Haven: Call Of The King

Midway var tidligt ude og erklærede at "Haven: Call of the King" (H:CotK) ville blive "a game of all games", samtidigt med at det rent grafisk ville blive sætte nye standarder for hvad der var muligt.

De store løfter blev delvist opfyldt, og resultatet er en ganske fornøjelig titel, som dog aldrig når helt op på højde med de helt store adventure-titler.

Haven er vores lille helt, en ung mand som er vokset op i en verden som bliver styret af den onde hersker Vetch. Om natten har Haven de særeste uforklarlige drømme, det viser sig at han er noget ganske særligt, og det bliver hans mission at befri verden fra Vetchs tyrani og redde hans udkårne, en laber dame ved navn Chess. Og ja, "Haven: call of the King" er faktisk et helt nyt spil som kom på hylderne i november, lad dig ikke narre af det genkendelige og ualmindeligt slidte plot. Game-universet bliver tilsyneladende aldrig fri for hverken onde herskere eller unge heltemodige mænd som mere eller mindre frivilligt bliver sat til at rette op på sagerne - med din bistand, naturligvis.

Overordnet set har vi endnu et adventure-spil, hvor du bevæger dig rundt i et detaljeret 3D landskab, og skal skyde og hoppe dig vej igennem en horde af fjender. Men hér skiller H:CotK sig så ud fra mængden: Vi har før prøvet adventure-spil med subgames, men jeg har endnu ikke set et spil med SÅ mange subgames. Og de kommer bare i en lind strøm, hele tiden er der nye opgaver som er både opfindsomme men også til tider rimeligt trivielle og frustrerende. Haven er pakket med så mange sub-games, at det er svært at sætte den i en specifik bås sammmen med andre spil i en tilsvarende genre.

Før du er igennem H:CotK har du løst puzzles, skudt dig vej gennem hundredevis af monstre, kørt racerløb både til lands og i luften, udkæmpet drabelige kampe i rummet og meget, meget mere. Variationen er stor, og overgangen fra den ene opgave til den næste er næsten ikke til at bemærke, ofte er de længste load-tider glimrende kamufleret med cut-scenes (som er lavet helt med spillets egen grafiske engine, det er da vist ved at blive en trend?) eller på en anden måde skjult, så man aldrig føler man sidder og venter. Det er ret fedt, for det ene øjeblik bander og svovler man over en forhindringsbane, for det næste sekund at blive kastet ud i noget helt andet. Man keder sig med andre ord sjældent.

Alt i alt er der 37 subgames, som man kan gå tilbage til og spille igen hvis man har lyst. Det er dog nok tvivlsomt at man finder det særligt interessant blot at spille et enkelt subgame, de siger ikke så meget udenfor sammenhængen med de andre, og overordnet set er de for nemme eller trivielle, og tilbyder ikke de store udfordringer. Men hvad betyder det, når de bare bliver ved med at komme?

Man er bevæbnet med en særlig yo-yo, som man kan slå fjender ned med på klods hold, og bruge som transport middel på nogen særlige magnetbaner. Og der er naturligvis forskellige powerups og ting der skal indsamles, det behøver jeg vist ikke komme nærmere ind på, det er set tusindvis af gange lige siden "Mario".

En særlig detalje der skal nævnes, er nogen særlige vacciner, som holder en i live. Hvis man løber tør for dem, er det sur røv. Underligt nok kommer det aldrig til at betyde noget i spillet, det var endda lidt af et tilfælde at jeg opdagede dén regel. Måske skyldes det den meget liberale "døds-politik", det er ret ligemeget at man dør, man får med det samme endnu et forsøg og man bliver ikke sat særligt langt tilbage.

Sværhedsgraden er "nem til middel" og i enkelte tilfælde "joypad-igennem-billedrøret-frustrende". Omkring halvdelen af udfordringerne klarer man i første eller andet forsøg, og det er lidt for nemt, men det passer på den anden side sikkert fint til den lidt yngre målgruppe som H:CotK henvender sig til. På noget af præsentationsmaterialet er der endda nævnt helt ned til 5 år, dog nok noget højere i DK, da al dialogen stadigvæk er udelukkende på engelsk. De mindre søskende vil alligevel nok syns H:CotK er ret fedt,

hvis du blot er der indimellem til at hjælpe dem igennem de sværeste steder. Tit er det ikke helt indlysende hvad det er man skal gøre, og hvis det ikke løser nogen problemer at skyde på alt hvad der bevæger sig, kan man ofte finde hjælp i pauseskærmen, hvor der er en liste over de forestående opgaver man skal løse for at komme videre.

