sig mere i historien, den fortjener at blive oplevet, ikke fortalt af en anmelder. Hvis vi bevæger os lidt videre og skiller spillet lidt mere ad. Så står vi med et styringsmodul, som for nogen, mig selv inkl., nok ryster en smule på hovedet af. Der er ikke analog understøttelse til styringen, så som i et gammelt resident evil spil må du ty til de 4 små piletaster. Dog skal det siges at styringen stadig virker rigtig godt, kombineret med en meget behagelig kameraføring, så kommer man aldrig i tvivl om hvor eller hvordan det hele skal gøres. Brugen af diverse knapper på dit joypad læner sig meget opad etterens, og er også velplaceret. Så faktisk ingen kritik på dette punkt. Kun et kort hmm’ og let skuldertræk over den manglende analog understøttelse.

Så hopper vi over i afsnittet hvor denne anmelder påfører sig en bette hagesmæk, og nyder de gemte saves, omkring CG klips i spillet. Hele historien bliver understøttet af klip som efter min mening lever op til hvad Final Fantasy X har i sig. Faktisk har jeg siddet og tænkt på, at de nogle steder læner sig opad at kunne sammenlignes mellemsekvenserne med filmen F.F.: The Spirits Within.

Selve spillet grafik er opbygget med en masse gennemarbejdet detaljer, flotte farvevalg og vandeffekter, skygger m.m. Der har været gang i den helt store farvepalet, fantasien i monstre og fjender spiller godt sammen med de naturlige omgivelser og flotte bygninger, områder, slotte og lign. der er fyldt af igennem hele spillet.

Lydmæssigt er det en lidt blandet oplevelse. Jeg havde nu hellere set en japansk tale med engelske undertekster, end at skulle høre på de her 2. rangs skuespillere der har lagt stemmer til spillet. Det er ikke uudholdeligt, men det kunne være gjort så meget bedre. Så det er et andet, om end lille, irritationsmoment. Til gengæld så opvejer lydeffekterne i spillet en del. Sværdkampe og alle andre bevægelser, som de små ting som skridt, til når du vender dig, og man kan fornemme lyden af klædestykker svunget hurtigt rundt.
Med hensyn til sværhedsgrad, udfordring og lign. Så er spillet faktisk lidt svingende. En advarsel skal i hvert fald lyde højt. Lad være med at spille på easy, det er muligt at slutte denne mulighed til efter man er død 3 gange. Men kan IKKE anbefales. Du vil kunne vralte igennem spillet med en hånd på joypaden og mens den anden kan hælde op til kaffe og smøre en ostemad. Normal eller Hard er at fortrække. Til gengæld så er det på disse to sværhedsgrader et større arbejde at få opgraderet sine våben/udrustning.

Dette gøres som i det første spil ved at opsamle de sjæle der kommer efter man har slået et monster ihjel. Men man skal dælme slå mange ihjel. På det punkt kommer spillet til at ligne lidt RPG spil, med EXP. Point, og hvor man kan bruge en times tid, bare på kampe for at få opgraderet sit grej.

Hmm.. efter at have spillet etteren, og man som jeg gjorde, mente at det var et af de spil der gjorde konsollen berettiget til at koste det den gjorde (dengang, piv). Så var det lidt med frygt at jeg satte 2’eren i, ville jeg forvente for meget? Ville jeg kun lede efter fejl og ikke glædes over et ellers godt spil?
Men selvom der var enkelte gange hvor jeg fandt lidt småfejl, så holder spillet KLART i længden. Jeg har nydt at kæmpe mig igennem de forskellige baner og møde Mr. Nobunaga endnu engang.

Samtidig, så selvom jeg har gennemført spillet, så er banerne faktisk kun gennemført 63 %. Det er en anden af de små tilføjelser der er i spillet. Alt efter hvordan du gebærder dig i forskellige situationer, så forekommer der små ændringer og tilføjelser i spillets gang.

Men nok om det, er også noget der skal opleves, og ikke fortælles.

Jeg vil bare slutte af med at fortælle at Onimusha 2 har en del nye tilføjelser, en flot optimeret grafik som er blandt de bedste p.t., masser af action, gore og rendyrket vold. Spillet kan klart anbefales og bør stå på hylden hjemme hos dig der kan li’ en blanding af Action/adventure/rpg spil

Smut så ud og køb det, eller som Jubei ville ha sagt. . . Oooosshh kaminucha-haki goincha mida, vistnok