Half-Life

Half-Life... Enhver kender vel denne, snart 3 år gamle, perle fra Pc-verdenen.

Jeg selv er dog en total afviger fra Pc-spil. Det siger mig bare ikke noget. Selvom da der sikkert bliver lavet mange fede spil til computeren så gider jeg ikke at skulle opgradere med grafik og lydkort, hente patches til spil der kun er 75% i orden ved udgivelse og så videre. Lidt hårdt sagt, måske, men det er altså min personlige mening om at spille på Pc’en.

Men i kender nok Half-Life, hvis ikke, så køb det. Mere behøver der ikke stå i denne anmeldelse. Kan du li’ 1. persons shoot’em up / action-adventure, så er det her SPILLET.

Spillet var oprindeligt sat til at blive konverteret til Dreamcast. Men den led jo en sørgelig, men forudsigelig skæbne. Derfor besluttede Sierra/Gearbox at PS2 var den nye platform man sigtede efter, og tak for det.

Du får rollen som Gordon Freeman, en videnskabsmand som er blevet ansat i The Black Mesa Facility. Her kommer du hurtigt ud for en ”lille” ulykke som sætter hele undergrunds fabrikken, som du arbejder på, ud i et uoverskueligt kaos. Lige pludselig vrimler det med underlige og skræmmende monstrer, utilregnelige vagter, elektroniske eksplosioner, lasere der går amok lige over hovedet på dig. Man befinder sig i faretruende omgivelser, som du skal finde en ”sikker” vej ud af for at kunne redde dig selv og få tilkaldt hjælp til de få der endnu har overlevet.

Half-Life er en rigtig god og solid blanding af platform, adventure og ren action. Der er puzzles spredt igennem spillet til at udfordre dit intellekt og en temmelig god A.I. hos dine fjender giver også en rigtig god portion af både koldsved og tilfredsstillelse. Spillet kan selvfølgelig styres med Dual shock. Og dette er klart fænomenalt. En glidende, nem og hurtig styring gør det til en ren nydelse at spille. Derudover understøttes der keyboard og mus til spillet via USB porten i den store sorte spillestation.

En del af styringen som er med til at gøre det rigtig godt, er den target-lock der er lavet. Den er ikke skæmmende for spillet og nedsætter ikke udfordringen. Når man rammer en fjende med sigtekornet afmærkes en lille gul ramme om der hvor du skal skyde. Herefter er det bare at sigte og trykke af.

Der er også en fuldautomatisk sigte-mode, men den kan jeg ikke li’, det tager lidt af oplevelsen syntes jeg.

Omgivelserne du bevæger dig i er rigtig flotte. Meget industrielle, men også temmelig forskelligartet. Og der er mange baner at rende igennem. Du skal igennem vand, mørke skakter, over syrebade, igennem undervands-laboratorier osv.

Og alt imens alt det her er utrolig flot, så banker spillet af sted på, efter sigende, forbløffende 60 fps. Alt forløber utrolig flydende og hurtigt, Gearbox selv har meddelt at der i PS2 udgaven er 4 gange så mange polygoner i aktion i forhold til den første Pc-version. Folk som har spillet det på PC, har da også ytret en vis begejstring for den grafiske fremstilling når de har set det køre på min PS2. Den gode styring og den høje opløsning understøtter hinanden perfekt. Jeg har endnu ikke fået spillet til at hakke eller lave andre irriterende småfejl.

Loading tiderne i spillet var noget jeg på forhånd frygtede en smule. Men her har Gearbox virkelig sat udviklingen i højeste gear. Der er nogle korte loading tider mellem de enkelte baner, det er fair nok for de er faktisk temmelig korte. Derudover er der også i banen små afbræk hvor PS2 lige skal have lov til at hente lidt info fra skiven. Men de gøres på 4-5 sekunder så det kan man altså heller ikke klage over.

Gearbox stoppede dog ikke her. Man har også smidt 2 forskellige save/load muligheder ind i spillet. Du kan når som helst gemme i spillet. Quick-save tager omtrent lidt over 2 sekunder og så smadrer man derud af igen. Det samme gælder for quick-load. Man gemmer på hukommelsen og derfor tager det altså ingen tid.

Man kan selvfølgelig også gemme på sit memorykort når spillet skal slukkes.

Lydsiden i spillet er også veludviklet. Der er ikke vildt megen musik, men det gør faktisk slet ikke noget. Man lever sig mere ind i spillet alene ved de fede lyde der kommer undervejs. Når der så kommer musik er den veltilpasset til det der er ved at ske i spillet og giver bare endnu mere til oplevelsen. Effekterne er som nævnt de bærende. Det har man klaret rigtig godt, og mange kommer på de mest overraskende tidspunkter, hvor man lige laver et lille hop i stolen. . .

Spillet savler af gameplay, man bliver ved med at presse sig til at komme videre. Selvom klokken er 4 om morgenen og man egentlig burde have lavet en aflevering til det monster af en erhvervsret lærer man skal stå til ansigt med 4 timer senere.

Der er mindst 20 timers spilletid i det vil jeg mene. Derudover kommer de ekstra modes som jeg ikke har fået nævnt endnu.

Decay, specielt udviklet til PS2 af Gearbox. Decay giver 2 spillere mulighed for kooperativt at spille en anden slags mission på Mesa fabrikkens områder. Derudover er der lagt en 2-player deathmatch mode ind i spillet. Der er delte meninger om det ikke burde have været en 4-player mode. Men lad nu det ligge. Jeg er temmelig glad for at spille mod en kammerat og splatte ham til ukendelighed. Selvom den rigtige oplevelse kræver at man sætter en lille plade op ved skærmen så hver især kun kan se sin egen halvdel af skærmen for den optimale udfordring og oplevelse.

Inden Half-Life var der efter min mening to andre 1. person spil der var værd at spille. Timesplitters og Red Faction. Timesplitters har dog slet ikke den samme involverende historie som Half-Life (faktisk har den ingen !!). Red Faction er ikke lige så flot og hurtig. Så i min lille sorte bog står Half-Life nu som det bedste 1. persons spil og et man bør eje.