Men nogen få baner som sagt så ubeskriveligt trælse, og de har alle det tilfælles, at det er styringen den er helt gal med. Især et par baner, hvor man bliver udstyret med et "raket-udstyr" på ryggen som man så skal bruge til at flyve rundt med. Man kan kun give gas for at få mere højde, man kommer kun ned ved at slippe gassen. Det kunne ha' været en udfordrende opgave, hvis det ikke var fordi at det samtidigt er nødvendigt at korrigere ens sigtekorn med den anden joystick: Og så er der ikke mange tommelfingre tilbage til at skyde og give gas med!
Oven i hatten bliver du så enten beskudt eller skal skyde en række mål indenfor en tidsramme.

En anden mere generel, men lige så træls styrings-detalje, er at det faktisk er svært at bedømme i hvilken retning man skyder! Resultatet er, at ofte når man endelig har skudt sig ind på eksempelvis en mine (højre, venstre, højre igen, og så lige til venstre en sidste gang), er man kommet så tæt på at man bliver ramt!

H:CotK er gennemført på omkring 10-15 timer i første omgang, og en del kortere tid i efterfølgende forsøg.

Haven møder naturligvis en masse forskellige mennesker og væsner, som enten vil give ham bank eller bede ham om hjælp. Han har endda også et "trusted sidekick", den lille flyvende robot, Talon, hvis betydning for historien er til at overse, ligesom stort set alle de andre figurer også kun er der stort set for at fylde tiden ud, og prøve at minde én om det papirtynde plot. Det er sjældent at de komme med egentlige guldkorn som hjælper dig videre, man bliver snarere bare irriteret over det meget svingende stemme-arbejde. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor væsner i en fantasy-verden absolut SKAL tale med én eller anden tåbelig accent? Når man ser rulleteksterne fremgår det da også, at det er den samme håndfuld mennesker som har lagt stemmer til stort set alle figurerne, ikke så underligt at de løber tør for ideer når de skal finde på den ene fantastiske og unikke person efter den anden. Stemmesiden er klart et af de områder, hvor der er blevet sparet lidt på budgettet.

Heldigvis er resten af lydsiden generelt ok. Som resten af spillet er den meget varieret, men heldigvis aldrig så meget at man bliver træt af det og sætter en anden cd på anlægget. I et enkelt puzzle hvor man skal forsvare en lejr mod flyvende angribere, er "skud-lyden" endda så potent at jeg næsten blev nød til at skrue op så jeg virkeligt kunne føle hver eneste skud blive fyret af.

Grafikken er ok, men bestemt ikke nogen revolution. Faktisk syns jeg bedre om stilen i "Jak & Daxter", og H:CotK kan slet ikke måle sig med lignende titler som "Ratchet & Clank". Men der er imponerende øjeblikke, eksempelvis hvor man flyver i rummet over en planet, og så vender snuden nedaf og efter et kort stykke tid flyver man rundt over landskabet på den fremmede klode. Fed detalje. Det siger lidt om at der bliver rykket rigtig mange polygoner rundt, men det hjælper lige lidt, når grafikken virker lidt uinspireret og helt fri for de finurlige detaljer som eksempelvis "Jak & Daxter" og "Herdy Gerdy" var fyldt med. Og nok er der masser af store detaljerede landskaber, men de taber ligesom pusten, når samtlige indbyggere i en by har har nøjagtigt det samme outfit på og opfører sig på samme måde.

"Haven: Call of the King" er helt klart spilleværdig, måske ikke som en købetitel men ihvertfald som et lejespil. Det går stærkt, og tiden flyver afsted som man tæsker igennem den ene mission efter den anden. Dets replay-value er begrænset. Godt nok er der billed-gallerier man kan låse op for ved at gennemføre spillet bedre, og der er flere alternative slutninger alt efter hvor dygtig man har været.