Mission: Impossible

Dette spil burde "self destruct" inden du får øje på det.


Nå, ja.... Enhver ting de laver på N64 kan vel laves bedre til vores egen lille grå underholdningsunit. X-ample har påtaget sig den umiddelbare overkommelige opgave at konvertere Mission Impossible til PlayStation. Ifølge de tidlige pressemeddelelser havde vi noget stort i vente. Grafikken ville blive pudset grundigt af og stå skarpt i modsætning til den originale version. Der ville blive brugt en masse samplet tale som skulle give spillet en større helhed og lidt ekstra underholdning. Det samme gjaldt for lyden og der ville til dels blive optimeret på de forskellige missioner for at give gameplayet et ekstra kick.
Det lød alt sammen meget godt og jeg havde da også en del forhåbninger efter at have sønder spillet Syphon Filter forlæns og baglæns. Men jeg kan lige så godt starte med at afsløre konklusionen. Mission Impossible er et spil man i det store hele ønsker ville have Selfdestructed in five seconds, før det nogensinde kom på hylderne i vores spil shops.


Spillet lægger sig opad handlingen fra filmen der efterhånden er en tilbudsfilm i de fleste butikker. Du skal som Ethan Hunt overbevise din uskyld overfor de øverste herrer i C.I.A. Efter de indledende missioner lægger de nemlig ansvaret for de døde agenter og mistanke om at du har været den såkaldte "muldvarp" der har videregivet oplysninger om hemmelige agenter udstationeret i Europa. Herefter skal du så selvfølgelig (ifølge spillet) bruge stealth, kløgt og snuhed for at komme igennem i live og afsløre den egentlige lækage i C.I.A.


Ensformig og lineær opbygning

I løbet af 20 baner fordelt på 5 missioner skal du altså kæmpe mod fjenden såvel som dine arbejdsgivere. Du er alene og føler dig som en brik i et puslespil hvor adskillige af brikkerne mangler. På hver af missionerne er der faste mål der skal udføres, det være sig at finde specielle gadgets, der kan hjælpe dig senere i spillet, ledetråde til at bevise din uskyld og så videre i den stil. Det ender dog med at føles lidt ensformigt og den største udfordring/forandring i de forskellige missioner ender med at være den varierende sværhedsgrad.


Spillet foregår i flere forskellige perspektiver, man har en (elendig) sigtemode hvor et lille rødt sigtekorn kommer frem i 1. persons synsvinkel. Denne styrer desværre rimeligt hakket og er svær at bruge i pressede situationer hvor fjenden som regel når at skyde dig et par gange inden du har indstillet sigtet. Så er der den anden 1. persons vinkel, her er det muligt at dreje kameravinklen så det bl.a. skulle være muligt at se rundt om hjørner. Den virker også elendigt og ender med slet ikke at blive brugt. Til sidst er der den der bruges mest og som er kendt fra stort set alle spil i denne genre. 3. person, set lidt skråt oppefra. Det er den man i 90 % af spillet bruger og den virker da til dels også som den bedste (selvom det ikke siger meget!!) For selve kameravinklerne i 3.person har det med irriterende at flakke fra højre til venstre og give flere frustrationer end overblik. Der er ingen strafe muligheder så også her går stealth moden lidt ud af spillet. Man render

direkte ind i fjenderne og skal så til at vende sig om og løbe tilbage til det nærmeste gemmested igen. Det viser sig dog også som et problem, for styringen af Ethan er så klodset at man flere gange er ved at kyle controlleren hen mod skærmen og man bander den langt væk i flere af missionerne. Styringen er også rimelig langsom når man skal dreje og næsten håbløs hvis man skal spæne afsted over forhindringer med et par gale spioner efter sig.
Dit våbenarsenal og de forskellige gadgets man bliver udstyret med, er dog med til at give en god fornemmelse af universet fra filmen. Den bedste er selvfølgelig den man bruger til at kopiere andres ansigter med (facemaker). Denne bruges flere gange i spillet, men kan, ligesom de andre ting, kun bruges når spillet/missionen giver dig lov til det. Ikke noget med frit initiativ her.


Udover facemakeren får man en række våben som f.eks. en dart pistol med bedøvende effekt, lyddæmpet pistol, Uzi , miniraket launcher, elektrisk-stunner, plastic sprængstof, sniper riffel, elektrisk kode knækker, night-vision briller, infrarøde kontakt linser, spion kamera, og en fingeraftryks scanner. Så arsenalet er altså helt i orden, men gør ikke spillet meget bedre. Snaere tværtimod, man bliver i stedet irriteret over at man har givet en så gode muligheder for at gennemfører missionerne men sløset med førnævnte kameravinkler og styringen.


Hvilke forbedringer ??

Grafisk er Mission Impossible heller ikke noget særligt. Den lovede afpudsning og rettelser af fejl fra N64-versionen er ikke til at se direkte. Der er flere steder hakker og pixelering når du kommer for tæt på objekter. Personerne og omgivelser er direkte grimme og indbyder ikke just til nogle klapsalver. Der er nok rettet småting, men de er altså ikke umiddelbart til at finde, den lovede optimering af frameraten er i hvert fald ikke noget X-Ample (udviklerne) skal snakke alt for højt om. Der er nok kommet nogle flere detaljer og brugt et større antal polygoner i opbygningen af 3D omgivelser og personer, men de er stadigvæk grimme og noget vi kunne have set for et par år siden på den lille grå.
Musikken er der derimod ikke noget i vejen med, faktisk er den og lydeffekterne nok de bedste og mest fuldførte ting i spillet. Musikken varierer fra det oprindelige tema alle kender fra serien og filmen til kortere musikbidder der lægger sig ganske godt og svarende til missionernes udvikling. Til gengæld er den samplet tale direkte rærlig, og der er desværre en del af den. Der er da tidspunkter hvor der er lagt lidt humor ind i replikkerne, men i det store hele lyder det som nogle amatører der har lagt stemmer til. Manuskriptet er bortset fra den lidt tilfældige humor også dårligt sammensat, og giver ikke den indlevelse samplet tale ellers gør i andre spil.
Ja, hvis du ikke har kunne læse det ud fra anmeldelsen så lad mig da slå fast at Mission Impossible ikke er værd at spilde tid på. Der er så mange andre gode titler der klart sparker Ethans pixeleret numse totalt.
Jeg ville meget hellere bruge tid på at gennemføre Syphon Filter eller M.G.S. endnu en gang end jeg ville spille M.I. Faktisk tror jeg at det kunne være sjovere at tælle grannålene på træet ude foran mit vindue.