X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Kurushi


Det absolut bedste bud på en PSX-puzzler.

Sony Entertainment har lavet endnu en geni-streg, og beviser dermed at man ikke skal ud til independent-udviklere for at finde kvalitetsspil.

Kurushi er et puzzle-game, som hurtigt sender både ens hjernekapacitet og reflekser på en hård prøve. Gameplayet er uhyre simpelt, og medvirker til at skabe et spil, som er nemt at gå til, men meget svært at blive god til. Man styrer en lille mand, som skal undgå at blive kvast af en række store fremrullende klodser eller falde ud over kanten af banen. Med krydset markerer man et felt på banen. Når klodserne vælter frem over feltet, udløser man feltet igen, og klodsen på feltet forsvinder. Og nu kommer pointen så: Der er tre slags klodser: GRÅ som man SKAL fjerne inden de når at rulle ud over enden af banen, ellers bliver banen et stykke kortere. SORTE ( Forbidden Cubes ), som man IKKE må fjerne - sker der, bliver banen et stykke kortere. GRØNNE ( Advantage Cubes ), som efterlader et grønt felt på banen. Dette grønne felt kan man så udløse senere ( med trekant-knappen ), og dermed fjerne klodsen over feltet samt alle de 8 omkringliggende felter.

Klarer man at eleminere alle de almindelige klodser og de grønne, bliver banen et stykke længere. Så simple er reglerne - de eneste variationer er banens længde og bredde, antallet af klodser der vælter frem og deres hastighed. Og tro mig: Det bliver mildest talt hæsblæsende! Har man fjernet en masse af de grønne klodser, kan man lave nogle imponerende kædereaktioner, som fjerner mange klodser af gangen, for man udløser nemlig ALLE de grønne felter på een gang. OGSÅ hvis der er nogle af de sorte iblandt. Man mister lynhurtigt overblikket, og fejl bliver straffet promte...

Når man dør ( falder ud over kanten ), for man ens score opgivet, samt ens IQ (!), hvilket er ret morsomt - tallet skal nok ikke tages for gode varer, men første gang man får "IQ: 3" føler man sig ikke så forbandet hård.

Kontrollen er fantastisk. Der er en fed indlæringskurve: fra absolut ikke at fatte noget som helst, går man iløbet af 20 minutter til at styrte rundt som en professionel. Efterhånden får man adgang til forskellige figurer, og sågar en bane-editor. Desuden har Kurushi en MEGET pædagogisk How-to-play, som grundigt forklarer hvordan spillet fungerer og hvad man skal gøre. Glimrende.
Grafikmæssigt er Kurushi ikke nogen milepæl. 3D-grafik som vi kender det. Man ser det hele lidt skråt ovenfra, og "kameraet" bevæger sig flydende rundt for at skabe den bedste synsvinkel hele tiden. Den lille figur man styrer, er ikke særligt detaljeret, og klodserne er, ja - klodser! Dog ser det rimeligt raffigt ud, når de bliver elemineret. Så har de konstant skiftende textures, nogle som er pæne, og andre som simpelthen skriger een i øjene. Banen svæver frit i et stort, tomt, rum. Når man falder, så falder man i laaaaang tid - skriget forsvinder bare i det dybe ( dvs ikke noget fedt "klask" ved bunden, for den er der ganske enkelt ikke ). Men grafikken er bare ikke vigtig i et spil som Kurushi - det simple gameplay bærer hele spillet i sig selv !!! Grafikken fungerer, og jeg kunne faktisk ikke forestille mig, hvordan ( og hvorfor ) det skulle gøres bedre.

Lydsiden er noget helt specielt - selve effekterne med fremadvæltende klodser, og suget når de vælter ud over kanten er rigtigt fede. Men hvor Kurushi virkeligt viser sig at være anderledes, er baggrundsmusikken - eller skal man kalde det FORgrundsmusikken! Jeg har ikke tidligere oplevet noget ligende. Musikken beskrives vel som teatralsk eller episk, nemlig et stort orkester og tilhørende kor, som leverer noget der er som taget ud af en Star Wars-film. JEG elsker det, ligesom jeg ved at der er mange der absolut ikke vil bryde sig om det.

Kurushi har også en 2-player mode, men den kunne nu godt undværes. Hér var der helt klart potentiale for at lave et endnu federe spil, hvor man skulle kæmpe direkte mod hinanden, men istedet bliver man spist af med en ret kedelig tur-baseret match ( Kurushi 2 ? ).

Hvorfor at der kræves op til 9 blokke på ens memorycard, er mig også en gåde. Dette er i mine øjne helt urimeligt, og med mindre man har et af de store memory-card, løber man hurtigt tør for plads.

Kurushi blev kaldt Intelligent Cube i Japan, og det er i grunden en skam at de ændrede titlen, for den beskrev spillet og dets gameplay glimrende og meget nøjagtigt. Måske vurderede Sony, at IKKE-japanere tænder mere på japansk-lydende navne - gad vide om Kurushi betyder noget...

Alt i alt, er Kurushi et spil, som er meget svært at lægge fra sig, når man først er begyndt. Parallen til Tetris er tydelig, og jeg er sikker på, at vi hér har en potentiel klassikker inden for sin genre. Og med en vejledende udsalgspris på 350,- mener jeg, at det et fantastisk køb.

-
GameOn 06/11-97
Kurushi (EU)
Anmelders vurdering
5/6